18.08.2026
Andel i beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 mdr. efter nyledighed
Målingen viser hvor stor en andel af nye a-dagpengeforløb og kontanthjælpsforløb der endte med beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed, og hvor mange forløb der blev påbegyndt i perioden.
Om nyledighed og beskæftigelse efter forløb
Målingen følger afgrænsningerne i den registerbaserede ledighed (Ledighed: Faktiske antal ledige og fuldtidsledige). Dvs. at der udelukkende indgår personer, som overholder den internationale arbejdsorganisations ILO's kriterier om rådighed og aktiv jobsøgning, og som modtager en af følgende ydelser: A-dagpengemodtagere eller kontanthjælp med visitationskategorien jobparat eller åbenlyst uddannelsesparat.
Historisk omfatter statistikken også følgende grupper af ydelsesmodtagere, der ikke længere eksisterer: Åbenlyst uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp, jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate modtagere af selvforsørgelse-, hjemrejse- og overgangsydelse (SHO), modtagere af arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse og kontantydelse samt jobparate modtagere af starthjælp, introduktionsydelse samt integrationsydelse.
Ydelsesmodtageren opgøres i målingen som beskæftiget, når personen på nedslagstidspunktet 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed ikke modtager offentlige forsørgelsesydelser i minimum fire sammenhængende uger. Dvs. ingen offentlige forsørgelsesydelser i ugerne 13-16 (3 mdr.), 26-29 (6 mdr.), 39-42 (9 mdr.) og 52-55 (12 mdr.).
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Andel i beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed
- Antal forløb påbegyndt i perioden
Målingen kan fordeles på:
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Andel i beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed
Målingsvariablen viser andelen af arbejdsløshedsdagpengemodtageres og kontanthjælpsmodtageres forløb, hvor ydelsesmodtagerne er kommet i beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 måneder efter, at de er blevet nyledige.
Målingsvariablen tager udgangspunkt i alle påbegyndte a-dagpenge- og kontanthjælpsforløb for nyledige indenfor den valgte periode, hvor ydelsesmodtagerne ikke har modtaget nogen type forsørgelsesydelser i de sidste fire uger forinden og er visitationskategoriseret jobparate eller åbenlyst uddannelsesparate ved påbegyndelsen af forløbet. Dvs. at de stadigvæk indgår i målingen, selvom de måtte skifte status til aktivitetsparat eller uddannelsesparat senere i forløbet. Målingen viser status for disse forløb 3, 6, 9 og 12 måneder efter første ydelsesdag i forløbet.
For at beregne andelen i beskæftigelse 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed divideres antal a-dagpenge- og kontanthjælpsforløb, hvor ydelsesmodtagerne på nedslagstidspunkterne 3, 6, 9 og 12 måneder efter nyledighed er kommet i beskæftigelse.
A-dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere kan indgå med nye forløb flere gange i målingen, såfremt kriteriet om ingen udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser i de fire sidste uger forinden samt udbetaling af a-dagpenge eller kontanthjælp er opfyldt flere gange inden for den valgte periode. Personen indgår på nedslagstidspunkterne i målingen med den status (ydelseskategori og geografisk tilhørsforhold), de havde på tidspunktet for påbegyndelse af ydelsesforløbet. Visitationskategorien fastsættes i den 4. uge efter tidspunktet for påbegyndelse af ydelsesforløbet. En a-dagpengemodtager, der påbegynder forløbet i Københavns kommune vil således indgå med nævnte ydelseskategori, geografisk tilhørsforhold og visitationskategorien der er fastsat i 4. uge, selvom han på nedslagstidspunktet 9 måneder efter er overgået til kontanthjælp i en anden kommune, hvor han er vurderet til at være jobparat.
Målingsvariabel 2: Antal forløb påbegyndt i perioden
Målingsvariablen viser antal nye forløb på arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, som er påbegyndt i perioden.
Målingsvariablen opgør alle påbegyndte a-dagpenge- og kontanthjælpsforløb for nyledige indenfor den valgte periode, hvor modtagerne af a-dagpenge eller kontanthjælp ikke har modtaget nogen type offentlige forsørgelsesydelser i de sidste fire uger forinden og er visitationskategoriseret jobparate ved påbegyndelsen af forløbet.
A-dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere kan indgå med flere nye forløb i målingen, såfremt kriteriet om ingen udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser i de sidste fire uger forinden udbetaling af a-dagpenge eller kontanthjælp er opfyldt flere gange inden for den valgte periode. En person kan fx indgå med et forløb på a-dagpenge i Københavns kommune og med et kontanthjælpsforløb i en anden kommune inden for samme periode. A-dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere indgår i målingen med den status (ydelseskategori, visitationskategori og geografisk tilhørsforhold), de havde på tidspunktet for påbegyndelse af ydelsesforløbet.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Påbegyndte a-dagpenge- og kontanthjælpsforløb for nyledige indenfor den valgte periode
- Forløb hvor ydelsesmodtagerne ikke har modtaget nogen type forsørgelsesydelser i de sidste fire uger forinden
- Forløb hvor personen er visitationskategoriseret jobparat eller åbenlyst uddannelsesparat ved påbegyndelsen af forløbet
Indgår ikke:
- Forløb, hvor personen har en uoplyst visitationskategori
- Forløb, hvor personen dør eller udvandrer inden for 52 uger (mv. 1) hhv. 56 uger (mv. 2) efter påbegyndelsen af forløbet
- Personer omfattet af den midlertidige arbejdsfordelingsordning (indgår ikke i opgørelser af a-dagpenge)
Kilder
- Ledighedsdata kommer fra Registeret for arbejdsmarkedsstatistik RAM, Plandata, AMANDA (historisk), resultatdata (historisk) og Jobplansmodulet (historisk).
- Data om kontanthjælp hentes fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer.
- Desuden anvendes data fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase (DREAM).
Opdatering
Målingen opdateres kvartalsvist.