04.07.2024
Om antal uger med barselsdagpenge i barnets første leveår
Målingen viser, hvor mange ugers orlov med barselsdagpenge der er afholdt i barnets første leveår. Det er muligt at se hvor meget orlov, hver forælder afholder.
Hvad viser målingen?
- Målingsvariabel 1: Antal uger med barselsdagpenge
Målingsvariablen angiver det gennemsnitlige samlede omfang af orlov med barselsdagpenge i barnets første leveår for børn, der er født i den valgte periode. Omfanget er målt i afholdte uger pr. barn.
Hvordan er målingen beregnet?
Antallet af uger med barselsdagpenge er opgjort som det samlede omfang af afholdt orlov med barselsdagpenge fra barnets fødsel og et år frem. For hver dag med barselsdagpenge er der beregnet et forbrug af personens samlede orlovsperiode, der er opgjort i uger. For en fuldtidsansat med en femdagsuge svarer en dag på barselsdagpenge i udgangspunktet til 0,2 uge. Omfanget er opgjort per barn, hvilket betyder, at forældre til flerlinge indgår med samme orlov flere gange.
I målingen indgår alene børn, hvis forældre har modtaget barselsdagpenge i barnets første leveår. Hvis et barn kun har én forælder, der har modtaget barselsdagpenge i barnets første leveår, udgør denne forælders afholdte orlov den samlede orlov for barnet. En eventuel anden forælder, som ikke afholder orlov med barselsdagpenge, indgår ikke i målingen og trækker dermed ikke ned i det gennemsnitlige samlede omfang af orlov med barselsdagpenge.
Øvrige opmærksomhedspunkter
Den 1. juli 2022 trådte nye barselsregler i kraft, som gælder for børn født den 2. august 2022 eller senere, jf. Bekendtgørelse om ret til barselsdagpenge for forældre til et barn, der er født eller modtaget fra den 2. august 2022. Forældre har stadig ret til fravær som før, men reglerne for barselsdagpenge er ændret. Som udgangspunkt kan hver forælder få barselsdagpenge i 24 uger efter barnets fødsel, hvis forældrene bor sammen, og forældrene opfylder kravet om beskæftigelse ved fraværets start. Som mor har man desuden ret til fravær fire uger før forventet fødsel.
For lønmodtagere er 11 (inklusiv de to første uger efter fødsel) af de 24 uger med barsel øremærket til hver forælder. Den øremærkede orlov vil gå tabt, hvis den ikke afholdes af den pågældende forælder. De resterende 13 uger kan frit fordeles mellem forældrene. På borger.dk kan du læse mere om forældres ret til barselsdagpenge. I målingen kan du se omfanget af øremærket barselsorlov ved at fordele på orlovstypen.
Hvad kan målingen fordeles på?
Udover geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
- Relationstype
- Orlovstype
- Status før orlov
Område angiver forældrenes bopæl på tidspunktet for barnets fødsel. Hvis barnet har to forældre, der modtager barselsdagpenge i barnets første leveår, men som har bopæl i to forskellige kommuner, vil barnets samlede orlov være fordelt på de to kommuner svarende til hver af forældrenes afholdte orlov med barselsdagpenge.
Periode angiver tidspunktet for barnets fødsel. For adopterede børn angiver perioden Når der vælges en måned, viser målingen det gennemsnitlige samlede omfang af orlov med barselsdagpenge i barnets første leveår for børn født i denne måned.
Målingen består af data om orlov, som er afholdt efter fødslen. Orlov efter fødsel består af barselsorlov, pligtorlov, fædreorlov, forældreorlov, øremærket orlov og adoptionsorlov. Orlov efter fødsel kan inddeles efter, om barselsorloven er øremærket eller ej. Pligtorlov og fædreorlov indgår ikke i øremærket orlov i målingen.
Status før orlov angiver, om forælderen holder orlov fra a-dagpenge, lønmodtagerbeskæftigelse eller selvstændigt erhverv. Forælderens status er opgjort på den første orlovsdag efter barnets fødsel.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra ATP, som via Udbetaling Danmark varetager udbetalingen af barselsdagpenge.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hver måned
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden