16.10.2026
A-dagpenge: Antal rådighedssanktioner
Målingen viser hvor mange rådighedssanktioner a-kasserne har givet til dagpengemodtagere, fordelt på type, samt andelen af sanktionerede ledige.
Om A-dagpenge og rådighedssanktioner
A-dagpenge er en ydelse, som kan udbetales til personer som er medlem af en a-kasse, og som står uden arbejde.
For at modtage a-dagpenge skal en person opfylde en række betingelser:
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.
- være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret fra den første ledighedsdag.
- opfylde indkomst eller beskæftigelseskravet (gælder ikke for dimittender).
- have et fyldestgørende og godkendt CV senest 2 uger efter tilmeldingen som ledig i jobcenteret.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
A-kassen skal på baggrund af en underretning fra kommunen foretage en rådighedsvurdering og evt. træffe afgørelse om betydningen for den lediges ret til dagpenge.
Vurderer a-kassen, at den ledige uden gyldig grund ikke har overholdt sine forpligtigelser eller ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, findes der en række sanktionsmuligheder over for den ledige afhængig af, hvilken hændelse, der har fundet sted.
Endvidere kan a-kassen sanktionere den ledige, uden en forudgående underretning fra kommunen, fx når den ledige har kontaktforløbet hos a-kassen.
Sanktioner, der er blevet tilbagekaldt, ophævet efter medhold i klage, eller ved politiets påtaleopgivelse eller domsfrifindelse, vil ikke indgå i opgørelsen.
Den fulde liste over sanktionsmuligheder, som a-kassen kan give til den ledige kan findes ved at klikke her. Følgende sanktioner indgår i sanktionsmålingen for dagpengemodtagere:
Udelukkes fra dagpenge i en periode:
- Udeblivelse fra tilbud (ID 401)
- Udeblivelse fra samtale eller aktivitet (ID 402)
- Manglende godkendt CV (ID 403)
Karantæne (selvforskyldt ledighed):
- Afslag eller ophør (ID 301)
- Sagt op uden gyldig grund (ID 302)
- Afskediget af en grund som væsentligt skyldes medlemmet (ID 303)
- Manglende joblog (ID 304) - UDGÅET
Gentagelsesvirkning (arbejdskrav):
- Gentagelsesvirkning (ID 103)
Andre (arbejdskrav):
- Generel rådighed, manglende evne (ID 101)
- Generel rådighed, manglende vilje (ID 102)
- Forbeholdt arbejdskraft (ID 104)
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal sanktioner i alt
- Antal sanktioner fordelt på type
- Andel sanktionerede ledige
- Gnsn. antal sanktioner pr. sanktioneret ledig
Målingen kan fordeles på:
- Periode
- Område
- Køn
- Alder
- Herkomst
- A-kasse
Alle fordelingsvariable opgøres på tidspunktet hvor sanktionen er givet.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal sanktioner i alt
Målingsvariablen viser, det samlede antal rådighedssanktioner a-kasserne har givet dagpengemodtagere, inden for den valgte periode.
Alle sanktioner, der er givet i en periode indgår i opgørelsen også selvom en person må have modtaget flere sanktioner i samme periode.
Hvis en borger står registreret flere gange med den samme sanktionstype og sanktionsårsag på den samme hændelsesdato, så vil det kun tælle med én gang i målingen.
Målingsvariabel 2: Antal sanktioner fordelt på type
Målingsvariablen viser det samlede antal rådighedssanktioner givet til dagpengemodtagere inden for den valgte periode, fordelt på sanktionstype.
Sanktionstyperne er:
- Udelukkelse fra dagpenge i en periode
- Karantæne (selvforskyldt ledighed)
- Gentagelsesvirkning (arbejdskrav)
- Andre (arbejdskrav)
Målingsvariabel 3: Andel sanktionerede ledige
Målingsvariablen viser andelen af ledighedsberørte dagpengemodtagere inden for den valgte periode, der har modtaget en sanktion.
Målingsvariablen opgøres som det samlede antal dagpengemodtagere, der i den valgte periode har modtaget en rådighedssanktion divideret med det samlede antal berørte dagpengemodtagere i samme periode.
Nogle ledige sanktioneres ikke i løbet af deres ledighedsperiode, mens andre modtager én eller flere rådighedssanktioner. Denne måling belyser, hvor mange (unikke) personer, der har modtaget en rådighedssanktion inden for den valgte periode. Opgørelsen viser den procentdel af det samlede antal ledighedsberørte dagpengemodtagere, der har modtaget en rådighedssanktion inden for den valgte periode.
Målingsvariabel 4: Gnsn. antal sanktioner pr. sanktioneret ledig
Målingsvariablen viser det gennemsnitlige antal sanktioner pr. sanktioneret dagpengemodtager inden for den valgte periode.
Nogle ledige sanktioneres ikke i løbet af deres ledighedsperiode, mens andre modtager en eller flere rådighedssanktioner. Denne måling belyser, hvor mange sanktioner, der inden for den valgte periode gennemsnitligt bliver givet til den del af de ledige, der modtager en sanktion.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Rådighedssanktioner givet af a-kasser til dagpengemodtagere på baggrund af en underretning fra kommunen
- Fra 1. kvt. 2021 og frem: også rådighedssanktioner som er givet på baggrund af sager rejst af a-kasserne selv
Indgår ikke:
- Sanktioner, der er blevet tilbagekaldt, ophævet efter medhold i klage, eller ved politiets påtaleopgivelse eller domsfrifindelse
- Sanktioner i forbindelse med for sent hjemvendt efter PDU2, karantæne for kontingent, uagtsomhed, svig eller forsøg på svig.
- Dubletter — hvis en borger står registreret flere gange med den samme sanktionstype og sanktionsårsag på den samme hændelsesdato, tæller det kun med én gang
Vær opmærksom på
Fra 1. kvt 2019 til og med 4. kvt 2020 omfatter opgørelsen alene rådighedssanktioner, hvor a-kassen har foretaget en rådighedsvurdering på baggrund af en underretning fra kommunen. Fra og med 1. kvt 2021 omfatter opgørelsen rådighedssanktioner, som er givet af a-kasserne på baggrund af sager rejst af kommunen hhv. rådighedssanktioner, som er givet på baggrund af sager rejst af a-kasserne selv.
Kilder
- Data kommer fra Det Fælles Datagrundlag (DFDG).
Opdatering
Målingen opdateres hvert kvartal, den 19. hverdag i måneden. Målingen opdateres med en ny periode 4 måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i marts måned opdateres målingen med 4. kvt. i det forrige år, som den seneste periode, der kan hentes tal for.