08.10.2026
A-dagpenge: Forsørgelsesudgifter
Målingen viser de samlede offentlige forsørgelsesudgifter til a-dagpenge i den valgte periode, opgjort i løbende priser.
Om a-dagpenge og forsørgelsesudgifter
A-dagpenge er en ydelse, som kan udbetales til personer som er medlem af en a-kasse, og som står uden arbejde.
For at modtage a-dagpenge skal en person opfylde en række betingelser:
- have været medlem af en a-kasse i mindst ét år.
- være tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret fra den første ledighedsdag.
- opfylde indkomst eller beskæftigelseskravet (gælder ikke for dimittender).
- have et fyldestgørende og godkendt CV senest 2 uger efter tilmeldingen som ledig i jobcenteret.
- stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
I målingen er udgifterne opgjort i løbende priser hvilket betyder, at udviklingen i udgifter fra år til år angiver de faktisk afholdte udgifter til finansiering af a-dagpenge og er således ikke korrigeret for den årlige løbende satsregulering af overførselsindkomster, jf. satsreguleringsloven.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Offentlige forsørgelsesudgifter, løbende priser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog a-dagpenge inden for den valgte periode på nær for fordelingsvariablen område. For fordelingen på kommuner fordeles udgifterne på de forskellige kommuner i tilfælde af, at en person har skiftet bopæl i løbet af en måned. Det betyder, at en person der skifter bopæl i løbet af en måned kan indgå med udgifter i to forskellige kommuner.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Offentlige forsørgelsesudgifter, løbende priser
Målingsvariablen viser de samlede offentlige forsørgelsesudgifter til a-dagpengemodtagere inden for den valgte periode. Udgifterne er målt i løbende priser.
I målingen er der tale om beregnede udgifter, som er fremkommet ved på personniveau at gange antallet af udbetalte timer i måneden med den udbetalte dagpengesats for personen. En person kan skifte dagpengesats i løbet af en periode, og kan derfor have forskellige dagpengesatser inden for perioden. Dette er der taget højde for i målingen. Udgifterne til dagpenge for den enkelte person er efterfølgende akkumuleret for alle personer inden for den valgte periode.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Udbetalinger på baggrund af alle a-dagpengetimer.
- Udbetalte a-dagpenge ifbm. de første 14 dage med sygdom.
- A-dagpenge ifbm. EØS-perioder (jobsøgning i udlandet med dagpenge).
- Feriedagpenge.
Indgår ikke:
- Udbetalinger på baggrund af G-dage.
- Udbetalinger på baggrund af periode i løntilskud.
- Personer som har a-dagpengetimer under mindsteudbetalingen, og som dermed er ledige, men ikke får udbetalt a-dagpenge, indgår ikke i målingen.
- Personer som udelukkende har karantænetimer i den valgte periode og som dermed er ledige, men ikke får udbetalt a-dagpenge, indgår ikke i målingen.
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer kan tallene for især den seneste periode stige ved næste opdatering.
Populationsafgrænsningen i målingen er ændret ved offentliggørelse af data for februar 2024. Tidligere indgik udgifter til a-dagpenge ifbm. de første 14 dage med sygdom, a-dagpenge ifbm. EØS-perioder og feriedagpenge ikke i målingen for at sikre overensstemmelse med populationsafgrænsningen i målingen vedr. antal a-dagpengemodtagere (A-dagpenge: Antal personer og fuldtidspersoner). Da dagpengemodtagere ikke står til rådighed for det danske arbejdsmarked i perioder med sygdom, EØS og ferie, indgår disse ikke i målingen om antal a-dagpengemodtagere.
Tilpasningen af målingen er sket med henblik på, at kommuner og a-kasser bedre kan anvende målingen til at opgøre det samlede antal udbetalte dagpenge også for perioder, hvor personerne ikke står til rådighed for det danske arbejdsmarked.
Ændringen trådte i kraft ved offentliggørelsen af data den 2. april 2024 med tilbagevirkende kraft. Ændringen betyder, at de offentlige forsørgelsesudgifter til dagpenge er steget sammenlignet med tidligere offentliggjorte data fra før februar 2024.
Kilder
- For perioder efter den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Forsikrede Ledige og Efterlønsmodtageres Udbetalings Register (FLEUR).
- For perioder før den 1. juli 2017 kommer data for a-dagpengemodtagere fra Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
Opdatering
Målingen bliver opdateret hver måned den 14. hverdag. Målingen opdateres med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i marts måned opdateres målingen med februar, som den seneste periode, der kan hentes tal for.