Fire nye analyser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering peger på, at der er langsigtede positive effekter af løntimeindsatser til ledige længere væk fra arbejdsmarkedet. Derudover viser analyserne også, at forældres tilknytning til arbejdsmarkedet og løntimer i gennemsnit har en positiv afsmittende effekt på børnene.
Løntimeindsatser batter på den lange bane
Den første analyse viser, at målrettede indsatser, som hjælper udsatte borgere i arbejde i få timer, har positive effekter på beskæftigelsen mange år frem.
Analysen bygger på ”JobFirst-projektet” fra 2016.
Projektet havde som mål at hjælpe udsatte ledige ind på arbejdsmarkedet ved hjælp af lønnede timer samtidig med praktik kombineret med mentorstøtte, hyppig opfølgning samt håndtering af borgernes øvrige udfordringer i parallelle indsatser.
Og forsøget viser en langsigtet effekt: Deltagergruppen, som fik indsatsen, har over en seksårig periode konsekvent flere løntimer end kontrolgruppen, som fik ”normalindsatsen” i kommunen. I gennemsnit har gruppen, der fik Jobfirst-indsatsen, 14 procent flere lønnede timer i en virksomhed end kontrolgruppen.
Analysen peger samtidig på, at småjobs kan være en vej til et fuldtidsjob. En større andel i deltagergruppen opnår på længere sigt fuldtidsarbejde sammenlignet med kontrolgruppen.
Løntimeindsatser har langsigtede effekter
Fra få timer til flere
At få løntimer kan blive til flere, bakkes op af en anden analyse fra styrelsen. Den viser, at halvdelen af de udsatte ledige, som opnår løntimer på en arbejdsplads, også har løntimer både ét og to år efter. Samtidig vil hovedparten af den gruppe, der fortsat er i job, øge antallet af løntimer i perioden.
Analysen viser også, at udsatte ledige i særlig grad får en fod inden for på områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Få løntimer kan føre til flere - særligt på mangelområder
Første skridt ind på arbejdsmarkedet er afgørende for udsatte
Når udsatte ledige først er kommet i job, bider de sig fast. En tredje analyse viser, at mange langvarige aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere også har en øget tilknytning til arbejdsmarkedet både 5 og 10 år efter, at de fik foden inden for på arbejdsmarkedet.
Løntimer til udsatte kan give mere varig tilknytning til arbejdsmarkedet
Forældres tilknytning til arbejdsmarkedet smitter af på børnene
Den fjerde analyse fra styrelsen peger på, at løntimer ikke kun er godt for den enkelte. Børn, der er vokset op med forældre uden arbejde, har selv en større risiko for at ende uden job.
Konkret viser tallene, at forældre, der arbejder fuld tid, halverer risikoen for, at deres barn ender uden arbejde, end hvis forældrene ikke arbejdede.