10.03.2026
Om antal og andel forløb og personer under ny fleksjobordning fordelt på timer
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal forløb
Målingen viser, hvor mange fleksjobforløb under ny ordning der har været i gang inden for den valgte periode fordelt på det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob i den valgte periode.
Måling 2: Antal personer
Målingen viser, hvor mange personer der har været i fleksjob under ny ordning inden for den valgte periode fordelt på det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob i den valgte periode.
Måling 3: Andel forløb
Målingen viser, hvor stor en andel antallet af fleksjobforløb i et bestemt gennemsnitligt ugentligt timeinterval udgør af alle fleksjobforløb under ny ordning, der har været i gang inden for den valgte periode.
Måling 4: Andel personer
Målingen viser, hvor stor en andel antallet af personer i fleksjobforløb i et bestemt gennemsnitligt ugentligt timeinterval udgør af alle personer, der har været i fleksjobforløb under ny ordning inden for den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal forløb
Et forløb er defineret som en række sammenhængende dage i fleksjob. Et nyt forløb starter, såfremt personen mindst én dag forinden ikke har været i fleksjob. Personer, der har været ansat i flere fleksjobforløb inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige fleksjob inden for den valgte periode. Et forløb afbrydes, når personen i fleksjobbet flytter kommune eller skifter arbejdsplads.
Måling 2: Antal personer
Målingen er opgjort som antal personer, der har været i fleksjob indenfor den valgte periode fordelt på timer i perioden. Personer kan for hver periode kun indgå i et timeinterval én gang. Personer kan indgå i flere timeintervaller inden for den valgte periode, men de indgår kun én gang i det samlede antal personer i fleksjob.
Måling 3: Andel forløb
Målingen er beregnet som antal fleksjobforløb i et givent timeinterval divideret med det samlede antal fleksjobforløb inden for den valgte periode.
Måling 4: Andel personer
Målingen er beregnet som antal personer ansat i fleksjob i et givent timeinterval divideret med det samlede antal personer i fleksjob inden for den valgte periode.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen fordeles automatisk på det gennemsnitlige ugentlige antal registrerede timer i fleksjob inden for den valgte periode. Fordelingen på antal timer i fleksjob er baseret på oplysninger om indberettede løntimer fra eIndkomst-registeret. Det gennemsnitlige ugentlige antal timer i fleksjob beregnes, som antallet af indberettede løntimer fra eIndkomst-registeret for den valgte periode divideret med det gennemsnitlige månedlige antal arbejdstimer for fastansatte (160,33 timer) ganget med 37 timer. Antal timer afrundes til nærmeste hele tal.
Målingen skal derudover fordeles på geografisk område og periode. Målingen kan fordeles på køn, alder og herkomst. Køn, alder og herkomst er for alle personer opgjort den sidste dag i fleksjob inden for den valgte periode.
Det skal bemærkes, at der er sæsonudsving i antal timer i fleksjob som følge af afholdelse af ferie for personer uden optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse. I perioder præget af ferieafholdelse, fx juli, vil der derfor typisk være flere fleksjobforløb/personer i fleksjob med få timer sammenlignet med øvrige måneder. Der bør tages højde for dette ved fortolkning af data mellem måneder.
Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe mellem to fleksjob. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som én person for hele landet.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra de kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer samt eIndkomst-registeret.
Målingen omfatter alene forløb og personer i fleksjob påbegyndt 1. januar 2013 eller herefter, og som er under ny fleksjobordning, dvs. efter de regler der er vedtaget i forbindelse med førtidspension- og fleksjobs-reformen.
Med førtidspension- og fleksjobs-reformen får personer, der påbegyndte et fleksjobforløb under ny fleksjobordning, udbetalt fleksløntilskud som supplement til den løn, virksomheden udbetaler. Til gengæld skal virksomheden kun udbetale løn for det antal timer, den enkelte effektivt arbejder i virksomheden. Er den enkelte fx ansat i fleksjob i 70 timer om måneden, men på grund af skånehensyn (nedsat arbejdstempo, pauser i løbet af dagen mv.) er der tale om nedsat arbejdsintensitet og derfor kun 45 effektive timer, skal virksomheden i dette tilfælde udbetale løn for 45 timer.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres månedligt. Ved valg af måling fremkommer information om målingen, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes.
Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk