Mange kommuner har succes med at hjælpe flere i løntimer
16.12.2024
Mange kommuner har succes med at hjælpe flere i løntimer
Andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere med løntimer er steget markant siden 2020. Og selvom den positive udvikling er fladet, er det fortsat langt de fleste kommuner, som lykkes med at hjælpe flere i løntimer.
Siden 2020 er der sket en markant stigning i andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere, som får løntimer. På landsplan var lidt over 6 procent af gruppen i løntimer i hvert kvartal i 2020, mens det i andet kvartal 2024 gælder for knap 10 procent, jf. figur 1.
I alt lykkes det for 71 kommuner at hjælpe flere aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer mellem 1. halvår 2023 og 1. halvår 2024. De 15 kommuner, som har taget det største spring i andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere i den periode, har opnået en substantiel fremgang fra 9,5 procent til over 12 procent. De 15 kommuner er markeret i figuren med den stiplede linje.
Den generelle udvikling skal både ses i lyset af, at kommunerne har fået et større fokus på at hjælpe aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer samt den generelle medvind på arbejdsmarkedet i form af lav ledighed og stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Udviklingen er imidlertid fladet ud de sidste par år, og andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere med løntimer har kun været marginalt stigende siden begyndelsen af 2022.
Figur 1: Andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer er fladet ud de seneste tre år.
En del kommuner formår fortsat at hjælpe flere aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer
Til trods for, at den positive udvikling i løntimer er fladet ud på landsplan, hjælper langt de fleste kommuner endnu flere med at komme i løntimer i år sammenlignet med sidste år. Således er der fortsat 71 kommuner som lykkes med at hjælpe flere aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer mellem 1. halvår 2023 og 1. halvår 2024.
De kommuner, som har haft den største udvikling har flyttet sig med mere end 3 procentpoint, jf. figur 2. Det gælder for Vesthimmerland, Ringkøbing-Skjern, Albertslund og Bornholm. I Vesthimmerlands Kommune er andelen med løntimer steget fra 8,5 til 12,3 procent i perioden, mens andelen er steget fra 14,7 til 18,2 procent i Ringkøbing-Skjern. Opgørelsen er baseret på et gennemsnit af andelen i løntimer i det 1. halvår.
Figur 2: Kommuner med størst fremgang i andelen af aktivitetsparate borgere med løntimer
Flere af kommunerne med store stigninger kommer fra et i forvejen højt niveau og havde allerede i første halvår af 2023 en andel af aktivitetsparate borgere i løntimer over landsgennemsnittet, jf. figur 3. Den pæne fremgang i de 15 kommuner skyldes derfor ikke, at kommunerne startede ud på et lavt niveau og nu har indhentet de øvrige kommuner. Der er tale om et positivt løft fra et i forvejen højt niveau.
Det bemærkes, at nogle kommuner har forholdsvis få aktivitetsparate ydelsesmodtagere, hvilket kan resultere i en naturlig variation.
Figur 3: Mange kommuner flytter sig fra et i forvejen højt niveau
Færre aktivitetsparate ydelsesmodtagere på landsplan
Stigningen i andelen med løntimer på tværs af landets kommuner er sket samtidig med, at det samlede antal aktivitetsparate ydelsesmodtagere er faldet.
Siden 2017 har der været et forholdsvist konstant fald i antallet af aktivitetsparate ydelsesmodtagere, jf. figur 4. Fra 1. kvartal 2017 til 2. kvartal 2024 er antallet af aktivitetsparate ydelsesmodtagere således faldet med over 34 tusinde personer. Kommunerne er således både lykkes med at hjælpe flere i kontanthjælpsgruppen videre samtidigt med at de har hjulpet flere i løntimer.
Figur 4: Antallet af aktivitetsparate ydelsesmodtagere har været faldende siden 2017
Sådan har vi gjort
Analysen er udført med data fra jobindsats.dk. Analysen beregner et gennemsnit i andelen af aktivitetsparate ydelsesmodtagere med løntimer mellem 1.- og 2. kvartal i hhv. 2023 og 2024. Ærø og Samsø indgår ikke i figurerne grundet et lavt observationstal.
Aktivitetsparate ydelsesmodtagere defineres som personer, der var aktivitetsparate og modtog enten kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløb, jobafklaring eller SHO-ydelse. Løntimer defineres som måneder med en lønudbetaling højere end 0 kr. og under 65.000 kr. Dog må der ikke i samme måned være en lønudbetaling på over 15.000 kr. og samtidigt en registreret beskæftigelse over 150 timer, da det defineres som fuldtidsbeskæftigelse og dermed ikke indgår i opgørelsen over løntimer i forbindelse med modtagelse af offentlig forsørgelse.
Hent analysen
Du kan downloade analysen som PDF gennem linket neden for.
Vil du se, hvordan det går med at få aktivitetsparate ydelsesmodtagere i løntimer i din kommune? Så kan du gå ind på vores Jobindsats-målingen omkring ydelsesmodtagere med løntimer.