20.12.2023
Om ledige stillinger på Jobnet
Målingen viser antal ledige stillinger på Jobnet. I målingen kan du også se antallet af nyopslåede stillinger og det gennemsnitlige antal stillinger på Jobnet.
På STAR’s jobportal www.jobnet.dk har arbejdsgivere mulighed for at opslå ledige stillinger og på denne måde efterspørge arbejdskraft til konkrete jobs. Arbejdsgiveren opretter selv en annonce på www.jobnet.dk. Annoncen kan indeholde én eller flere ledige stillinger. Dog skal stillingerne i samme annonce have samme stillingsbetegnelse. Fx kan man ikke i én og samme annonce efterspørge både tømrere og kontorassistenter. Det må i givet fald ske i to separate annoncer.
Antallet af opslåede stillinger kan også indeholde stillingsopslag, hvor virksomheder efterspørger deltidsansatte, vikarer eller medarbejdere til 'beredskab'. Eksempelvis opslår branchen for tolke/oversættere ofte stillingsannoncer for 30+ tolke til specifikke sprog, så virksomheden har et beredskab, når behovet for disse kompetencer opstår. Dermed kan målingen ikke bruges som et præcist udtryk for antallet af opslåede fuldtidsstillinger.
Hvad viser målingen?
Målingsvariabel 1: Antal stillinger
Målingsvariablen viser, hvor mange ledige stillinger der i alt er opslået på www.jobnet.dk i den valgte periode.
Målingsvariable 2: Dagligt gennemsnitligt antal stillinger
Målingsvariablen viser, hvor mange ledige stillinger der er opslået på www.jobnet.dk på en gennemsnitlig dag i den valgte periode.
Målingsvariabel 3: Antal nyopslåede stillinger
Målingen viser, hvor mange nye stillinger der er opslået på www.jobnet.dk i den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
En stilling tæller med i målingsvariabel 1 og 2, hvis den har været synlig på www.jobnet.dk i minimum én dag i den valgte periode. For målingsvariabel 3 vedrørende nyopslåede stillinger skal stillingens første synlige dag dog også ligge inden for den valgte periode for at tælle med.
Hvis arbejdsgiveren undervejs ændrer antallet af ledige stillinger i en annonce inden for den valgte periode, er det alene det maksimale antal stillinger i annoncen, der tæller med i målingen. Det er derfor ikke muligt at summere eksempelvis enkelte måneder i et output for at se, hvor mange stillinger der er slået op på eksempelvis et år eller et kvartal. Vil du have summerede tal, skal du i stedet vælge at se tal for et kvartal, et år eller fra år-til-dato. Eksempel: En jobannonce bliver oprettet med 10 ledige stillinger i januar måned. Dette antal bliver i februar ændret til 20 stillinger og ændres endeligt til 15 stillinger i marts måned. Hvis du opgør de enkelte måneder i første kvartal, vil antallet af stillinger således være henholdsvis 10 (januar), 20 (februar) og 15 (marts). En simpel summering af disse tre måneder giver 45 stillinger for første kvartal. Men da annoncen set over hele første kvartal maksimalt har indeholdt 20 ledige stillinger, opgøres antallet af stillinger for denne annonce i første kvartal til at være netop 20 stillinger.
Hvis den oprindelige stillingsbetegnelse i annoncen (fx tømrer) undervejs i den valgte periode bliver ændret til en anden stillingsbetegnelse (fx kontorassistent), vil det indgå som to separate stillinger i samtlige målinger. Hvis en tidligere opslået stilling bliver genopslået, bliver det opfattet som en ny stilling i samtlige målinger. Kriteriet for dette er, at stillingen har været væk fra www.jobnet.dk i minimum en dag.
Målingen tager udgangspunkt i de konkrete dage, hvor stillingsopslagene er slået op på Jobnet. Hvis et stillingsopslag bliver taget ned før annoncens oprindelige udløbsdato, tæller stillingen ikke med i opgørelsen fra og med den dato, hvor stillingen er taget ned fra jobnet.dk
I forhold til den geografisk placering af ledige stillinger gælder følgende principper:
- Stillingens geografiske placering bliver bestemt ud fra det arbejdssted, der er angivet i jobannoncen (kommunekode).
- Hvis arbejdsstedet ikke er angivet i annoncen, bliver stillingerne fordelt efter den geografiske placering af den virksomhed, der har oprettet annoncen (kommunekode). Der kan eksempelvis være tale om en stor virksomhed, der ønsker at rekruttere medarbejdere til arbejdssteder i flere forskellige kommuner.
- Hvis arbejdsstedet ikke er i en dansk kommune (eksempelvis en grønlandsk eller færøsk kommune), bliver stillingerne fordelt efter den geografiske placering af virksomheden, der har oprettet annoncerne (kommunekode).
- Hvis arbejdsgiveren hverken har oplyst arbejdsstedets adresse (eller arbejdsstedet ikke ligger i en dansk kommune), eller at adressen på den virksomhed, der har oprettet annoncen, heller ikke er angivet (eller ikke er beliggende i en dansk kommune), bliver stillingen placeret under ”uoplyst kommune”.
Hvad kan målingen fordeles på?
Udover geografisk område og periode kan målingen fordeles på erhvervsgrupper.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra www.jobnet.dk
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hver måned.
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden: