18.08.2026
Antal personer der har skiftet eller startet i nyt job (jobomsætning)
Målingen viser antal jobmatch (tilfælde af jobstart) der er i den valgte periode, og hvor mange unikke personer er startet i nyt job opgjort ud fra lønindberetninger i eIndkomst.
Om jobomsætning
Et jobmatch er defineret ved en lønudbetaling fra en arbejdsgiver til en person i en periode, hvor der i perioden før ikke var en lønudbetaling fra samme arbejdsgiver til samme person, eller hvor der slet ikke var en lønudbetaling til den pågældende person. Personen kan komme fra et andet job, fra ledighed, eller træde ind på arbejdsmarkedet første gang.
Målingsvariablen tager udgangspunkt i data fra SKAT's eIndkomst-register, hvor vi har udtrukket de personer, der har lønindkomst. Ansættelserne tager udgangspunkt i lønudbetalinger i eIndkomst, da vi ikke har oplysninger om start og sluttidspunkter for ansættelser. Jobomsætningen kan opgøres fra og med januar 2009.
For at give et præcist billede af jobomsætningen er der i definitioner og afgrænsninger i videst muligt omfang sigtet efter, at jobomsætning:
- er en reel start i nyt job (og ikke blot er en registrering af en administrativ teknikalitet)
- omfatter ansættelse af en vis varighed
- viser tilfælde, hvor det nybesatte job i princippet skal kunne søges/besættes af enhver med de krævede kvalifikationer
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Jobomsætning
- Antal personer startet i job
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog seniorpension inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden
Opdelingen i forhold til sektor tager udgangspunkt i den virksomhedstype, som virksomheden er registreret med i CVR-registeret.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Jobomsætning
Målingsvariablen viser antallet af tilfælde, hvor en person er startet i et nyt job i den valgte periode (et jobmatch).
Den samme person kan påbegynde nyt job flere gange inden for en valgt periode, fx et år, og dermed tælle med i opgørelsen flere gange.
For at kunne opgøre en reel og relevant jobomsætning, er målingen afgrænset ud fra følgende principper:
- En jobomsætning er afgrænset til en situation, hvor en person har modtaget løn fra en virksomhed i minimum to måneder i træk med en beskæftigelsesgrad på minimum 25 procent per måned, hvilket svarer til minimum 40 timer per måned.
- Personerne har ikke fået løn fra samme virksomhed i minimum to måneder forud for ansættelsen.
- Antallet af jobmatch er opgjort på arbejdsstedsniveau og ikke efter personernes bopæl og er opgjort eksklusiv ansættelser af personer under 18 år og eksklusiv ansættelser i støttet beskæftigelse.
- For virksomheder med minimum ti ansatte er der korrigeret for sammenlægninger, overtagelser og administrative flytninger af lønudbetalinger mv. Herudover er der korrigeret for perioder med sygdom og orlov mellem to på hinanden følgende lønudbetalinger på samme virksomhed. Det er gjort for, at det ikke opfattes som en nyansættelse, hvis en person vender tilbage efter fx orlov.
Målingsvariabel 2: Antal personer startet i job
Målingsvariablen viser antallet af personer, der i perioden er startet i nyt job.
I modsætning til målingsvariabel 1 er der i denne målingsvariabel tale om en opgørelse af unikke personer, der i den valgte periode har påbegyndt et nyt job. En person optræder således kun én gang, uanset hvor mange job personen er påbegyndt i perioden. Personen kan komme fra et andet job, fra ledighed eller træde ind på arbejdsmarkedet første gang. I denne målingsvariabel bliver der som i målingsvariabel 1 taget udgangspunkt i data fra SKAT's eIndkomst-register.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Ansættelser hvor personen har modtaget løn fra en virksomhed i minimum to måneder i træk med en beskæftigelsesgrad på minimum 25 procent per måned (minimum 40 timer per måned)
- Ansættelser hvor personen ikke har fået løn fra samme virksomhed i minimum to måneder forud for ansættelsen
I målingen indgår ikke:
- Ansættelser af personer under 18 år
- Ansættelser i støttet beskæftigelse
- Genoptagelser efter sygdom eller orlov for virksomheder med minimum ti ansatte (der er korrigeret, så genoptagelse ikke tæller som nyansættelse)
Kilder
- E-Indkomst
- CPR-registeret
- CVR-registeret.
Opdatering
Målingen opdateres hver måned, den 8. hverdag i måneden, med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i juli måned opdateres målingen med april, som den seneste periode, der kan hentes tal for.