04.06.2025
Håndtering af nye branchekoder på Jobindsats
Når målingerne på Jobindsats opdateres med nye tal i juni, vil der være færre virksomheder og beskæftigede registreret med uoplyst branche i 2025. Det skyldes, at nye virksomheder nu placeres i den korrekte branchegruppe under DB07.

I starten af 2025 er det Centrale Virksomhedsregister (CVR) overgået til den nye danske branchenomenklatur DB25. På Jobindsats.dk fortsætter vi med at bruge den hidtil gældende branchenomenklatur DB07 frem til 2026, hvor Jobindsats også overgår til DB25.
På grund af ændringen hos CVR har der siden januar 2025 midlertidigt været registreret flere virksomheder og beskæftigede under uoplyst branche på Jobindsats. Når målingerne på Jobindsats, hvor data kan fordeles på brancher, opdateres her i juni måned, vil antallet med uoplyst branche falde til det tidligere niveau. Dette er ligeledes gældende for fordelinger efter arbejdssted.
I målingen om lønmodtagerbeskæftigelsen betyder det, at antallet af personer med uoplyst branche falder med op til 4.500 fultidspersoner, svarende til 44 procent i kategorien "Uoplyst aktivitet". Disse personer er nu registreret på de øvrige branchegrupper. Ændringen i de øvrige branchegrupper vil kunne være ændret med op til 0,5 procent i forhold til gruppens størrelse før opdateringen i juni.
De omtalte ændringer skyldes især, at nye virksomheder nu får tildelt en branchekode i DB07 og dermed kan flyttes ud af ”Uoplyst aktivitet”. Med opdateringen i juni måned registrerer vi også virksomheders brancheskift i 2025 med en DB07-kode, så ændringer kommer ind løbende i lighed med tidligere.
Når Jobindsats overgår til DB25 i 2026, vil det medføre større ændringer i branchefordelingerne. Vi informerer naturligvis om overgangen i god tid.
Det er muligt at fordele data på brancher i følgende målinger:
- Antal lønmodtagere efter bopæl
- Antal lønmodtagere efter arbejdssted
- Antal personer der har skiftet eller startet i nyt job (jobomsætning)
- Faktiske antal tilmeldte ledige og fuldtidsledige på Jobnet
- Antal varslinger om afskedigelser
- Antal arbejdsfordelinger
- Antal nye arbejdsfordelinger i perioden
- Udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark (Opholdsgrundlag, statsborgerskab, branche)
- Antal lønmodtagere og selvstændige i registret for udenlandske tjenesteydere (RUT)
- Antal virksomheder i registret for udenlandske tjenesteydere (RUT)
- Virksomhedsrettede tilbud og efterfølgende beskæftigelse
- Antal og andel forløb og personer under ny fleksjobordning fordelt på timer
- Antal og andel personer under ny fleksjobordning, der er gået op eller ned i arbejdstid
Du kan læse mere om branchefordelingen her: Branche
Eventuelle særlige opmærksomhedspunkter fremgår under den enkelte måling.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på jobindsats@star.dk