08.10.2026
Om antal forløb fordelt på varighed
Målingen viser antal a-dagpengeforløb fordelt efter, hvor længe personerne har modtaget a-dagpenge både for varighed på selve ydelsen og for samlet varighed på alle offentlige ydelser.
Om a-dagpenge
A-dagpenge er en ydelse, som kan udbetales til personer som er medlem af en a-kasse, og som står uden arbejde.
For at modtage a-dagpenge skal en person opfylde en række betingelser:
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.
- være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret fra den første ledighedsdag.
- opfylde indkomst eller beskæftigelseskravet (gælder ikke for dimittender).
- have et fyldestgørende og godkendt CV senest 2 uger efter tilmeldingen som ledig i jobcenteret.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
I målingen er et forløb defineret som en række dage med a-dagpenge, hvor der ikke undervejs er én sammenhængende kalendermåned uden udbetaling af a-dagpenge. Et nyt forløb starter, hvis a-dagpenge genoptages efter der i en forudgående sammenhængende kalendermåned ikke har været udbetalt a-dagpenge.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
- Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog a-dagpenge inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
Målingsvariablen viser antal a-dagpengeforløb på et givet tidspunkt fordelt efter, hvor længe personerne har modtaget a-dagpenge (inklusiv perioder med aktivering). Varigheden af forløb fordeles på følgende intervaller: 0-4 uger, 5-8 uger, 9-13 uger, 14-26 uger, 27-39 uger, 40-52 uger, 1-2 år, 2-3 år og over 3 år.
Varigheden af perioden på a-dagpenge beregnes ud fra antal sammenhængende dage på a-dagpenge, indtil der forekommer minimum én sammenhængende kalendermåned uden den pågældende ydelse. Det bliver således betragtet som et nyt forløb, hvis dagpenge genoptages efter der i en forudgående sammenhængende kalendermåned ikke har været udbetalt dagpenge.
Varigheden opgøres kun inden for samme kommune. Hvis en person flytter mellem to kommuner opgøres forløbet således i fraflytter kommunen som ét forløb, mens forløbet i tilflytter kommunen opgøres som et andet forløb.
Kun forløb der er i gang den sidste dag i den valgte periode tæller med i opgørelsen.
Eksempel: Hvis den valgte periode er ét år, og en person har modtaget dagpenge to eller flere gange med minimum én kalendermåneds mellemrum inden for dette år, vil personen indgå med alle forløb.
Målingsvariabel 2: Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Målingsvariablen viser antal a-dagpengeforløb, der er i gang den sidste dag i den valgte periode fordelt efter, hvor længe personen har modtaget a-dagpenge eller en anden offentlig ydelse.
Antal forløb opgøres som i målingsvariabel 1. Varigheden af perioden på alle ydelser beregnes ud fra antal hverdage, hvor personen i forløbet har modtaget forsørgelsesydelser (inklusiv perioder med aktivering), indtil der er minimum én sammenhængende kalendermåned uden forsørgelsesydelser.
Alle ydelser omfatter a-dagpenge, ferie fra ledighed, særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, kontanthjælp, forrevalidering, revalidering, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension. Når man opgør varigheden af forløb på alle ydelser, tæller skift mellem forskellige forsørgelsesydelser ikke som et nyt forløb.
Afgrænsninger
I målingen er a-dagpenge afgrænset til følgende:
- A-dagpenge
- A-dagpenge ved sygdom
- Timer under mindsteudbetalingsreglen
- Løntilskud
- G-dage
- Feriedagpenge fra ledighed
Indgår ikke:
- Personer omfattet af den midlertidige arbejdsfordelingsordning indgår ikke i opgørelser af a-dagpenge
- Ferieperioder fra ledighed uden udbetaling af feriedagpenge tæller ikke med i opgørelsen af A-dagpenge
- Forløb der ikke er i gang den sidste dag i den valgte periode
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Pr. 1. juli 2017 er datakilden for ydelsesdata for dagpengemodtagere ændret fra Registeret for Arbejdsmarkedsstatistik (RAM) til Forsikrede Ledige og Efterlønsmodtageres Udbetalings Register (FLEUR), hvilket bl.a. indebærer, at målingen nu er opgjort på kalendermåneder fremadrettet såvel som for historiske data.
Kilder
- For perioder efter den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Forsikrede Ledige og Efterlønsmodtageres Udbetalings Register (FLEUR).
- For perioder før den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
- Aktiveringsdata kommer fra AMANDA/PLAN-data i hele perioden.
- Ydelsesdata for resterende ydelser kommer fra de kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer, AMFORA/PLAN-data, KMD's sygedagpengeregister samt KMD's register for sociale pensioner.
Opdatering
Målingen opdateres den 14. hverdag i hver måned, med en ny periode 2 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i marts måned opdateres målingen med data for januar måned, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- A-dagpenge: Antal personer og fuldtidspersoner
- A-dagpenge: Antal påbegyndte og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- A-dagpenge: Antal og varighed af afsluttede forløb
- A-dagpenge: Forsørgelsesudgifter
- Antal personer med forbrug af dagpengeperioden
- A-dagpenge: Overlevelseskurver
- A-dagpenge: Arbejdsmarkedsstatus 1, 3, 6 og 12 mdr. efter afsluttede forløb
- A-dagpenge: Antal aktiverede og fuldtidsaktiverede