09.10.2026
Jobafklaringsforløb: Antal personer og fuldtidspersoner
Målingsvariablen viser, hvor mange personer som modtog ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb i den valgte periode opgjort som unikke personer og fuldtidspersoner samt som andel af arbejdsstyrken og befolkningen.
Om jobafklaringsforløb
Man kan overgå til et jobafklaringsforløb, når man ikke kan få forlænget sygedagpengene efter de eksisterende forlængelsesmuligheder, og man fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Forløbet er kendetegnet ved, at man skal have en individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats.
Kommunen kan forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, hvis kommunen vurderer, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling om, hvilken indsats man skal have under jobafklaringsforløbet.
Fokus for et jobafklaringsforløb er, at personen får en tværfaglig og sammenhængende indsats, som bidrager til at bringe personen i arbejde eller i gang med en uddannelse. Forløbet kan bestå af tilbud efter beskæftigelseslovgivningen (vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud og mentor) samt indsats efter anden lovgivning, herunder efter sundhedsloven og serviceloven.
Et jobafklaringsforløb skal som udgangspunkt være så kort som muligt og kan maksimalt løbe i op til 2 år ad gangen, når man er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Ligesom efter sygedagpengeloven ophører jobafklaringsforløbet, når man ikke længere er uarbejdsdygtig, herunder når helbredstilstanden er stationær. Man kan få et nyt jobafklaringsforløb, hvis man fortsat er uarbejdsdygtig.
Under jobafklaringsforløbet modtager man ressourceforløbsydelse.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal personer
- Antal fuldtidspersoner
- Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
- Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal personer
Målingsvariablen viser, antal unikke personer der har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode. Personer, der har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen.
Eksempel: Hvis den valgte periode er ét år, og en person har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb to eller flere gange inden for dette år, vil personen kun tælle som én person i opgørelsen.
Målingsvariabel 2: Antal fuldtidspersoner
Målingsvariablen viser antal personer på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb omregnet til fuldtidspersoner.
Målingen er opgjort som antal dage, hver enkeltperson har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den valgte periode divideret med det antal hverdage, som hele perioden dækker. Dvs. målingen summerer hvor meget af tiden den enkelte person har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb inden for den givne periode.
Eksempel: Hvis man har valgt perioden ét år – og dermed 52 uger – og en person har modtaget ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb i 26 uger, vil personen tælle med som en halv person i opgørelsen af antal fuldtidspersoner.
Målingsvariabel 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Målingsvariablen viser antal fuldtidspersoner på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb opgjort som andel af de 16-66-årige i arbejdsstyrken.
Målingsvariablen er opgjort som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken er opgjort som personer, der enten er i beskæftigelse eller er ledige, og opgøres én gang om året.
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med arbejdsstyrken i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes arbejdsstyrken for 2024 i beregningen.
Målingsvariabel 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingen viser antal fuldtidspersoner på ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
Målingsvariablen er opgjort som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen. Befolkningstallet er opgjort som personer bosiddende i Danmark, og opgøres én gang i starten af hvert år.
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner i pct. af befolkningen 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med befolkningen 16-66 år i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes befolkningstallet 16-66 år for 2024 i beregningen.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Personer i løntilskud som del af jobafklaringsforløb (det ugentlige timetal anvendes til beregning af fuldtidspersoner)
- Forløb, hvor der er registreret en skattelinje til modtageren, fordi personen modtager løn fra sin arbejdsgiver og arbejdsgiveren modtager refusion svarende til ressourceforløbsydelsen
Indgår ikke:
- Perioder hvor kommunen foretager modregning som følge af modregningsreglerne og dermed ikke udbetaler ydelse til borger
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Kilder
- Data kommer fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer.
- Modtagere af ressourceforløbsydelse i forbindelse med jobafklaringsforløb kommer fra KMD-Aktiv og KY
- Personer i løntilskud som del af jobafklaringsforløb kommer fra DFDG.
- Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik.
Opdatering
Målingen opdateres den 14. hverdag i hver måned, med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i marts måned opdateres målingen med data for februar måned, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- Jobafklaringsforløb: Antal forløb fordelt på varighed
- Jobafklaringsforløb: Antal påbegyndt og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- Jobafklaringsforløb: Antal og varighed af afsluttede forløb
- Jobafklaringsforløb: Arbejdsmarkedsstatus 1, 3, 6 og 12 mdr. efter afsluttet forløb
- Jobafklaringsforløb: Antal aktiverede og fuldtidsaktiverede
- Jobafklaringsforløb: Forsørgelsesudgifter
- Antal personer og fuldtidspersoner (alle ydelser under ét)