03.04.2023
Om antal forløb fordelt på varighed
Hvad viser målingen?
Måling 1: Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
Målingen viser antal sygedagpengeforløb på et givet tidspunkt fordelt efter, hvor længe personerne i sygedagpengeforløbene har modtaget sygedagpenge.
Måling 2: Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Målingen viser antal sygedagpengeforløb på et givet tidspunkt fordelt efter, hvor længe personerne i sygedagpengeforløbene har modtaget sygedagpenge eller en anden offentlig ydelse.
Hvordan er målingen beregnet?
Måling 1: Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
Kun forløb der er i gang den sidste dag i den valgte periode tæller med i opgørelsen. Varigheden af perioden på sygedagpenge beregnes ud fra antal sammenhængende dage på sygedagpenge, indtil der forekommer minimum én dag uden ydelse. Varigheden opgøres kun inden for samme kommune, dvs. hvis en person flytter mellem to kommuner opgøres forløbet i fraflytter kommunen som ét forløb, mens forløbet i tilflytter kommunen opgøres som et andet forløb.
Måling 2: Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Antal forløb opgøres som i måling 1. Varigheden af perioden på alle ydelser beregnes ud fra antal sammenhængende dage, hvor personen i forløbet har modtaget forsørgelsesydelser (inkl. perioder med aktivering), indtil der forekommer minimum én dag uden ydelser. Forsørgelsesydelser omfatter a-dagpenge og følgende kommunale ydelser: Kontanthjælp, forrevalidering, revalidering, sygedagpenge, ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension.
Pr 1. juni 2008 er arbejdsgiverperioden øget fra 15 til 21 dage. Arbejdsgiverperioden er efterfølgende øget til 30 dage for alle sygeforløb påbegyndt 2. januar 2012 eller herefter. Hver forøgelse af arbejdsgiverperioden medfører isoleret set færre og kortere sygedagpengeforløb.
Da der er mange efterregistreringer på sygedagpengeområdet vil antal forløb og personer i specielt den seneste måned erfaringsmæssigt blive øget ved næste opdatering af sygedagpengeområdet - omkring 5 pct. målt i fuldtidspersoner og 7-8 pct. målt i antal berørte personer og forløb. Det er især antallet af korte forløb der øges.
Sygemeldte forsikrede ledige modtager efter reglerne dagpenge de første 14 dage af deres sygemelding. Denne regel trådte i kraft den 5. januar 2015 og hensynet bag reglen er mindre administration af de kortvarige sygeforløb. De første 14 dages sygefravær for sygemeldte forsikrede ledige indgår pt. ikke i målingerne for sygedagpenge, såfremt sygeforløbet fra ledighed er kortere end 14 dage. En evt. indarbejdelse i målingen vil betyde en opjustering af antallet af sygedagpengemodtagere, sygeforløb og økonomi svarende til antallet af forsikrede sygemeldte ledige i perioden fra januar 2015 og frem.
Hvad kan målingen fordeles på?
Målingen skal fordeles på geografisk område og periode. Derudover kan målingen fordeles på køn, alder, herkomst, visitationskategorier og brancher. Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog sygedagpenge inden for den valgte periode.
Læs mere om fordelingsvariable
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra KMD’s sygedagpengeregistre, dvs. KMD Dagpenge (sygedagpenge) til og med den 24. maj 2020 for alle kommuner, dog frem til og med den 24. november 2019 for Vejen og Helsingør kommuner og frem til og med den 23. februar 2020 for Assens, Ishøj, Randers, Vallensbæk og Århus kommuner. Derefter er kilden KSD.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen opdateres hver måned. Ved valg af måling fremkommer en uddybning af den valgte målingsgruppe, der bl.a. oplyser hvornår målingen sidst blev opdateret, og hvornår den næste opdatering forventes. Du kan i øvrigt få et fuldt overblik over opdateringskadencen for alle målinger under topmenupunktet Opdateringskalender.
Flere spørgsmål?
Kontakt: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø, telefon 72 21 74 00, Viden og Analyse/ e-mail jobindsats@star.dk