10.08.2026
A-dagpenge: Antal personer med opbrugt dagpengeret fordelt på efterfølgende arbejdsmarkedsstatus
Målingen viser, hvor mange a-dagpengemodtagere der har opbrugt retten til dagpenge, og hvilken arbejdsmarkedsstatus de har 0, 3, 6, 9, 12, 15, 18, 21 og 24 måneder efter dagpengeophøret.
Om opbrugt dagpengeret
A-dagpenge er en ydelse, som kan udbetales til personer som er medlem af en a-kasse, og som står uden arbejde.
For at modtage a-dagpenge skal en person opfylde en række betingelser:
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.
- være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret fra den første ledighedsdag.
- opfylde indkomst eller beskæftigelseskravet.
- have et fyldestgørende og godkendt CV senest 2 uger efter tilmeldingen som ledig i jobcenteret.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Opbrugt dagpengeret betyder, at en person har brugt hele sin dagpengeperiode inkl. eventuelle forlængelser og dermed ikke længere har ret til at modtage a-dagpenge. Fra 1. januar 2017 er det muligt at forlænge dagpengeperioden med op til et års ekstra dagpengeforbrug, mens referenceperioden kan forlænges med op til 18 måneder.
A-dagpengemodtagere kan både opbruge dagpengeretten på baggrund af dagpengeforbrug og udløb af referenceperioden. Dagpengeforbrug opgøres i timer hvor 160,33 timer svarer til én måned for fuldtidsforsikrede mens 130 timer svarer til én måned for deltidsforsikrede. I opgørelsen af dagpengeforbrug indgår perioder med:
- a-dagpenge
- løntilskud
- karantæner
- a-dagpenge ved de første 14-dages sygdom
- sygedagpenge fra uge 3-6 med sygdom
- ferie fra ledighed eller beskæftigelse
- EØS-dagpenge.
Ved gældende regler er den ordinære dagpengeperioden for a-dagpengemodtagere, der har opnået ret til a-dagpenge på baggrund af beskæftigelse, sammenlagt på to år, svarende til 3.848 timer for fuldtidsforsikrede og 3.120 timer for deltidsforsikrede, inden for 36 måneder (referenceperioden), hvor medlemmet kan modtage dagpenge.
For a-dagpengemodtagere, der har opnået ret til a-dagpenge på baggrund af en færdiggjort uddannelse (dimittender) er den ordinære dagpengeperioden sammenlagt på ét år, svarende til 1.924 timer for fuldtidsforsikrede og 1.560 timer for deltidsforsikrede inden for 24 måneder (referenceperioden), hvor medlemmet kan modtage dagpenge.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal personer med opbrugt dagpengeret
- Andel personer med opbrugt dagpengeret
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres på tidspunktet for opbrugt dagpengeret.
Målingen fordeles derudover på arbejdsmarkedsstatus efter opbrugt dagpengeret der opgøres som én af nedenstående kategorier:
- Lønmodtagerbeskæftigelse
- Uddannelse
- Ydelser efter opbrugt dagpengeret
- Kontanthjælp mv.
- Sygedagpenge og jobafklaringsforløb
- Fleksjob
- Tilbagetrækningsydelser
- Barselsdagpenge
- Dagpenge/genoptjent dagpengeret
- Andet
- Selvforsørget
Arbejdsmarkedsstatus opgøres for alle personer i samme måned, som dagpengeophøret (opgøres den 1. i måneden efter), samt den første i måned 3, 6, 9, 12, 15, 18, 21 og 24 efter dagpengeophøret.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal personer med opbrugt dagpengeret
Målingsvariablen viser antallet af a-dagpengemodtagere, som har opbrugt retten til dagpenge fordelt på deres efterfølgende arbejdsmarkedsstatus.
En person indgår i målingen med opbrugt dagpengeret i den valgte periode, såfremt én af følgende betingelser er opfyldt:
- A-kassen har indberettet den faktiske eller forventede sidste dag i dagpengeperioden inkl. evt. forlængelser, samtidig med, at den sidste dag med udbetaling af dagpenge falder i den valgte periode, og der ikke er udbetaling af dagpenge i perioden efter.
- Personen har i den valgte periode været ansat i løntilskud, modtaget feriedagpenge eller sygedagpenge fra beskæftigelse (op til den 6. uges sygedagpengeuge) på tidspunktet for sidste dag i dagpengeperioden, som er indberettet af a-kassen.
En person indgår kun i målingen, hvis dagpengeperioden inkl. forlængelser er opbrugt. Personer indgår både med opbrugt dagpengeret som følge af dagpengeforbrug samt udløb af referenceperioden.
Målingsvariabel 2: Andel personer med opbrugt dagpengeret
Målingsvariablen viser a-dagpengemodtagere, som har opbrugt retten til dagpenge fordelt efter deres efterfølgende arbejdsmarkedsstatus som andel af alle a-dagpengemodtagere med opbrugt dagpengeret.
Statushierarki
Hvert forløb kan kun afsluttes med én status ad gangen. Hvis der på nedslagstidspunktet er sammenfald af flere typer status, bliver den aktuelle status prioriteret i nedenstående rækkefølge ud fra et statushierarki, hvor nummer 1 vælges frem for nummer 2 osv. Er der eksempelvis i data registreret såvel sygedagpenge som fleksjob i opgørelsesugen for en given person, placeres personen som modtagende sygedagpenge.
