10.03.2026
Om antal og varighed af afsluttede forløb
Målingen viser antal afsluttede forløb i fleksjob fordelt på varighed.
Hvad viser målingen?
- Målingsvariable 1: Antal afsluttede forløb fordelt på varighed
Viser, hvor mange forløb i fleksjob, der er afsluttet inden for den valgte periode fordelt på forløbenes forudgående varighed målt i uger.
Hvordan er målingen beregnet?
Målingsvariable 1: Antal afsluttede forløb fordelt på varighed
Målingen opgør, hvor mange forløb i fleksjob, der er afsluttet inden for den valgte periode. Et forløb i fleksjob er afsluttet, hvis personen ikke er i fleksjob den efterfølgende dag. Personer, der har afsluttet fleksjob flere gange inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige afsluttede fleksjob inden for den valgte periode. Varigheden opgøres ud fra antal hverdage fra forløbets start og frem til forløbets afslutning. Varigheden af forløbene er fordelt på ugeintervaller (5 hverdage udgør en uge).
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder samt herkomst. Køn, alder og herkomst er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte havde fleksjob inden for den valgte periode.
Hvis en person er flyttet mellem 2 kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet.
Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe mellem 2 fleksjob. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som en person for hele landet.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra AMFORA-statistikken, de kommunale sagsbehandlingssystemer samt de kommunale økonomisystemer. Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik.
Frem til december 2006 er fleksjobtallene baseret på kommunernes fleksjobindberetninger til Danmarks statistiks AMFORA-statistik (arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger). Fra januar 2007 er fleksjob baseret på kommunernes indberetninger af fleksjob til Arbejdsmarkedsstyrelsen.
En række af de fleksjobforløb der blev indberettet af kommunerne til Danmarks Statistik, og som var i gang ultimo 2006, er ikke blevet indberettet af kommunerne til Arbejdsmarkedsstyrelsen. For disse forløb sættes slutdatoen af Arbejdsmarkedsstyrelsen til 31. december 2006. Samtidig er der til Arbejdsmarkedsstyrelsen blevet indberettet en række forløb med start før januar 2007, som ikke har været indberettet til Danmarks Statistik. For disse forløb sættes startdatoen til 1. januar 2007. Antallet af afsluttede fleksjob i december 2006 samt antallet af påbegyndte fleksjob i januar 2007 er som følge heraf ekstraordinært højt i følgende målinger:
- Antal forløb fordelt på varighed
- Antal påbegyndte og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- Antal personer påbegyndt forløb fordelt på antal påbegyndte forløb
- Antal og varighed af afsluttede forløb.
Med reformen af førtidspension og fleksjob fik personer der påbegyndte i fleksjob 1. januar 2013 eller herefter, udbetalt flekslønsydelse som et supplement til den løn virksomheden udbetalte. Til gengæld skal virksomheden kun udbetale løn for det antal timer den enkelte er ansat i virksomheden. Er den enkelte ansat i fleksjob i 80 timer om måneden, skal virksomheden betale løn for 80 timer.
I slutningen af juni 2013 ændrede de kommunale leverandører indberetningsform for alle fleksjob der var i gang pr. 1. januar 2013 eller påbegyndt herefter. Ved overlap mellem de enkelte kilder, benyttes den første startdato der registreret. Ligger startdatoen før 1. januar 2007 og findes fleksjobforløbet ikke i Danmarks Statistiks AMFORA-statistik sættes startdatoen til 1. januar 2007.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk