07.10.2026
Fleksjob: Antal og andel forløb og personer under ny fleksjobordning fordelt på timer
Målingen viser hvor mange fleksjobforløb og personer under ny fleksjobordning der har været i gang i den valgte periode, fordelt på det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob opgjort både som antal og som andel.
Om ny fleksjobordning
Fleksjob er et tilbud til personer, der pga. en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.
Kommunen kan give tilbud om fleksjob til personer, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet pga. en varig og væsentlig begrænset arbejdsevne. I fleksjobbet tages der hensyn til, at medarbejderes arbejdsevne er begrænset, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
Et fleksjob er som udgangspunkt midlertidigt. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om den fleksjobansatte fortsat er berettiget til et fleksjob, efter at personen har været ansat i et fleksjob i 4½ år. Reglerne om midlertidighed afhænger af, om den fleksjobansatte er over eller under 40 år.
Man skelner mellem fleksjob efter ny og gammel ordning. Fleksjob efter ny ordning angiver ansættelser påbegyndt den 1. januar 2013 eller senere. Fleksjob efter gammel ordning angiver ansættelser påbegyndt før den 1. januar 2013. Personer ansat i et fleksjob før den 1. januar 2013, fortsætter i fleksjobbet på samme vilkår som hidtil, og skal først ansættes efter de nye regler, hvis vedkommende begynder i et nyt fleksjob.
Personer under ny ordning får løn fra arbejdsgiveren for det arbejde personen udfører i fleksjobbet. Kommunen supplerer lønnen med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten fra arbejdsgiveren. En fleksjobansat kan højest få udbetalt en samlet indtægt, der svarer til lønnen på fuld tid i den pågældende stilling.
Personer under gammel ordning får som udgangspunkt udbetalt løn fra arbejdsgiveren svarende til fuldtid, uanset hvor mange timers arbejde de kan udføre. Til gengæld får virksomheden et tilskud til den ansattes løn fra kommunen.
Målingen omfatter alene forløb og personer i fleksjob påbegyndt 1. januar 2013 eller herefter, og som er under ny fleksjobordning.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal forløb
- Antal personer
- Andel forløb
- Andel personer
Målingen kan derudover fordeles på:
- Område
- Periode
- Timeintervaller
- Alder
- Branche
- Sektor
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag i fleksjob inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe mellem to fleksjob. Hvis en person har flere fleksjob i den pågældende periode er branche og sektor bestemt ud fra det fleksjob hvor vedkommende har arbejdet flest timer.
Det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob beregnes, som antallet af indberettede løntimer fra eIndkomst-registeret for den valgte periode divideret med det gennemsnitlige månedlige antal arbejdstimer for fastansatte (160,33 timer) ganget med 37 timer. Antal timer afrundes til nærmeste hele tal.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal forløb
Målingsvariablen viser, hvor mange fleksjobforløb under ny ordning der har været i gang inden for den valgte periode fordelt på det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob i den valgte periode.
Et forløb er defineret som en række sammenhængende dage i fleksjob. Et nyt forløb starter, såfremt personen mindst én dag forinden ikke har været i fleksjob. Personer, der har været ansat i flere fleksjobforløb inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige fleksjob inden for den valgte periode. Et forløb afbrydes, når personen i fleksjobbet flytter kommune eller skifter arbejdsplads.
Målingsvariabel 2: Antal personer
Målingsvariablen viser, hvor mange personer der har været i fleksjob under ny ordning inden for den valgte periode fordelt på det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob i den valgte periode.
Målingsvariablen er opgjort som antal personer, der har været i fleksjob indenfor den valgte periode fordelt på timer i perioden. Personer kan for hver periode kun indgå i et timeinterval én gang. Personer kan indgå i flere timeintervaller inden for den valgte periode, men de indgår kun én gang i det samlede antal personer i fleksjob.
Målingsvariabel 3: Andel forløb
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel antallet af fleksjobforløb i et bestemt gennemsnitligt ugentligt timeinterval udgør af alle fleksjobforløb under ny ordning, der har været i gang inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er beregnet som antal fleksjobforløb i et givent timeinterval divideret med det samlede antal fleksjobforløb inden for den valgte periode.
Målingsvariabel 4: Andel personer
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel antallet af personer i fleksjobforløb i et bestemt gennemsnitligt ugentligt timeinterval udgør af alle personer, der har været i fleksjobforløb under ny ordning inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er beregnet som antal personer ansat i fleksjob i et givent timeinterval divideret med det samlede antal personer i fleksjob inden for den valgte periode.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Antal fleksjobforløb og personer i fleksjob, som er påbegyndt under ny fleksjobordning
Indgår ikke:
- Fleksjobforløb påbegyndt under gammel fleksjobordning
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
At beregningen af det gennemsnitlige ugentlige antal timer tager udgangspunkt i de indberettede løntimer fra eIndkomst-registeret. Hvorvidt dette afspejler fremmødetiden eller den effektive arbejdstid er ikke entydigt.
Det skal bemærkes, at der er sæsonudsving i antal timer i fleksjob som følge af afholdelse af ferie for personer uden optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse. I perioder præget af ferieafholdelse, fx juli, vil der derfor typisk være flere fleksjobforløb/personer i fleksjob med få timer sammenlignet med øvrige måneder. Der bør tages højde for dette ved fortolkning af data mellem måneder.
Kilder
- Data kommer fra de kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer samt eIndkomst-registeret.
Opdatering
Målingen bliver opdateret hver måned den 14. hverdag. Målingen opdateres med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i marts måned opdateres målingen med februar, som den seneste periode, der kan hentes tal for.