17.09.2025
Om antal påbegyndte og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
Målingen viser antal påbegyndte og afsluttede dagpengeforløb. Derudover viser målingen antal dagpengeforløb primo og ultimo perioden.
Personer omfattet af den midlertidige arbejdsfordelingsordning indgår ikke i opgørelser af a-dagpenge.
Hvad viser målingen?
- Målingsvariable 1: Antal forløb primo perioden
Viser, hvor mange a-dagpengeforløb, der er i gang ved starten af den valgte periode. Det svarer til det antal personer, der modtager a-dagpenge ved starten af den valgte periode. - Målingsvariable 2: Antal forløb påbegyndt i perioden
Viser, hvor mange a-dagpengeforløb, der er påbegyndt i den valgte periode. - Målingsvariable 3: Antal forløb afsluttet i perioden
Viser, hvor mange a-dagpengeforløb, der er afsluttet i den valgte periode. - Målingsvariable 4: Antal forløb ultimo perioden
Viser, hvor mange a-dagpengeforløb der er i gang ved slutningen af den valgte periode. Det svarer til det antal personer, der modtager a-dagpenge ved slutningen af den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
Målingsvariable 1: Antal forløb primo perioden
Målingen er opgjort som antal a-dagpengeforløb, der var i gang ved den valgte periodes start. Et forløb defineres som værende i gang ved periodens start, hvis en person modtager a-dagpenge både den første dag i den valgte periode og dagen før. Denne opgørelsesmetode sikrer, at antal forløb primo perioden svarer til antal forløb ultimo perioden før. Såfremt en person har modtaget a-dagpenge den første dag i den valgte periode, men ikke har modtaget a-dagpenge dagen før, vil forløbet alene indgå i måling 2, dvs. som a-dagpengeforløb påbegyndt i perioden.
Målingsvariable 2: Antal forløb påbegyndt i perioden.
Målingen er opgjort som antal a-dagpengeforløb, der starter i den valgte periode, og som ikke var i gang ved periodens start, jf. definitionerne i måling 1. Et forløb er defineret som en række dage med a-dagpenge, hvor der ikke undervejs er én sammenhængende kalendermåned uden udbetaling af a-dagpenge. Et nyt forløb starter, såfremt a-dagpenge genoptages efter der i en forudgående sammenhængende kalendermåned ikke har været udbetalt a-dagpenge. Personer, der har modtaget a-dagpenge af flere omgange inden for den valgte periode med mindst én kalendermåneds mellemrum, vil indgå i målingen med samtlige a-dagpengeforløb inden for den valgte periode.
Målingsvariable 3: Antal forløb afsluttet i perioden
Et a-dagpengeforløb er afsluttet, hvis personen ikke har modtaget a-dagpenge i en sammenhængende kalendermåned. Personer, der har afsluttet a-dagpengeforløb flere gange inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige afsluttede a-dagpengeforløb inden for den valgte periode.
Målingsvariable 4: Antal forløb ultimo perioden
Målingen er opgjort som a-dagpengeforløb, der var i gang ved den valgte periodes slutning. Et forløb defineres som værende i gang ved periodens slutning, hvis en person modtager a-dagpenge både den sidste dag i perioden og dagen efter. Denne opgørelsesmetode sikrer, at antal forløb ultimo perioden svarer til antal forløb primo perioden efter.
Hvilke timer indgår i målingen?
I alle målingerne er a-dagpenge afgrænset til følgende:
- A-dagpenge og a-dagpenge ved sygdom
- Timer under mindsteudbetalingsreglen
- Løntilskud
- G-dage
- Feriedagpenge fra ledighed
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder, a-kasse og herkomst. Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog A-dagpenge inden for den valgte periode. Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra Forsikrede Ledige og Efterlønmodtageres Udbetalings Register (FLEUR) og Det Fælles Datagrundlag (DFDG), samt historiske datakilder som fx Register for Arbejdsmarkedsstatistik (RAM) og AMANDA.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontakt-siden.