11.08.2026
Ledighedsydelse: Overlevelseskurver
Målingen viser hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt et ledighedsydelsesforløb, som fortsat modtager ledighedsydelse (eller anden offentlig forsørgelse) på forskellige tidspunkter inden for de første 52 uger efter forløbets start.
Om ledighedsydelse og overlevelseskurver
Ledighedsydelse er en ydelse til personer, der er visiteret til fleksjob og er ledige.
Ledighedsydelsen svarer til 89 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb, hvis man opfylder følgende betingelser ved visitationen til fleksjob:
- ville være berettiget til at sygedagpenge eller barselsdagpenge,
- modtager sygedagpenge,
- deltager i revalidering efter en jobplan, eller
- modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Opfylder man ikke disse betingelser, svarer ledighedsydelse til niveauet for kontanthjælpsmodtagere på henholdsvis forsørgersats (ca. 80 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb) og ikke-forsørgersats (ca. 60 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb).
Modtager man ledighedsydelse på kontanthjælpsniveau, opnår man ret til ledighedsydelse på 89 procent af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb, når man har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Overlevelseskurverne i denne måling tager udgangspunkt i alle påbegyndte ledighedsydelsesforløb inden for den valgte periode, og viser hvor mange forløb der fortsat er i gang over tid uge for uge frem til 52 uger efter forløbets start. Der skal være tale om mindst én dags fravær fra ledighedsydelse, før det registreres som en afgang fra ledighedsydelse.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Overlevelseskurve u. tilbagefald til den valgte ydelse
- Overlevelseskurve m. tilbagefald til den valgte ydelse
- Overlevelseskurve m. tilbagefald til alle ydelser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog ledighedsydelse inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Overlevelseskurve u. tilbagefald til den valgte ydelse
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uden afbrydelse modtager ledighedsydelse på et givent tidspunkt efter ledighedsydelsesforløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på ledighedsydelse inden for den valgte periode, opgøres det, hvor mange der uden afbrydelse fra forløbets start modtager ledighedsydelse på forskellige tidspunkter herefter. I målingsvariablen bliver der ikke taget højde for personer, der ophører med at modtage ledighedsydelse, men senere i perioden modtager ydelsen igen. Den samme person kan godt optræde flere gange i målingen med forskellige forløb, hvis personen har påbegyndt flere forløb på ledighedsydelse inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Målingen er beregnet som en procentdel af det samlede antal påbegyndte forløb i perioden. De forløb, der er uafsluttede efter x uger sættes i forhold til det samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode. Det vil sige:
Procentdel uafsluttede = (f(x)/g)*100%
f(x) = antal forløb, der er uafsluttede x uger efter den første dag med udbetaling af ledighedsydelse
g = samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode.
Af målingsvariablen kan man se, hvor stor en procentdel af forløbene i den valgte periode, der varer x uger eller mere uden afbrydelse. Omvendt kan det som residual af målingen udledes, hvor stor en procentdel af forløbene, der ophører senest x uger efter påbegyndelsen af forløbet.
Eksempel: En person påbegynder et ledighedsydelsesforløb i uge 1. Personen modtager ledighedsydelse frem til og med uge 4, men kommer herefter i fleksjob og stopper med at modtage ledighedsydelse. I målingsvariabel 1 er dette forløb afsluttet, og vil kun indgå i uge 1-4. Hvis personen efterfølgende genoptager ledighedsydelse startes der et nyt forløb, som tæller forfra fra det tidspunkt, hvor ledighedsydelse er genoptaget.
Målingsvariabel 2: Overlevelseskurve m. tilbagefald til den valgte ydelse
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uge for uge modtager ledighedsydelse på et givent tidspunkt efter ledighedsydelsesforløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på ledighedsydelse inden for den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel der modtager ledighedsydelse på forskellige tidspunkter herefter. Der tages højde for, at personer, der afgår fra ledighedsydelse, senere kan vende tilbage til ydelsen igen. Den samme person indgår således i målingen i alle de uger efter forløbets start, hvor personen modtager ledighedsydelse.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Til forskel fra målingsvariabel 1, hvor forløbet regnes som ophørt første gang personen ikke længere modtager ledighedsydelse, opgør målingsvariabel 2, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt et forløb inden for den valgte periode, der uge for uge frem til 52 uger efter forløbets start fortsat modtager ledighedsydelse.
Eksempel: En person påbegynder et ledighedsydelsesforløb i uge 1. Personen modtager ledighedsydelse frem til og med uge 4, men kommer herefter i fleksjob. I uge 50 og resten af perioden er personen herefter tilbage på ledighedsydelse og påbegynder dermed et nyt forløb. Da der er tale om to separate forløb, vil personen indgå i målingen med to forskellige forløb — det første forløb tæller kun med i uge 1-4, mens det andet forløb tæller med fra uge 50. Det vil sige, at det med målingsvariabel 2 er muligt at opgøre, hvor mange af de påbegyndte forløb, der fortsat modtager ledighedsydelse på forskellige tidspunkter i løbet af de første 52 uger af ledighedsydelsesforløbet.
Målingsvariabel 3: Overlevelseskurve m. tilbagefald til alle ydelser
Målingsvariablen viser, hvor stor en andel der uge for uge modtager ledighedsydelse eller anden offentlig forsørgelse (undtaget SU) på et givent tidspunkt efter ledighedsydelsesforløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på ledighedsydelse inden for den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel der modtager offentlige ydelser på forskellige tidspunkter herefter. Der tages højde for, at personer, der afgår fra ledighedsydelse, senere kan vende tilbage til ledighedsydelse eller en anden offentlig ydelse. Den samme person indgår således i målingen i alle de uger efter forløbets start, hvor personen modtager en offentlig ydelse. Det registreres kun som en afgang fra ydelse, i de perioder hvor personen er overgået til beskæftigelse, en SU-godkendt uddannelse eller bliver selvforsørget.
Til forskel fra målingsvariabel 2 registreres det kun som en afgang, hvis personen overgår til beskæftigelse, en SU-godkendt uddannelse eller bliver selvforsørgende. Ved at sammenholde målingsvariabel 2 og 3 vil man kunne se, om årsagen til, at populationen ikke længere modtager ledighedsydelse skyldes overgang til anden offentlig ydelse eller beskæftigelse, SU og selvforsørgelse.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Alle påbegyndte ledighedsydelsesforløb inden for den valgte periode
Indgår ikke:
- Forløb, hvor personer dør, udvandrer eller overgår til folkepension inden for de 52 uger, der er med i opgørelsen
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer kan tallene for især den seneste periode ændres ved næste opdatering.
Første gang en ny periode kommer med i målingen indgår kun data til og med 13 uger efter forløbets startdato. Næste gang den opdateres indgår yderligere data til og med 26 uger osv.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Kilder
- Data hentes fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer.
- Desuden anvendes data fra CRAM og DREAM.
- Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase (DREAM), Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
Opdatering
Målingen opdateres kvartalsvist. Målingen opdateres med en ny periode 4 måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i april måned opdateres målingen med 4. kvt. i det forrige år. Opdateringsdatoen er den 18. hverdag i måneden.