Målingen Opbrugt dagpengeret fordelt på efterfølgende arbejdsmarkedsstatus er blevet opdateret, så den nu indeholder ydelserne seniorpension, tidlig pension, fleksydelse og barselsdagpenge. Følgende ændringer er blevet indarbejdet:
- Der er ændret i det hierarki, der afgør, hvilken arbejdsmarkedsstatus der er udfald i, hvis der er et sammenfald af ydelser på samme nedslagstidspunkt efter afsluttet ydelsesforløb. Rækkefølgen i hierarkiet følger nu venstremenuen på Jobindsats, således at de ydelser, der ligger højest i venstremenuen, har højest prioritet, hvis der er modtaget flere ydelser på samme tid. Hvis der er sammenfald mellem ydelse og lønmodtagerindkomst vægter ydelse højere end lønmodtagerbeskæftigelse.
- Særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse er slået sammen til en ny kategori: Ydelser efter opbrugt dagpengeret.
- Kontanthjælp mv. er summen af kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, forrevalidering, revalidering, ressourceforløb og ledighedsydelse.
- Sygedagpenge inkluderer jobafklaringsforløb.
- Tilbagetrækningsydelser indeholder nu efterløn, fleksydelse, førtidspension, seniorpension, tidlig pension og folkepension.
- Der er tilføjet eget udfald for ydelserne barselsdagpenge og fleksjob.
Der er i forbindelse med ændringerne blevet rettet en fejl i opgørelsen. Fejlen betød, at der for perioder før 1. juli 2017 også indgik personer i opgørelsen, som ikke reelt er faldet ud af dagpengesystemet. Det betyder, at for årene 2013 til 2016 er antallet af personer, der er faldet ud af dagpengesystemet, faldet med omkring 10 procent.
En del af de personer, der ikke længere måles på, er personer, der først påbegynder et dagpengeforløb på et senere tidspunkt. Det har særligt betydning for personer, der har arbejdsmarkedsstatus uddannelse, da en stor del af dem stadig var i uddannelse på efterfølgende målingstidspunkter. De er nu ude af målingen, og det betyder, at andelen af personer, der har arbejdsmarkedsstatus uddannelse, er faldet i perioden før 1. juli 2017. Det samme gør sig gældende for personer, der har arbejdsmarkedsstatus dagpenge/genoptjent dagpengeret, som ligeledes har et forholdsvist stort fald i perioden 2013 til 2016.
For perioden efter a-kasserne påbegyndte deres indberetninger til FLEUR, medio 2017, er der også sket et fald i andelen af personer, hvis efterfølgende arbejdsmarkedsstatus er dagpenge/genoptjent dagpengeret. Det skyldes, at der tidligere blev sendt dagpengekort ind med et nul-forbrug af ydelse, disse personer er nu renset ud af opgørelsen.
Andelen af personer i selvforsørgelse er steget. Det skyldes, at selvforsørgelse tidligere blev defineret som en blank uge i DREAM i den uge, hvor den 1. i måneden lå. Den uge, der blev målt på, blev således belagt med den ydelse, der var ultimo/primo måneden, hvis den 1. ikke var en mandag.
Opgørelsen er ændret, så der ikke bliver tjekket for en blank uge i DREAM, men i stedet ses der udelukkende på udfald, der er forskellig fra SVU, VUS og VEUF, som alle vil indgå under Andet. Alle øvrige udfald i DREAM vil falde ud som selvforsørget i målingen.