STAR offentliggjorde sidste sommer analysen Få løntimer kan føre til flere - særligt på mangelområder, der blandt andet viser, at udsatte borgere opnår flere løntimer, hvis de bliver ansat inden for mangelområder. Den nye analyse undersøger, inden for hvilke virksomhedstyper, brancher og stillinger de udsatte ledige opnår deres første løntimer.
Analysen viser:
- Analysen viser, at 74 % af de udsatte borgere, der opnår ordinære løntimer, ansættes af private virksomheder. Denne andel er lidt højere sammenlignet med den generelle arbejdende befolkning. Cirka 17 % finder arbejde hos kommuner. Desuden ansættes udsatte borgere oftere i små virksomheder.
- En betydelig del af de udsatte borgere får deres første løntime i stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft. Ud af de ti hyppigste stillingsbetegnelser er otte af dem karakteriseret ved at være områder med mangel på arbejdskraft. Hele 16 procent starter som social- og sundhedsassistenter (SOSU-medhjælpere), hvilket er den mest almindelige stilling. Andre hyppige stillinger inkluderer rengøring (11 procent) og salgsarbejde (9 procent).
- Analysen viser, at sundheds- og socialsektoren er den enkeltstående branche, hvor flest udsatte ledige opnår deres første løntimer. Det gælder cirka for 20 procent af de udsatte borgere med løntimer. Her arbejder de fx på plejehjem og i daginstitutioner. Andre hyppige brancher er handel (16 procent) og rejsebureauer, rengøring og anden operationel service (15 procent).
- Tidligere analyser fra STAR har vist, at få løntimer kan føre til flere løntimer over tid, især inden for mangelområder. Denne tendens bekræftes for de fem mest hyppigste ansættelser blandt udsatte ledige, hvor det gennemsnitlige månedlige antal løntimer stiger med op til 20 timer over en to-årig periode. Dette gælder især for SOSU-medhjælpere samt lager- og pakhusarbejdere.
Du kan dykke ned i analysen her:
Analyse: Hvor får udsatte ledige deres første ordinære løntimer?