08.07.2026
Nye arbejdspligtmålinger
STAR offentliggør nu tre målinger på Jobindsats med tal for arbejdspligten.
Arbejdspligten blev vedtaget oktober 2023 som en del af kontanthjælpsaftalerne. Arbejdspligten er indført for borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder kravene om ophold i riget i mindst 9 ud af de seneste 10 år (opholdskravet) og fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2½ år ud af de seneste 10 år (beskæftigelseskravet), dvs. borgere på mindstesats i kontanthjælpssystemet. Personer fra Ukraine med ophold under særloven samt personer med brøkpension er dog undtaget arbejdspligten. Kommunerne skal senest 1. januar 2026 have implementeret arbejdspligten for den samlede målgruppe på mindstesats, hvorfor målingerne på Jobindsats også følger implementeringen af arbejdspligten fra og med januar 2026.
- Antal og andel ydelsesmodtagere omfattet af arbejdspligt med beskæftigelsesrettet indsats
- Antal ydelsesmodtagere omfattet af arbejdspligt med beskæftigelsesrettet indsats fordelt på indsatstype
- Arbejdsmarkedsstatus 3, 6, 9 og 12 måneder efter arbejdspligt.
Den første måling viser antal kontanthjælpsmodtagere på mindstesats, som er omfattet af arbejdspligt brutto (alle) og netto (ekskl. personer fritaget fra indsats i måneden). Målingen viser endvidere hvor stor en andel af nettogruppen, som har fået en beskæftigelsesrettet indsats i måneden.
Den anden måling viser en fordeling af hvilken type beskæftigelsesrettede indsatser, som personer omfattet af arbejdspligt har deltaget i.
Den tredje måling viser arbejdsmarkedsstatus 3, 6, 9 og 12 måneder efter arbejdspligt (både i nye og igangværende forløb). På nuværende tidspunkt er det kun muligt at opgøre tal for januar 2026 og følge disse personers arbejdsmarkedsstatus tre måneder senere, dvs. i april 2026.
Alle målinger vil fremadrettet blive opdateret månedligt med de seneste perioder.