24.08.2026
Antal aktiverede og forløb (alle ydelser under ét)
Målingen viser hvor mange aktiveringsforløb der har været i gang, hvor mange personer der har været aktiveret, og det gennemsnitlige antal aktiveringsforløb pr. aktiveret opgjort på tværs af alle ydelser med aktivering på Jobindsats.
Om antal aktiverede og forløb (alle ydelser under ét)
Målingen giver et overblik over antallet af aktiverede samt deres forløb, der i den valgte periode modtager følgende forsørgelsesydelser:
- A-dagpenge
- Ydelser efter opbrugt dagpengeret (ydelser givet i perioden 2013-2017)
- Kontanthjælp
- Sygedagpenge
- Jobafklaringsforløb
- Forrevalidering og revalidering
- Ressourceforløb
- Ledighedsydelse
Tilsvarende data for de valgte ydelser kan findes under målingen for de enkelte ydelser. Dog findes der ikke særskilte målinger for forrevalidering og revalidering.
Tilbud
I målingen dækker aktiverede over personer, som har deltaget i tilbud. Personer der modtager a-dagpenge kan modtage et tilbud af kommunen med henblik på at forbedre ydelsesmodtagerens muligheder for at komme i arbejde. Tilbud kan gives efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB-loven) og omfatter følgende fire overordnede tilbudstyper:
- Vejledning og opkvalificering er en samlekategori for en række tilbud og dækker over ordinære uddannelse samt øvrig vejledning og opkvalificering. Tilbuddene kan være korte vejlednings- og afklaringsforløb eller særlige projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning. Det kan også være ordinære uddannelsesforløb, som blandt andet omfatter almen voksenuddannelse, AMU-kurser og erhvervskompetencegivende uddannelser.
- Ansættelse med løntilskud er et tilbud i beskæftigelsesindsatsen, hvor formålet er opkvalificering, som skal hjælpe ledige tættere på et job. Når den ledige ansættes i et job med løntilskud, arbejder den ledige i en tidsbegrænset periode i en privat eller offentlig virksomhed og modtager løn fra sin arbejdsgiver.
- Virksomhedspraktik er et tilbud i beskæftigelsesindsatsen, hvor formålet er at bringe den ledige tættere på job eller uddannelse samt afklare og udvikle den lediges kompetencer og jobmål. Forud for etableringen skal der aftales et præcist formål med virksomhedspraktikken.
- Nytteindsats gives med henblik på, at personen skal arbejde for sin ydelse, eller at personen får mulighed for at tilegne sig kendskab til kulturen og normer på det danske arbejdsmarked. Arbejdsopgaverne skal være forankret på en konkret offentlig arbejdsplads og skal ligge ud over det normerede niveau for opgaveløsningen hos den offentlige arbejdsgiver. Der er ikke begrænsninger i forhold til varighed og antal deltagere.
- Særlig tilrettelagt nytteindsats et tilbud i et kommunalt organiseret projekt, som kan anvendes til borgere, der er omfattet af arbejdspligten. Tilbuddet skal minde mest muligt om at gå på arbejde, men til forskel fra nytteindsats, hvor arbejdsopgaverne er forankret på en konkret arbejdsplads, vil der være tale om kommunale projekter, hvor et antal borgere kan indgå i projektet og udføre nyttige opgaver for fx lokalsamfundet.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal aktiveringsforløb
- Antal aktiverede
- Gnsn. antal aktiveringsforløb pr. aktivitet
Målingen kan fordeles på:
- Område
- Periode
- Ydelsesgrupper
- Alder
- Tilbud
Fordelingsvariablen alder er opgjort på den sidste dag, personen deltog i aktivering i den valgte periode.
Hvis en person flytter mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i ’Antal aktiveringsforløb’ og ’Antal aktiverede’ for begge kommuner. Det samme gælder, hvis en person har to forskellige forløb i den valgte periode og skifter aldersgruppe i løbet af perioden. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som én person under ’Alder i alt’ for alle aldersgrupper.
Ydelsesgrupper omfatter modtagere af a-dagpenge, ydelser efter opbrugt dagpengeret, kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, revalidering og forrevalidering, ressourceforløb og ledighedsydelse.
Ydelser efter opbrugt dagpengeret omfatter særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse. Ydelserne har kunnet modtages af dagpengemodtagere efter det tidspunkt de i perioden 2013-2017 opbrugte deres ret til dagpenge.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal aktiveringsforløb
Målingsvariablen viser antallet af aktiveringsforløb for personer inden for hver enkelt ydelse, der har været i aktivering i den valgte periode.
Et forløb er defineret som en række sammenhængende dage med aktivering. Et forløb kan vare ned til én dag. Et nyt forløb starter, såfremt personen mindst én dag forinden ikke har været aktiveret. Personer, der har deltaget i flere aktiveringsforløb inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige aktiveringsforløb inden for den valgte periode.
Eksempel: Hvis en person deltager i aktivering i den valgte periode, afslutter forløbet, og aktiveres igen inden for samme periode, indgår personen med 2 aktiveringsforløb.
