Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udviklet en ny måling, som opgør antal og andel ledige med et job- eller uddannelsesmål, herunder hvor stor en andel, der hverken har et job- eller uddannelsesmål. Den nye måling kan fordeles på ydelsesgrupper (herunder visitationskategori) samt antal måneder med ydelse.
Få ledige uden et job- eller uddannelsesmål
Målingen viser, at knap 11 procent af de ledige i maj 2024, hverken havde et job- eller uddannelsesmål, hvoraf sygedagpengemodtagere havde den højeste andel uden et job- eller uddannelsesmål (20 procent).
Blandt langvarige ledige, dvs. personer som har en ydelsesvarighed på mindst 12 måneder, er det kun tre procent, som hverken har et job- eller uddannelsesmål. Her har uddannelseshjælpsmodtagere den højeste andel (9 procent) uden et job- eller uddannelsesmål.
Af målingen fremgår det, at der er en stigende udvikling i andelen af langvarige uddannelseshjælpsmodtagere med et jobmål – fra 18 procent i januar 2022 til 71 procent i maj 2024. Denne udvikling fra uddannelses- over mod jobmål blandt uddannelseshjælpsmodtagere kan tilskrives initiativet med jobrettet indsats for unge, som skulle afhjælpe manglen på arbejdskraft ved at hjælpe flere unge ledige i beskæftigelse samt anvendes til at opnå større viden om arbejdet med en jobrettet indsats for uddannelseshjælpsmodtagere. Initiativet trådte i kraft den 1. april 2022 og løb som midlertidig foranstaltning frem til den 31. december 2023. Ordningen blev permanentgjort den 1. januar 2024.
Målingen opdateres månedligt.
Gå til målingen her: Antal og andel personer med job- eller uddannelsesmål