De fire målinger er:
- Indrejste udenlandske statsborgeres arbejdsmarkedsstatus
- Andelen af indrejste udenlandske statsborgere i beskæftigelse
- Beskæftigede udenlandske statsborgeres arbejdsmarkedsstatus over tid
- Beskæftigede udenlandske statsborgeres forudgående arbejdsmarkedsstatus
Måling 1 og 2 følger udenlandske statsborgere fra det år de første gang er registreret som indrejst i Danmark. De to målinger tager alene udgangspunkt i udenlandske statsborgere, der havde registreret dansk bopæl på indrejsetidspunktet og omfatter dermed ikke pendlere (udenlandske statsborgere, der i det givne år fik arbejde i Danmark, men havde udenlandsk bopæl). Målingerne gør det muligt at følge tilknytningen til arbejdsmarkedet for de indrejste udenlandske statsborgere, herunder andelen, der i de følgende år er i lønmodtagerbeskæftigelse, på offentlig forsørgelse, selvforsørgede eller udvandret. Det vil fx være muligt at sammenligne det efterfølgende beskæftigelses- og udrejsemønster blandt forskellige nationaliteter over tid.
Måling 3 og 4 gør det muligt at følge både den efterfølgende og forudgående arbejdsmarkedsstatus op til 5 år før henholdsvis 5 år efter for udenlandske statsborgere, der havde lønmodtagerbeskæftigelse i Danmark i en given måned. Disse to målinger omfatter både personer med bopæl i Danmark og personer uden bopæl i Danmark (pendlere) i den pågældende måned. Det vil fx være muligt at opgøre, hvor mange af de beskæftigede i en given måned, der i de følgende år fortsat var i beskæftigelse, var udrejst, var på offentlige ydelser mv. Ligesom det vil være muligt at opgøre, hvor stor en andel af de beskæftigede i en given måned, der fx året før var på offentlig ydelse, i beskæftigelse, eller som hverken var i beskæftigelse, på offentlig ydelse eller havde registreret dansk bopæl.
Måling 1 og 2 er relevante, hvis man ønsker at følge grupper af førstegangsindrejste udenlandske statsborgere, uanset om de pågældende var i beskæftigelse eller ej på indrejsetidspunktet. Man kan fx følge udenlandske statsborgere, der på et givent tidspunkt er kommet til landet som flygtninge, eller EU-borgere som er indrejst for at arbejde eller studere. Måling 3 og 4 kan med fordel vælges, hvis man ønsker at følge grupper af udenlandske statsborgere, der har det tilfælles, at de var i beskæftigelse på et givent tidspunkt. Som udgangspunkt omfatter måling 3 og 4 således alle beskæftigede udenlandske statsborgere, uanset hvornår de har påbegyndt beskæftigelsen i Danmark og uanset om de i den givne beskæftigelsesmåned var herboende eller pendlere.
Fælles for alle målingerne er, at det er muligt at fordele opgørelserne på område (hele landet og RAR-områder), statsborgerskab, opholdsgrundlag samt indrejseåret/året for udstedt CPR-nummer.
Måling 1 og 2 opdateres halvårligt, mens måling 3 og 4 opdateres månedligt.