14.12.2021
Om antal påbegyndte og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal forløb primo perioden
Målingen viser, hvor mange ledighedsydelsesforløb der er i gang ved starten af den valgte periode. Det svarer til det antal personer, der modtager ledighedsydelse ved starten af den valgte periode.
Måling 2: Antal forløb påbegyndt i perioden
Målingen viser, hvor mange ledighedsydelsesforløb der er påbegyndt i den valgte periode.
Måling 3: Antal forløb afsluttet i perioden
Målingen viser, hvor mange ledighedsydelsesforløb der er afsluttet i den valgte periode.
Måling 4: Antal forløb ultimo perioden
Målingen viser, hvor mange ledighedsydelsesforløb der er i gang ved slutningen af den valgte periode. Det svarer til det antal personer, der modtager ledighedsydelse ved slutningen af den valgte periode.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal forløb primo perioden
Målingen er opgjort som antal ledighedsydelsesforløb, der var i gang ved den valgte periodes start. Et forløb defineres som værende i gang ved periodens start, hvis en person modtager ledighedsydelse både den første dag i den valgte periode og dagen før. Denne opgørelsesmetode sikrer, at antal forløb primo perioden svarer til antal forløb ultimo perioden før. Såfremt en person har modtaget ledighedsydelse den første dag i den valgte periode, men ikke har modtaget ledighedsydelse dagen før, vil forløbet alene indgå i måling 2, dvs. som ledighedsydelsesforløb påbegyndt i perioden.
Måling 2: Antal forløb påbegyndt i perioden
Målingen er opgjort som antal ledighedsydelsesforløb, der starter i den valgte periode, og som ikke var i gang ved periodens start, jf. definitionerne i måling 1. Et forløb er defineret som en række sammenhængende dage med ledighedsydelse, hvor der ikke undervejs er én sammenhængende kalendermåned uden udbetaling af ledighedsydelse. Et nyt forløb starter, såfremt ledighedsydelsen genoptages efter der i en forudgående sammenhængende kalendermåned ikke har været udbetalt ledighedsydelse.
Personer, der har modtaget ledighedsydelse af flere omgange inden for den valgte periode med mindst én kalendermåneds mellemrum, vil indgå i målingen med samtlige ledighedsydelsesforløb inden for den valgte periode.
Måling 3: Antal forløb afsluttet i perioden
Målingen er opgjort som antal ledighedsydelsesforløb, der bliver afsluttet i den valgte periode. Et ledighedsydelsesforløb er afsluttet, hvis personen ikke har modtaget ledighedsydelse i en sammenhængende kalendermåned. Personer, der har afsluttet ledighedsydelsesforløb flere gange inden for den valgte periode, vil indgå i målingen med samtlige afsluttede ledighedsydelsesforløb inden for den valgte periode.
Måling 4: Antal forløb ultimo perioden
Målingen er opgjort som ledighedsydelsesforløb, der var i gang ved den valgte periodes slutning. Et forløb defineres som værende i gang ved periodens slutning, hvis en person modtager ledighedsydelse både den sidste dag i perioden og dagen efter. Denne opgørelsesmetode sikrer, at antal forløb ultimo perioden svarer til antal forløb primo perioden efter.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder og herkomst. Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog ledighedsydelse inden for den valgte periode.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra KMD-Aktiv, BIS-Y, KMD eDagpenge, KMD Sociale Pensioner, FLEUR og aktivitetsoplysninger fra DFDG, samt historiske datakilder som fx RAM og AMFORA.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk