17.09.2025
Om antal personer der har skiftet eller startet i nyt job (jobomsætning)
Målingen viser antal unikke personer, der er startet i nyt job og antallet af tilfælde, hvor en person er startet i et nyt job (jobomsætning).
Hvad viser målingen?
Målingsvariabel 1: Jobomsætning
Målingsvariablen opgør antallet af tilfælde, hvor en person er startet i et nyt job i den valgte periode (jobmatch).
Målingsvariabel 2: Antal personer startet i job
Målingsvariablen opgør antallet af personer, der i perioden er startet i nyt job
Hvordan er målingen beregnet?
Målingsvariabel 1: Jobomsætning
Målingsvariablen opgør antallet af tilfælde, hvor personer starter i job inden for den valgte periode (et jobmatch). Den samme person kan påbegynde nyt job flere gange inden for en valgt periode, fx et år, og dermed tælle med i opgørelsen flere gange.
Målingsvariablen tager udgangspunkt i data fra SKAT’s eIndkomst-register, hvor vi har udtrukket de personer, der har lønindkomst. Ansættelserne tager udgangspunkt i lønudbetalinger i eIndkomst, da vi ikke har oplysninger om start og sluttidspunkter for ansættelser. Jobomsætningen kan opgøres fra og med januar 2009.
Et jobmatch er defineret ved en lønudbetaling fra en arbejdsgiver til en person i en periode, hvor der i perioden før ikke var en lønudbetaling fra samme arbejdsgiver til samme person, eller hvor der slet ikke var en lønudbetaling til den pågældende person. Personen kan komme fra et andet job, fra ledighed, eller træde ind på arbejdsmarkedet første gang.
For at give et præcist billede af jobomsætningen er der i definitioner og afgrænsninger i videst muligt omfang sigtet efter, at jobomsætning:
- er en reel start i nyt job (og ikke blot er en registrering af en administrativ teknikalitet)
- omfatter ansættelse af en vis varighed
- viser tilfælde, hvor det nybesatte job i princippet skal kunne søges/besættes af enhver med de krævede kvalifikationer
For at kunne opgøre en reel og relevant jobomsætning, er målingen afgrænset ud fra følgende principper:
- En jobomsætning er afgrænset til en situation, hvor en person har modtaget løn fra en virksomhed i minimum to måneder i træk med en beskæftigelsesgrad på minimum 25 procent per måned, hvilket svarer til minimum 40 timer per måned.
- Personerne har ikke fået løn fra samme virksomhed i minimum to måneder forud for ansættelsen.
- Antallet af jobmatch er opgjort på arbejdsstedsniveau og ikke efter personernes bopæl og er opgjort eksklusiv ansættelser af personer under 18 år og eksklusiv ansættelser i støttet beskæftigelse.
- For virksomheder med minimum ti ansatte er der korrigeret for sammenlægninger, overtagelser og administrative flytninger af lønudbetalinger mv. Herudover er der korrigeret for perioder med sygdom og orlov mellem to på hinanden følgende lønudbetalinger på samme virksomhed. Det er gjort for, at det ikke opfattes som en nyansættelse, hvis en person vender tilbage efter fx orlov.
Målingsvariabel 2: Antal personer startet i job
Målingsvariablen opgør antallet af personer, der i løbet af perioden har fået job. I modsætning til målingsvariabel 1 er der i denne målingsvariabel tale om en opgørelse af unikke personer, der i den valgte periode har påbegyndt et nyt job. En person optræder således kun én gang, uanset hvor mange job personen er påbegyndt i perioden. Personen kan komme fra et andet job, fra ledighed eller træde ind på arbejdsmarkedet første gang. I denne målingsvariabel bliver der som i målingsvariabel 1 taget udgangspunkt i data fra SKAT’s eIndkomst-register.
Hvad kan målingen fordeles på?
Udover geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag i den valgte periode. Opdelingen i forhold til sektor tager udgangspunkt i den virksomhedstype, som virksomheden er registreret med i CVR-registeret.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra eIndkomst, CPR-registeret samt CVR-registeret.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hver måned.
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden