03.06.2025
Om virksomhedsrettede tilbud og efterfølgende beskæftigelse
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal afsluttede forløb
Målingen viser antal løntilskuds- og virksomhedspraktikforløb, der er afsluttet inden for den valgte periode.
Måling 2: Efterfølgende beskæftigelse
Målingen viser, hvor mange af de afsluttede aktiveringsforløb, der har medført lønnet beskæftigelse eller fleksjob i op til 3 måneder efter afslutningen af forløbet i enten samme virksomhed, i anden virksomhed i samme branche eller anden branche.
Måling 3: Gennemsnitlig beskæftigelsesgrad
Målingen viser den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad over de efterfølgende tre måneder af alle forløb, der har medført beskæftigelse.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal afsluttede forløb
Målingen er opgjort som antal aktiveringsforløb (løntilskud og virksomhedspraktik), inden for hver enkel ydelse, der bliver afsluttet i den valgte periode. Et aktiveringsforløb er afsluttet, hvis personen ikke er aktiveret den efterfølgende dag. Personer, der har afsluttet flere aktiveringsforløb inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige afsluttede aktiveringsforløb inden for den valgte periode.
Løntilskud til førtidspensionister tæller ikke med.
Måling 2: Efterfølgende beskæftigelse
Målingen er opgjort som antallet af afsluttede aktiveringsforløb, der har medført beskæftigelse. Beskæftigelsen er opgjort som værende minimum 0,1 i beskæftigelsesgrad i 2 ud af de 3 efterfølgende måneder. Her tælles beskæftigelse som ordinær lønudbetaling eller fleksjob i e-indkomst. De tre måneder tælles fra den første hele måned efter forløbets afslutning.
Beskæftigelse i samme virksomhed tæller alle forløb, hvor beskæftigelsen overstiger 0,1 i 2 af 3 måneder, der ligger i direkte forlængelse af forløbets afslutning, og hvor minimum én af månederne er der 0,1 i beskæftigelsesgrad i samme virksomhed, også selvom der måtte være mere beskæftigelse i anden virksomhed.
Beskæftigelse i anden virksomhed i samme branche opgør, hvor mange afsluttede forløb i perioden, hvor personen efterfølgende er kommet i beskæftigelse i en virksomhed i samme branche, som det virksomhedsrettede forløb var i. Den samlede beskæftigelsesgrad skal overstige 0,1 i 2 af 3 måneder, der ligger i direkte forlængelse af forløbets afslutning og i minimum én af månederne er der 0,1 i beskæftigelsesgrad i en anden virksomhed i samme branche, også selvom der måtte være mere beskæftigelse på en virksomhed i anden branche.
Beskæftigelse i anden virksomhed i anden branche opgør antallet af afsluttede forløb i perioden, hvor personen efterfølgende er kommet i beskæftigelse i en virksomhed i en anden branche, end det virksomhedsrettede forløb var i. Den samlede beskæftigelse skal overstige 0,1 i 2 af 3 måneder, der ligger i direkte forlængelse af forløbets afslutning, og indgår ikke i opgørelsen af beskæftigelse i samme virksomhed eller anden virksomhed i samme branche.
Måling 3: Gennemsnitlig beskæftigelsesgrad
Målingen er opgjort som den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad for de forløb, hvor der efterfølgende er beskæftigelses i henhold til det ovenfor beskrevne krav. Forløb, hvor der ikke er tilstrækkelig beskæftigelse til at opfylde kravet, medtages ikke i beregningen.
Beskæftigelsen kan godt være på forskellige virksomheder, beskæftigelse på forskellige virksomheder lægges sammen. Den samlede beskæftigelse er en sum af alle beskæftigelsesgrader, dog således, at beskæftigelsesgraden højest kan udgøre én fuldtidsperson per p-nummer i en given måned. Beskæftigelsesgraden kan godt overstige 1, hvis der er tale om ansættelse på forskellige virksomheder.
Den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad for et forløb er gennemsnittet over de 3 efterfølgende måneder.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område, periode, ydelsesgrupper og virksomhedsrettet tilbud. Desuden kan målingen fordeles på målgruppe, varighed af forløbet og branche. Læs mere om branchevariablen her. Værdien af fordelingsvariablen opgøres den første dag i aktiveringsforløbet.
Målgruppen opgør, hvorvidt borgeren er "Jobparat mv." eller "Aktivitetsparat mv.".
Jobparat mv. består af følgende grupper af personer:
- Dagpengemodtagere
- Forskellige midlertidige ydelser efter endt dagpengeret
- Jobparate modtagere af kontanthjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse
- Åbenlys uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse
- Jobparate modtagere af revalidering/forrevalidering
- Jobparate modtagere af ledighedsydelse
- Jobklar og Raskmeldt indenfor 8 uger (fra 2015) modtagere af sygedagpenge.
Aktivitetsparate mv. består af følgende grupper af personer:
- Modtagere af ressourceforløbsydelse, herunder jobafklaring
- Aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse
- Uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse
- Indsatsklar og Midlertidig passiv modtagere af revalidering/forrevalidering og ledighedsydelse
- Indsatsklar, Midlertidig passiv, Virksomhedsrette indsats og Tværfaglig indsats modtagere af sygedagpenge.
Alle personer på revalidering, forrevalidering og ledighedsydelse, som påbegynder et forløb fra 1. januar 2020 er placeret i gruppen ”Aktivitetsparate mv.”.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra DFDG, e-indkomst, CPR-registret og CVR-registret. For nærmere specifikation af, hvilke datakilder de enkelte ydelsesområder er baseret på henvises til information om målingen for de pågældende ydelser.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres én gang i kvartalet. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser, hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenuer Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk