27.03.2023
Indsatsgaranti for ressourceforløbsmodtagere
Målingen viser antallet og andelen af personer påbegyndt i ressourceforløb, der har modtaget mindst én indsats inden for de første seks måneder af deres ressourceforløb. Efter 1. januar 2022 skal alle personer i ressourceforløb som udgangspunkt have påbegyndt en indsats inden for de første seks måneder af ressourceforløbet for at leve op til indsatsgarantien. Indsatser der er omfattet af indsatsgarantien er beskæftigelsesindsatser, sociale indsatser, kommunale sundhedsindsatser eller ordinær ansættelse med lønnede timer.
Hvad viser målingen?
- Målingsvariabel 1: Antal personer eksklusiv fritagne personer
Viser antallet af personer, der er begyndt i ressourceforløb i perioden - eksklusiv personer, der enten har været fritaget for at stå til rådighed i over tre måneder eller er stoppet i ressourceforløbet, inden der er gået seks måneder.
- Målingsvariabel 2: Antal fritagne personer
Viser antallet af personer i ressourceforløb, der enten har været fritaget for at stå til rådighed i over tre måneder eller er stoppet i ressourceforløbet, inden der er gået seks måneder.
- Målingsvariabel 3: Antal personer med mindst én indsats inden for de første seks måneder
Viser antallet af personer i ressourceforløb, der har modtaget en indsats inden de første seks måneder. Variablen er opdelt i fem undervariable; socialindsatser, sundhedsindsatser, beskæftigelsesindsatser, ordinære timer og mindst én indsats.
- Målingsvariabel 4: Andel personer som har deltaget i en indsats
Viser andelen af personer i ressourceforløb, der har modtaget mindst én indsats inden for de første seks måneder.
Hvordan er målingsvariablene beregnet?
Målingsvariabel 1: Antal personer eksklusiv fritagne personer
Målingsvariablen opgør antallet af personer, der er begyndt i ressourceforløb i den valgte periode, og som ikke var i gang med et forløb ved periodens start. Et forløb er defineret som en række dage med ressourceforløb, hvor der ikke undervejs er én sammenhængende kalendermåned uden udbetaling af ressourceforløbsydelse. Personer, der har været fritaget for at stå til rådighed i over halvdelen af de første seks måneder af ressourceforløbet, eller som er stoppet i ressourceforløbet, inden der er gået seks måneder, er fjernet fra målingsvariablen.
Målingsvariabel 2: Antal fritagne personer
Målingsvariablen opgør antallet af personer, der er begyndt i et ressourceforløb i den valgte periode, og som er fritaget for at stå til rådighed i minimum halvdelen af de første seks måneder af ydelsesforløbet. Hvis en modtager af ressourceforløb er fritaget for at stå til rådighed i sammenlagt tre måneder ud af de første seks måneder af ressourceforløbet, vil personen fremgå som fritaget. Personer, der har afbrudt deres ressourceforløb, inden der er gået seks måneder, vil også fremgå som fritagne.
Målingsvariabel 3: Antal personer med mindst én indsats inden for de første seks måneder
Målingsvariablen har fem undervariabler, der viser antallet af personer i ressourceforløb, der har modtaget mindst én socialindsats, sundhedsindsats eller beskæftigelsesindsats eller haft ordinære timer i perioden samt antallet af personer, der har modtaget mindst én af disse indsatser.
Antal personer med social- sundheds- eller beskæftigelsesindsats er opgjort som antallet af personer i ressourceforløb, der har modtaget én eller flere social- sundheds- eller beskæftigelsesindsatser inden for de første seks måneder af ressourceforløbet. Hvis en person har modtaget både en social- sundheds- og beskæftigelsesindsats, vil personen fremgå i alle tre variabler. Hvis en person har modtaget flere indsatser af samme type, fx to socialindsatser, vil personen kun fremgå én gang i den pågældende variabel.
Antal personer med ordinære timer viser antallet af personer, der har haft ordinære timer inden for de første seks måneder af ressourceforløbet, uanset antallet at timer. Personer, der har haft ordinære timer i flere af månederne i perioden, vil stadig kun fremgå én gang i variablen for den pågældende periode.
Antal personer med mindst én indsats viser antallet af personer, der har modtaget enten en social- sundheds- eller beskæftigelsesindsats eller har haft ordinære timer inden for de første seks måneder af deres ressourceforløb. Hvis en person har mere end én indsats, eller én indsats og ordinære timer, vil personen kun fremgå én gang i variablen.
Vær opmærksom på, at indsatser, der er begyndt inden ressourceforløbets start, ikke er inkluderet i målingsvariablen, da de ikke er omfattet af indsatsgarantien.
Målingsvariabel 4: Andel personer som har deltaget i en indsats
Målingsvariablen er beregnet som andelen af personer, der har påbegyndt et ressourceforløb i perioden, og som har haft mindst én indsats i de første seks måneder af ressourceforløbet:
Hvad kan målingen fordeles på?
Tallene i målingen kan fordeles på geografisk område og periode. Tallene kan også fordeles på alder.
Personens bopælskommune er angivet som den kommune, personen er tilknyttet seks måneder efter ressourceforløbets start. Hvis personen afbryder sit ressourceforløb inden seks måneder, vil bopælskommunen være den kommune, som personen er tilknyttet ved afslutningen af ressourceforløbet.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer. Data for ordinære timer kommer fra E-indkomst.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hvert kvartal. Du kan se, hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår du kan forvente næste opdatering, ved at trykke på ”se flere detaljer om måling” i toppen af målingen. Du kan også få et fuldt overblik over alle opdateringer i vores opdateringskalender her: https://jobindsats.dk/information/om-jobindsats/opdateringskalender/
Flere spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, kan du finde vores kontaktoplysninger her: https://jobindsats.dk/information/om-jobindsats/kontakt/.