Målingsvariabel 2: Antal aktiverede
Målingen viser antal personer inden for hver enkelt ydelse, der har været i aktivering i den valgte periode. I opgørelsen af antal aktiverede indgår den enkelte person kun én gang i totalen – også selvom personen har været i aktivering på flere forskellige ydelser i den valgte periode.
Målingsvariablen er, inden for hver enkelt ydelse, opgjort som antal unikke personer, der har været i aktivering inden for den valgte periode. Personer, der har været aktiveret flere gange i den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen inden for den pågældende ydelse. Personer, der har været aktiveret flere gange inden for den valgte periode, men har modtaget forskellige ydelser, tæller med én gang under hver af disse ydelser.
Eksempel: Hvis du vælger perioden ét år, og en person har været aktiveret to eller flere gange inden for dette år, men modtaget samme ydelse, vil personen således kun tælle med som én person i opgørelsen. Hvis personen har været aktiveret to eller flere gange inden for året, men personen har modtaget forskellige ydelser, eksempelvis a-dagpenge og kontanthjælp, vil personen tælle med som én person inden for hver af de ydelser, hvor personen samtidig har været i aktivering.
Da samme person kan have været i aktivering, mens vedkommende har modtaget forskellige ydelser i den valgte periode, kan man ikke lægge 'Antal aktiverede' sammen for de enkelte ydelser, da man derved vil overvurdere antallet af (unikke) personer, der i den valgte periode har været aktiveret. Jo længere periode, der betragtes, desto større vil denne overvurdering i så fald blive. I totalen indgår en person dog kun én gang – også selvom personen har været i aktivering, mens vedkommende har modtaget flere ydelser i den valgte periode.
Målingsvariabel 3: Gnsn. aktiveringsforløb pr. aktiveret
Målingsvariablen viser det gennemsnitlige antal aktiveringsforløb for personer inden for hver enkelt ydelse, der har været i aktivering i den valgte periode.
Målingsvariablen er, inden for hver enkelt ydelse, beregnet som antal aktiveringsforløb (jf. målingsvariabel 1) divideret med antal aktiverede (jf. målingsvariabel 2). Da de fleste veksler mellem aktive og passive perioder, vil det gennemsnitlige antal aktiveringsforløb pr. aktiveret vokse desto længere en periode, man betragter.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Personer der i perioden var i aktivering og modtog en af følgende forsørgelsesydelser: a-dagpenge, ydelser efter opbrugt dagpengeret (ydelser givet i perioden 2013-2017), kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, forrevalidering og revalidering, ressourceforløb og ledighedsydelse
Indgår ikke:
- Mentor
- Voksenlærlingeforløb
- Aktiveringsforløb hvor personen ikke samtidig modtog en af de otte forsørgelsesydelser
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
For samtlige målingsvariable er totalen 'Ydelsesgrupper i alt' uoplyst, såfremt mindst én af ydelserne endnu ikke er opdateret for den valgte periode.
Bemærk, at 'Ydelsesgrupper i alt' altid er inklusiv alle ydelser. Det betyder, at selvom der fx kun trækkes tal for kontanthjælp og revalidering, vil 'Ydelsesgrupper i alt' stadig være en total for alle ydelser.
Der kan være fordelingsvariable i de enkelte ydelsesmålinger som ikke vises i denne måling. Hvis man f.eks. skal fordele kontanthjælpsmodtagere på kontanthjælpssats, skal man således bruge målingen ”Kontanthjælp: Antal personer og fuldtidspersoner”.
Revalidering og forrevalidering blev afskaffet den 1. februar 2026, og efter denne dato kan kommuner ikke længere bevillige revalidering. Personer der senest den 31. januar 2026 har fået bevilliget revalidering, herunder forrevalidering har dog ret til at påbegynde og fortsætte revalidering indtil forløbet er afsluttet. Derfor fremgår revalidering og forrevalidering fortsat af denne måling.
Kilder
- AMANDA, Arbejdsmarkedsportalen, Resultatdata, AMFORA, Kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer.
- Du kan læse mere om datakilder for de enkelte ydelser i info om målingen for den pågældende ydelse.
Opdatering
Målingen bliver opdateret to gange månedligt på den 8. og 16. hverdag i måneden. Det betyder, at målingerne for de enkelte ydelser i kortere perioder kan være opdateret med en nyere seneste periode end den, der vises i denne måling.
Beslægtede målinger
- A-dagpenge: Antal aktiverede og forløb
- Kontanthjælp: Antal aktiverede og forløb
- Sygedagpenge: Antal aktiverede og forløb
- Jobafklaringsforløb: Antal aktiverede og forløb
- Ledighedsydelse: Antal aktiverede og forløb
- Offentligt forsørgerede: Antal aktiverede og fuldtidsaktiverede (alle ydelser under ét)
- Offentligt forsørgerede: Antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb (alle ydelser under ét)
- Offentligt forsørgerede: Antal påbegyndte og afsluttede aktiveringsforløb samt antal forløb primo og ultimo perioden (alle ydelser under ét)
- Offentligt forsørgerede: Antal personer og fuldtidspersoner (alle ydelser under ét)