1. Særlig uddannelsesydelse
2. Arbejdsmarkedsydelse
3. Kontantydelse
4. Kontanthjælp
5. Uddannelseshjælp
6. Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse
7. Sygedagpenge
8. Jobafklaringsforløb
9. Revalidering/forrevalidering
10. Ressourceforløb
11. Ledighedsydelse
12. Fleksjob
13. Efterløn
14. Fleksydelse
15. Førtidspension
16. Seniorpension
17. Tidlig pension
18. Folkepension
19. Barselsdagpenge
20. Dagpenge/genoptjent dagpengeret
21. Uddannelse
22. Lønmodtagerbeskæftigelse
23. Andet
24. Selvforsørget
Tilbagetrækningsydelser dækker over efterløn, fleksydelse, førtidspension, seniorpension, tidlig pension og folkepension.
Andet dækker over død, udvandret, orlov, servicejob, VSU, SVU og VEUF.
Lønmodtagere opgøres som personer, der ikke har modtaget ydelse i perioden efter dagpengeophøret og som minimum har haft én dags beskæftigelse i den pågældende kalendermåned ifølge e-indkomst.
Uddannelse opgøres som personer, der ikke har modtaget ydelse i perioden efter dagpengeophøret, og som har en udbetaling af SU i den pågældende kalendermåned. Til og med 2016 blev ungebasen benyttet sammen med SU.
Selvforsørget omfatter personer, som hverken er registreret med offentlig ydelse i perioden efter dagpengeophøret eller lønindkomst i den tilsvarende kalendermåned. Gruppen indeholder således bl.a. personer der:
- Ernærer sig af formue/forsørges af ægtefælles indtægt
- Udøver selvstændig virksomhed
- Afholder ferie for egen regning
- Modtager kompensationsydelse (dvs. afventer seniorjob)
- Har uoplyst lønindkomst eller lønindkomst fra udenlandsk arbejdsgiver (dvs. personer, der f.eks. er ansat i Sverige)
- B-indkomst (honorarer eller free-lance)
- Pension
- Sociale servicelove (pasning af syge, døende mv.) samt andre mindre ydelsesområder
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Alle a-dagpengemodtagere med opbrugt dagpengeret på baggrund af dagpengeforbrug.
- Alle a-dagpengemodtagere med opbrugt dagpengeret på baggrund af udløb af referenceperioden.
Indgår ikke:
- Personer som har opbrugt dagpengeretten i forbindelse med overgangen til folkepension, inden for tre uger, og dermed ikke længere er berettiget til at modtage dagpenge som følge af alder
- Personer som overgår til efterløn i måneden efter, at dagpengeretten er opbrugt
- Personer som er berettiget til en ny dagpengeperiode i måneden efter, at dagpengeretten er opbrugt
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer kan tallene for især den seneste periode blive justeret ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Generelt vil oplysninger om efterløn samt feriedagpenge for den seneste periode, der foreligger data for, være underopdaterede, da data for antallet af personer overgået til efterløn hhv. har modtaget feriedagpenge først vil foreligge på et senere tidspunkt. Der kan ligeledes være registreringsefterslæb i de øvrige registre, hvilket bevirker, at der for specielt den seneste periode kan ske ændringer i opgørelserne af såvel antal personer, der er opgjort til at have opbrugt dagpengeretten samt deres arbejdsmarkedsstatus.
Skiftende længder af dagpengeperioden kan påvirke niveauerne i målingen. F.eks. blev dagpengeperioden halveret fra fire til to år ved dagpengereformen fra 2010, mens dagpengeperioden for dimittender blev halveret fra to til ét år ved dagpengereformen fra 2023.
Databrud:
Anciennitetstællingen (dagpengeforbrug) af dagpengesystemet er suspenderet i perioden 1. marts 2020 til 31. august 2020, som følge af COVID19, jvf. Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 55, stk. 7. Suspenderingen betyder, at lediges dagpengeanciennitet blev sat på pause i perioden fra 1. marts 2020 til 31. august 2020, der er således ingen personer, som kan opbruge deres dagpengeret i denne periode, derfor er der ingen observationer for disse måneder.
I forbindelse med aftale om udvidelse af hjælpepakker fra 27. oktober 2020 blev det besluttet, at personer, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 til 1. november 2021 får forlænget deres dagpengeret med 2 måneder. Der er således ingen personer, der i månederne november og december 2020 kan opbruge deres dagpengeret, derfor er der ingen observationer for disse måneder.
I perioden 1. januar 2021 til 28. februar 2021 er der genindført suspension af dagpengeforbruget, som følge af COVID-19. Suspensionen er yderligere forlænget af to omgange frem til den 30. juni 2021. Det betyder, at ingen personer kan opbruge deres dagpengeret i perioden 1. januar 2021 til 30. juni 2021, derfor er der ingen observationer for disse måneder.
Metoden til opgørelse af personer med opbrugt dagpengeret er blevet revideret i et samarbejde mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Danske A-kasser og a-kasserne februar 2019.
Kilder
- For perioder efter den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Forsikrede Ledige og Efterlønsmodtageres Udbetalings Register (FLEUR).
- For perioder før den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
- Kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer, AMFORA, KMD's sygedagpengeregister, KMD's register for sociale pensioner, Resultatdata, Til- og afmelderegisteret (TASS), e-indkomst, CPR-registeret, SU-registeret og Ungebasen.
Opdatering
Målingen opdateres hver måned den 12 hverdag i måneden. Målingen opdateres med en ny periode 3 måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i april måned opdateres målingen med januar, som den seneste periode, der kan hentes tal for.