08.10.2026
Sygedagpenge: Antal delvise raskmeldinger/sygemeldinger
Målingen viser hvor mange sygedagpengeforløb der har en delvis rask- eller sygemelding i den valgte periode, i antal og som andel af alle forløb.
Om sygedagpenge og delvise rask-/sygemeldinger
Sygedagpenge udbetales til personer, som er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom, som har en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, og som i øvrigt opfylder betingelserne i sygedagpengeloven.
Både lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, kan være berettigede til at modtage sygedagpenge, hvis de opfylder betingelserne i sygedagpengeloven. Det betyder bl.a.:
- at den sygemeldte skal opfylde et beskæftigelseskrav over for kommunen eller arbejdsgiveren.
- at den sygemeldte skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og ikke være omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24
Delvis raskmelding/sygemelding betyder, at den sygemeldte gradvist genoptager arbejdet og modtager sygedagpenge svarende til den del af arbejdstiden, de fortsat ikke kan varetage. I målingen indgår alle sygedagpengeforløb, hvor der er en registrering af hvor mange timer den sygemeldte har genoptaget arbejdet.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal delvise sygemeldinger/raskmeldinger
- Andel delvise sygemeldinger/raskmeldinger i pct.
Målingen kan målingen fordeles på:
- Køn
- Alder
- Herkomst
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog sygedagpenge inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal delvise sygemeldinger/raskmeldinger
Målingsvariablen opgør antal forløb hvor sygedagpengemodtageren er delvist syge- eller raskmeldinger inden for den valgte periode. I målingen indgår alle sygedagpengeforløb, hvor der er en registrering af hvor mange timer den sygemeldte har genoptaget arbejdet. Registreringen af antal timer for genoptaget arbejde opgøres ultimo den valgte periode eller på sluttidspunktet for forløbet.
En person kan indgå i en valgt periode med mere end ét sygedagpengeforløb. Det kan eksempelvis være en person, der er sygemeldt fra mere end ét job. En person kan dermed også indgå i målingen med mere en én delvis raskmelding i en valgt periode, hvis mere end én af personens sygedagpengeforløb er berørt af timer, hvor personen har genoptaget arbejdet.
Målingsvariabel 2: Andel delvise sygemeldinger/raskmeldinger i pct.
Målingen er beregnet som antallet af sygedagpengeforløb hvor den sygemeldte er delvis syge- eller raskmeldt inden for den valgte periode (jf. målingsvariabel 1), i procent af antallet af sygedagpengeforløb i perioden. Antallet af sygedagpengeforløb i perioden svarer til antallet af sygedagpengeforløb primo perioden samt antallet af påbegyndte forløb i perioden.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende som modtager sygedagpenge
- A-dagpengemodtagere som modtager sygedagpenge (efter de første 14 dages sygefravær)
- Delvist syge-/raskmeldte
Indgår ikke:
- De første 14 dages sygefravær for sygemeldte a-dagpengemodtagere, såfremt sygeforløbet fra ledighed er kortere end 14 dage (reglen trådte i kraft 5. januar 2015 og indebærer, at a-kassen udbetaler dagpenge i den indledende periode)
Vær opmærksom på
Da der er mange efterregistreringer på sygedagpengeområdet vil antal forløb og personer i specielt den seneste måned erfaringsmæssigt blive øget ved næste opdatering af sygedagpengeområdet - omkring 5 pct. målt i fuldtidspersoner og 7-8 pct. målt i antal berørte personer og forløb. Det er især antallet af korte forløb der øges.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Pr 1. juni 2008 er arbejdsgiverperioden øget fra 15 til 21 dage. Arbejdsgiverperioden er efterfølgende øget til 30 dage for alle sygeforløb påbegyndt 2. januar 2012 eller herefter. Hver forøgelse af arbejdsgiverperioden medfører isoleret set færre og kortere sygedagpengeforløb.
Kilder
- Data kommer fra KMD's sygedagpengeregistre, dvs. KMD Dagpenge (sygedagpenge) til og med den 24. maj 2020 for alle kommuner, dog frem til og med den 24. november 2019 for Vejen og Helsingør kommuner og frem til og med den 23. februar 2020 for Assens, Ishøj, Randers, Vallensbæk og Århus kommuner.
- Derefter er kilden KSD.
Opdatering
Målingen opdateres hver måned den 7. hverdag. Målingen opdateres med en ny periode to måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i april måned opdateres målingen med februar, som den seneste periode, der kan hentes tal for.