04.07.2023
Ny på Jobindsats?
Som ny bruger kan det være vanskeligt at komme i gang med at bruge Jobindsats. Vi har derfor lavet en kort introduktionsvideo, som gør det lettere at lære statistikbanken at kende.
Tryk på pilen midt i billedet for at afspille videoen.
Jobindsats.dk er en statistikbank, hvor du kan finde data om beskæftigelsesindsatsen og arbejdsmarkedet i Danmark.
Jobindsats består af fire sektioner: En databank, en rapportbank, information og nyheder. Du kan tilgå de fire sektioner i vores hovedmenu. Derudover har vi et API tilknyttet databanken, som du kan bruge til at automatisere dine dataudtræk fra Jobindsats.dk.
På flere af vores sider kan du se et info-ikon. Når du klikker på ikonet ”i”, kan du få information om fx målinger og rapporter. Du kan også bruge linket "se flere detaljer”, hvis du har brug for yderligere information.
Nedenfor kan du se en beskrivelse af sektionerne i hovedmenuen.
Databank
I Databanken kan du finde mere end 200 statistikker, som vi opdaterer løbende. På Jobindsats kalder vi dem målinger. I Databanken kan du få et overblik over fx gruppen af ydelsesmodtagere – både lokalt, regionalt og i hele landet. Det gælder både i forhold til antallet af personer, udgifterne til forsørgelse samt indsatsen for at få disse personer i job. Du kan også finde målinger omkring beskæftigelse, opslåede stillinger, udenlandsk arbejdskraft og meget mere.
For at se data i databanken skal du først vælge en måling og derefter vælge, hvilke oplysninger du vil have med. Du skal ofte, som minimum, vælge et geografisk område og en periode.
Hvis du vil se, hvor mange der er på dagpenge, skal du først vælge, om du vil se data for fx ”antal personer” eller ”antal fuldtidspersoner”. Herefter kan du vælge, om du vil have tal for din egen kommune eller hele landet, og om du vil se tal for en enkelt måned eller se på udviklingen over tid. Du kan også vælge at fordele data på fx alder og køn.
Herefter får du vist data i en tabel, hvor du kan vælge at flytte rundt på data (pivotere) eller bruge vores lommeregnerfunktion til at lave simple beregninger på eget ansvar. Du kan også hente data ned i formaterne excel eller json.
Hvis du vil automatisere dine udtræk fra databanken, kan du bruge vores API.
Gå til databank
Lær om Jobindsats API
Rapportbank
I rapportbanken har vi samlet data med fokus på bestemte områder og aktuelle emner, som vi synes er vigtige at fortælle om. Det kan fx være rapporter, der følger op på reformer og lovgivning på beskæftigelsesområdet eller rapporter, der følger udviklingen på arbejdsmarkedet.
I rapportbanken har vi forsøgt at gøre det nemt for dig at få et hurtigt overblik og finde svar på centrale spørgsmål. Derfor har vi udvalgt specifikke data, som vi præsenterer i grafer og figurer.
Alle vores rapporter er interaktive, så du kan gå på opdagelse i data og tilpasse tallene ved at klikke på de forskellige figurer og grafer.
Rapporterne kan tilpasses ved hjælp af filtre. Her kan du blandt andet vælge, hvilket område og hvilken periode du vil se data for.
Gå til rapportbanken
Information
På vores Informationssider har vi samlet al praktisk information om Jobindsats. Her kan du blandt andet finde kontaktoplysninger og en vejledning til, hvordan du bruger vores API.
Det er også her, du kan finde information om målinger, fordelingsvariable og datakilder. Du kan fx bruge opdateringskalenderen til at se, hvornår de enkelte målinger sidst er blevet opdateret, og hvornår de næste opdateringer finder sted.
I vores FAQ kan du få svar på de spørgsmål, vi ofte modtager.
Gå til information
Nyheder
Under Nyheder kan du se forskellige nyheder fra Jobindsats.dk. Vi har opdelt vores nyheder i fire kategorier: ”Nyhed”, ”Driftsnyt”, ”Talnyt” og analyser.
”Nyhed” er generelle nyheder, der vedrører nye tiltag på hjemmesiden Jobindsats. Det kan fx være en nyhed om, at Jobindsats har fået en ny introduktionsvideo eller en nyhed om, at du kan deltage i en spørgeskemaundersøgelse.
”Driftsnyt” er nyheder om driften af hjemmesiden. Det kan blandt andet være en nyhed om, at en måling/rapport i en periode ikke er tilgængelig, eller at en måling/rapport bliver opdateret senere end planlagt.
”Talnyt” er nyheder, der vedrører tal på Jobindsats. Det kan fx være en nyhed om en ny måling/rapport eller en nyhed om tilpasninger, hvis vi fx har skiftet datakilde i en måling.
”Analyser” dækker over korte analyser, hvor vi fx kommenterer på aktuelle tal eller oplyser om tendenser på arbejdsmarkedet. Det kan også være analyser, der sætter fokus på specifikke data, som vi har på Jobindsats.