17.05.2024
Om Ledighed: Faktiske antal ledige og fuldtidsledige
Måling viser den registerbaserede ledighed i antal ledige personer og antal ledige fuldtidspersoner. Målingen indeholder udelukkende faktiske (ikke-sæsonkorrigerede) tal.
Den registerbaserede ledighed omfatter jobparate/åbenlyst uddannelsesparate ledige, som overholder den internationale arbejdsorganisations ILO’s kriterier om rådighed og aktiv jobsøgning, og som modtager en af følgende ydelser: A-dagpengemodtagere, kontanthjælpsydelser, uddannelseshjælp eller selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse (SHO).
Målingen indeholder udelukkende faktiske tal. Det vil sige, at tallene ikke er sæsonkorrigerede.
Hvad viser målingen?
- Målingsvariabel 1: Antal ledige personer
Målingen viser antal unikke ledige personer, der har været ledige/aktiverede i kortere eller længere tid inden for den valgte periode. - Målingsvariabel 2: Antal ledige fuldtidspersoner
Målingen viser antal ledige personer omregnet til fuldtidspersoner, der har været ledige/aktiverede i den valgte periode. - Målingsvariabel 3: Ledige fuldtidspersoner i procent af arbejdsstyrken
Målingen viser ledige fuldtidspersoner i procent af arbejdsstyrken opgjort som andel af de 16-66-årige i arbejdsstyrken. - Målingsvariabel 4: Ledige fuldtidspersoner i procent af befolkningen.
Målingen viser ledige fuldtidspersoner i procent af befolkningen opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
Hvordan er målingen beregnet?
De faktiske tal for den registerbaserede ledighed i Danmark er udarbejdet i overensstemmelse med de kriterier for opgørelse af ledighed, som er fastlagt af FN´s internationale arbejdsorganisation (ILO). Ifølge disse kriterier skal en person opfylde følgende tre betingelser for at blive betragtet som ledig:
- Være uden arbejde
- Stå til rådighed for arbejdsmarkedet
- Være aktivt arbejdssøgende
Ud over ILO-kriterierne er det i en dansk kontekst fastlagt, at man skal modtage en offentlig ydelse (inkl. perioder med løntilskud) for at indgå i opgørelsen af den registerbaserede ledighedsstatistik. Det vil i praksis sige personer, der vurderes jobparate og som opfylder kriterier i lovgivningen om rådighed og aktiv jobsøgning.
Den registerbaserede ledighed omfatter dels a-dagpengemodtagere og dels en række målgrupper under kommunale ydelsesmodtagere, som overholder ILO’s kriterier om rådighed og aktiv jobsøgning, jf. kravene i lovgivningen.
De kommunale ydelsesmodtagere, der i dag (2024) indgår i den registerbaserede ledighed omfatter følgende grupper:
- Jobparate modtagere af kontanthjælpsydelser
- Åbenlyst uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp
- Jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate modtagere af selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse (SHO).
Historisk omfatter statistikken også følgende grupper af ydelsesmodtagere, der ikke længere eksisterer: Modtagere af arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og kontantydelse samt jobparate modtagere af starthjælp, introduktionsydelse samt integrationsydelse.
De kommunale ydelsesmodtagere indgår ikke som ledige i ledighedsstatistikken i perioder med ferie, sygdom, barsel mv. samt perioder, hvor personerne er fritaget for at ”stå til rådighed”. Dette vedrører primært, men ikke udelukkende, en række fritagelsesforhold, som fritager den pågældende målgruppe for brugen af joblog. De kommunale ydelsesmodtagere indgår som ledige i perioder, hvor de deltager i tilbud, dvs. også i perioder med løntilskud fra de pågældende ydelser.
A-dagpengemodtagere indgår med de timer, hvor de modtager a-dagpenge fratrukket timer, hvor personerne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med sygefravær, EØS-perioder, ferie, samt timer under mindsteudbetalingsreglen. Perioder med deltagelse i tilbud, dvs. perioder med løntilskud, indgår også i opgørelsen af ledighedsperioder.
Bemærk, at lønmodtagere, der var omfattet af den midlertidige arbejdsfordelingsordning i perioden 14. september 2020 – 31. marts 2022, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, ikke indgår i opgørelsen af ledige a-dagpengemodtagere, selvom de i denne periode modtog dagpenge i forbindelse med hjemsendelsen.
Målingsvariabel 1: Antal ledige personer
Målingsvariablen er opgjort som antal unikke ledige personer, der både omfatter perioder med ydelse og aktivering. Ydelserne omfatter de ovenfor angivne aktuelle samt historiske ydelser.
Personer, der har modtaget samme ydelse flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang inden for denne ydelse og i opgørelsen af ”I alt”. Personer, der har modtaget forskellige ydelser inden for den valgte periode, tæller med én gang inden for hver af ydelserne og i én gang i opgørelsen af ”I alt”.
Målingsvariabel 2: Antal ledige fuldtidspersoner
Målingsvariablen er for a-dagpengemodtagere opgjort som antal timer, hver enkeltperson har modtaget a-dagpenge inden for den valgte periode divideret med det antal mulige timer, som hele perioden dækker over. Antal mulige timer opgøres som 7,4 timer for hver hverdag i perioden.
For de resterende ydelser er målingsvariablen opgjort som antal dage, hver enkeltperson har modtaget ydelsen inden for den valgte periode divideret med det antal dage, som den valgte periode dækker over. Hvis man vælger perioden én måned, og en person har modtaget ydelsen i 15 dage, vil personen tælle med som en halv fuldtidsperson i opgørelsen af antal ledige fuldtidspersoner.
Målingsvariabel 3: Ledige fuldtidspersoner i procent af arbejdsstyrken.
Målingsvariablen er opgjort som antal ledige fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken. Det vil sige personer som enten er i beskæftigelse eller er ledige.
Målingsvariable 4: Ledige fuldtidspersoner i procent af befolkningen.
Målingsvariablen er opgjort som antal ledige fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen.
Hvad kan målingen fordeles på?
Udover geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag i den valgte periode.
Læs mere om fordelingsvariable
Ledige tæller med i målingen, indtil de har nået folkepensionsalderen. En person tæller således kun med til og med den måned, hvor vedkommende når folkepensionsalderen. Eventuelle udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen, indgår ikke. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2020 var 66 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Hvor kommer data fra?
Data om modtagere af dagpenge kommer fra a-kassernes indberetninger af udbetalte dagpenge (FLEUR), mens data om modtagere af kontanthjælpsydelser, uddannelseshjælp og SHO-ydelse kommer fra de kommunale ydelsesregistre (KY). Endvidere anvendes data om kommunernes beskæftigelsesindsats for disse ydelsesmodtagere og oplysninger om perioder med fravær/fritagelser for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hver måned.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Der er kildeskift fra d. 1. juli 2017 for ydelsesdata for dagpengemodtagere. I perioder efter 1. juli fra 2017 kommer ydelsesdata for dagpengemodtagere fra a-kassernes indberetninger af udbetalte dagpenge (FLEUR). Ydelsesdata for perioder før d. 1. juli 2017 kommer fra registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden