28.09.2026
Fleksjob: Overlevelseskurver
Målingen viser hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt et fleksjobforløb, som fortsat er i fleksjob (eller modtager anden offentlig forsørgelse) på forskellige tidspunkter inden for de første 52 uger efter forløbets start.
Om fleksjob og overlevelseskurver
Fleksjob er et tilbud til personer, der pga. en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.
Kommunen kan give tilbud om fleksjob til personer, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet pga. en varig og væsentlig begrænset arbejdsevne. I fleksjobbet tages der hensyn til, at medarbejderes arbejdsevne er begrænset, og kommunen udbetaler et tilskud til lønnen, der kompenserer for den nedsatte arbejdsevne.
Et fleksjob er som udgangspunkt midlertidigt. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om den fleksjobansatte fortsat er berettiget til et fleksjob, efter at personen har været ansat i et fleksjob i 4½ år.
Reglerne om midlertidighed afhænger af, om den fleksjobansatte er over eller under 40 år.
Personer ansat i et fleksjob før den 1. januar 2013, fortsætter i fleksjobbet på samme vilkår som hidtil, og skal først ansættes efter de nye regler, hvis vedkommende begynder i et nyt fleksjob.
Overlevelseskurverne i denne måling tager udgangspunkt i alle påbegyndte fleksjobforløb inden for den valgte periode, og viser hvor mange forløb der fortsat er i gang over tid uge for uge frem til 52 uger efter forløbets start. Der skal være tale om mindst 1 dags fravær fra fleksjob, før det registreres som en afgang fra fleksjob.
Hvad viser målingen?
Målingen viser tre overlevelseskurver opgjort uge for uge samt antal påbegyndte forløb:
- Overlevelseskurve u. tilbagefald til den valgte ydelse
- Overlevelseskurve m. tilbagefald til den valgte ydelse
- Overlevelseskurve m. tilbagefald til alle ydelser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte havde fleksjob inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Overlevelseskurve u. tilbagefald til den valgte ydelse
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uden afbrydelse er i fleksjob på et givent tidspunkt efter fleksjobforløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et fleksjob inden for den valgte periode, opgøres det, hvor mange der uden afbrydelse fra forløbets start er i fleksjob på forskellige tidspunkter herefter.
I målingsvariablen bliver der ikke taget højde for personer, der ophører med at være i fleksjob, men som senere i perioden vender tilbage til fleksjob. Den samme person kan godt optræde flere gange i målingen med forskellige forløb, hvis personen har påbegyndt flere fleksjobforløb inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Målingen er beregnet som en procentdel af det samlede antal påbegyndte forløb i perioden. De forløb, der er uafsluttede efter x uger sættes i forhold til det samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode. Det vil sige:
Procentdel uafsluttede=(f(x)/g)*100%
f(x)=antal forløb, der er uafsluttede x uger efter den første dag i fleksjob
g=samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode
Af målingsvariablen kan man se, hvor stor en procentdel af forløbene i den valgte periode, der varer x uger eller mere uden afbrydelse. Omvendt kan det som residual af målingen udledes, hvor stor en procentdel af forløbene, der ophører senest x uger efter påbegyndelsen af forløbet.
Eksempel: En person påbegynder et fleksjobforløb i uge 1. Personen er i fleksjob frem til og med uge 4, men forlader herefter fleksjobbet. I målingsvariabel 1 er dette forløb afsluttet, og vil kun indgå i uge 1-4. Hvis personen efterfølgende påbegynder et nyt fleksjobforløb, tæller det som et nyt separat forløb.
Målingsvariabel 2: Overlevelseskurve m. tilbagefald til den valgte ydelse
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uge for uge er i fleksjob på et givent tidspunkt efter forløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et fleksjob inden for den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel der er i fleksjob på forskellige tidspunkter herefter. Der tages højde for, at personer, der afgår fra fleksjob, senere kan vende tilbage til et fleksjob. Den samme person indgår i målingen i alle de uger efter forløbets start, hvor personen er i fleksjob.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Eksempel: En person påbegynder et fleksjobforløb i uge 1. Personen er i fleksjob frem til og med uge 4, men forlader herefter fleksjobbet. I uge 50 og resten af perioden er personen herefter tilbage i fleksjob og påbegynder dermed et nyt forløb. Da der er tale om to separate forløb, vil personen indgå i målingen med to forskellige forløb — det første forløb tæller kun med i uge 1-4, mens det andet forløb tæller med fra uge 50. Det vil sige, at det med målingsvariabel 2 er muligt at opgøre, hvor mange af de påbegyndte forløb, der fortsat er i fleksjob på forskellige tidspunkter i løbet af de første 52 uger af fleksjobforløbet.
Målingsvariabel 3: Overlevelseskurve m. tilbagefald til alle ydelser
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uge for uge er i fleksjob eller modtager anden offentlig forsørgelse (undtaget SU) på et givent tidspunkt efter forløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et fleksjob inden for den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel der modtager offentlige ydelser på forskellige tidspunkter herefter. Der tages højde for, at personer, der afgår fra fleksjob, senere kan vende tilbage til fleksjob eller en anden offentlig ydelse.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Til forskel fra målingsvariabel 2 registreres det kun som en afgang, hvis personen overgår til beskæftigelse, en SU-godkendt uddannelse eller bliver selvforsørgende. Ved at sammenholde målingsvariabel 2 og 3 vil man kunne se, om årsagen til at populationen ikke længere er i fleksjob skyldes skift til anden offentlig ydelse eller beskæftigelse, SU og selvforsørgelse.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Alle påbegyndte fleksjobforløb inden for den valgte periode
Indgår ikke:
- Forløb, hvor personer dør, udvandrer eller overgår til folkepension inden for de 52 uger, der er med i opgørelsen
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Et forløb der er påbegyndt før 31. december 2012, er påbegyndt under gammel ordning, mens forløb påbegyndt 1. januar 2013 eller herefter er påbegyndt under ny ordning, dvs. efter de regler der blev vedtaget i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob.
Med reformen af førtidspension og fleksjob fik personer der påbegyndte i fleksjob 1. januar 2013 eller herefter, udbetalt flekslønsydelse som et supplement til den løn virksomheden udbetalte. Til gengæld skal virksomheden kun udbetale løn for det antal timer den enkelte er ansat i virksomheden. Er den enkelte ansat i fleksjob i 80 timer om måneden, skal virksomheden betale løn for 80 timer.
Frem til december 2006 er fleksjobtallene baseret på kommunernes fleksjobindberetninger til Danmarks statistiks AMFORA-statistik (arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger). Fra januar 2007 er fleksjob baseret på kommunernes indberetninger af fleksjob til Arbejdsmarkedsstyrelsen.
En række af de fleksjobforløb der blev indberettet af kommunerne til Danmarks Statistik, og som var i gang ultimo 2006, er ikke blevet indberettet af kommunerne til Arbejdsmarkedsstyrelsen. For disse forløb sættes slutdatoen af Arbejdsmarkedsstyrelsen til 31. december 2006. Samtidig er der til Arbejdsmarkedsstyrelsen blevet indberettet en række forløb med start før januar 2007, som ikke har været indberettet til Danmarks Statistik. For disse forløb sættes startdatoen til 1. januar 2007. Antallet af afsluttede fleksjob i december 2006 samt antallet af påbegyndte fleksjob i januar 2007 er som følge heraf ekstraordinært højt i følgende målinger:
- Antal forløb fordelt på varighed
- Antal påbegyndte og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- Antal personer påbegyndt forløb fordelt på antal påbegyndte forløb
- Antal og varighed af afsluttede forløb
I slutningen af juni 2013 ændrede de kommunale leverandører indberetningsform for alle fleksjob der var i gang pr. 1. januar 2013 eller påbegyndt herefter. Ved overlap mellem de enkelte kilder, benyttes den første startdato der er registreret. Ligger startdatoen før 1. januar 2007 og findes fleksjobforløbet ikke i Danmarks Statistiks AMFORA-statistik sættes startdatoen til 1. januar 2007.
Kilder
- Kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer
- AMFORA
- Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase (DREAM)
- Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM)
- CRAM
Opdatering
Målingen opdateres kvartalsvist den 18. hverdag i måneden. Målingen opdateres med en ny "seneste periode" 4 måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i april måned opdateres målingen med 4. kvartal foregående år, som den seneste periode, der kan hentes tal for.