16.12.2025
Om antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb
Målingen opgør antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb for alle relevante ydelser, der findes på Jobindsats. Med målingen er det muligt at få et samlet overblik over antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb på tværs af ydelser.
Hvad viser målingen?
Målingen giver et overblik over antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb for personer, der i den valgte periode modtager følgende forsørgelsesydelser og har deltaget i aktivering:
- A-dagpenge
- Ydelser efter opbrugt dagpengeret (ydelser givet i perioden 2013-2017)
- Kontanthjælp
- Sygedagpenge
- Jobafklaringsforløb
- Forrevalidering og revalidering
- Ressourceforløb
- Ledighedsydelse
Tilsvarende data for de valgte ydelser kan findes under målingen for de enkelte ydelser.
- Målingsvariabel 1: Antal afsluttede aktiveringsforløb efter varighed
Målingen viser antal aktiveringsforløb inden for hver enkelt ydelse, der er afsluttet inden for den valgte periode, fordelt på forløbenes forudgående varighed målt i uger. - Målingsvariabel 2: Gnsn. varighed, afsluttede aktiveringsforløb, uger
Målingen viser den gennemsnitlige varighed af de afsluttede aktiveringsforløb målt i uger.
Hvordan er målingsvariablene beregnet?
Målingsvariabel 1: Antal afsluttede aktiveringsforløb efter varighed
Målingsvariablen er, inden for hver enkelt ydelse, opgjort som antal aktiveringsforløb, der bliver afsluttet i den valgte periode. Et aktiveringsforløb er afsluttet, hvis personen ikke er aktiveret den efterfølgende dag. Personer, der har afsluttet flere aktiveringsforløb inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige afsluttede aktiveringsforløb inden for den valgte periode. Varigheden opgøres som antal sammenhængende dage med aktivering. Varigheden af aktiveringsforløbene er inddelt i ugeintervaller.
Målingsvariabel 2: Gnsn. varighed, afsluttede aktiveringsforløb, uger
Målingsvariablen er, inden for hver enkelt ydelse, opgjort som den gennemsnitlige varighed af aktiveringsforløb afsluttet i perioden. Varigheden opgøres fra aktiveringsforløbets start og frem til forløbets afslutning. Målingsvariablen er beregnet som det samlede antal aktiveringsuger siden forløbenes start divideret med det samlede antal afsluttede aktiveringsforløb i perioden.
Hvad kan målingen fordeles på?
Ud over geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
- Ydelsesgrupper
- Alder
- Tilbud
Alder er opgjort på den sidste dag, personen deltog i aktivering i den valgte i periode.
Læs mere om fordelingsvariable.
Ydelsesgrupper omfatter modtagere af a-dagpenge, ydelser efter opbrugt dagpengeret, kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, revalidering og forrevalidering, ressourceforløb og ledighedsydelse.
Ydelser efter opbrugt dagpengeret omfatter særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse. Ydelserne har kunnet modtages af dagpengemodtagere efter det tidspunkt de i perioden 2013-2017 opbrugte deres ret til dagpenge.
Hvis en person flytter mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i begge kommuner. Det samme gælder, hvis en person har to forskellige forløb i den valgte periode og skifter aldersgruppe i løbet af perioden. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som én person under ’Alder i alt’ for alle aldersgrupper.
Hvor kommer data fra?
Du kan læse mere om datakilder for de enkelte ydelser i info om målingen for den pågældende ydelse.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret to gange månedligt på den 8. og 16. hverdag i måneden. Det betyder, at målingerne for de enkelte ydelser i kortere perioder kan være opdateret med en nyere seneste periode end den, der vises i denne måling.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Bemærk, at ’Ydelsesgrupper i alt’ altid er inklusiv alle ydelser. Det betyder, at selvom der fx kun trækkes tal for kontanthjælp og revalidering, vil ’Ydelsesgrupper i alt’ stadig være en total for alle ydelser.
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden.