09.10.2026
Sygedagpenge: Antal og andel personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge
Målingen viser hvor mange sygedagpengemodtagere der nåede den 13. sygefraværsuge i den valgte måned og hvor stor en andel af dem fik et virksomhedsrettet tilbud (delvis raskmelding, løntilskud eller virksomhedspraktik) inden den 13. uge.
Om sygedagpenge og den 13. sygefraværsuge
Sygedagpenge udbetales til personer, som er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom, som har en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, og som i øvrigt opfylder betingelserne i sygedagpengeloven.
Både lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, kan være berettigede til at modtage sygedagpenge, hvis de opfylder betingelserne i sygedagpengeloven. Det betyder bl.a.:
- at den sygemeldte skal opfylde et beskæftigelseskrav over for kommunen eller arbejdsgiveren.
- at den sygemeldte skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og ikke være omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24.
Virksomhedsrettet tilbud er i denne måling: delvis raskmelding, ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik.
I målingen er et forløb defineret som en række dage med sygedagpenge, hvor der ikke undervejs er én dag uden udbetaling af sygedagpenge. Et nyt forløb starter, hvis sygedagpenge genoptages efter der i en én dag ikke har været udbetalt sygedagpenge.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal personer, som i måneden har nået udgangen af 13. sygefraværsuge
- Antal personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge
- Andel personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge
Målingen kan fordeles på:
Status for kommunetilhørsforhold, alder, herkomst og visitationskategori opgøres ultimo den 13. uge svarende til den 91. dag talt fra og med mandagen efter indplaceringsugen i sygefraværsforløbet.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal personer, som i måneden har nået udgangen af 13. sygefraværsuge
Målingsvariablen viser antal personer, der i den pågældende måned når den 13. uge i sygefraværsforløbet.
Målingsvariablen omfatter personer, som i den pågældende måned når et sammenhængende sygefraværsforløb på 13 uger – beregnet som 91 kalenderdage + kalenderdage i indplaceringsugen. Lørdage og søndage indgår i optællingen af kalenderdage.
Sygefraværsforløbet optælles fra første sygefraværsdag og omfatter udover udbetaling af sygedagpenge de indledende 14 dages dagpenge under sygdom for ledige og den indledende arbejdsgiverbetalte periode på 30 dage for beskæftigede.
Sygefraværsforløbet afsluttes ved slutdatoen for sygedagpengeforløbet, dvs. sidste dag med udbetaling af sygedagpenge. Sygefraværsforløb, som lægger i forlængelse af hinanden ligges ikke sammen. Sygefraværsforløb, som overlapper hinanden, lægges sammen.
Personen kan kun nå udgangen af 13. uge én gang i et sygefraværsforløb og vil derfor kun indgå i den pågældende måned, hvor udgangen af 13. uge opnås.
Målingsvariabel 2: Antal personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge
Målingsvariablen viser antal personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge er en delmængde af alle personer, der har nået udgangen af den 13. sygefraværsuge i den pågældende måned. Virksomhedsrettet tilbud omfatter en delvis raskmelding (som kan gælde fra forløbets startdato), løntilskud eller virksomhedspraktik, som er påbegyndt senest på den 91. dag talt fra og med mandagen efter indplaceringsugen i sygefraværsforløbet.
Delvise raskmeldinger, løntilskud og virksomhedspraktik som er givet fra og med den 92. dag + dage i indplaceringsugen, tæller ikke med, selvom de gives i den måned, der måles på.
Målingsvariabel 3: Andel personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge
Målingsvariablen viser andel personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge beregnes ved division af antal personer, som har fået virksomhedsrettet tilbud inden udgangen af 13. sygefraværsuge (tæller) med personer, som i den pågældende måned når et sammenhængende sygefraværsforløb på 13. sygefraværsuger (nævner).
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Sygedagpengemodtagere, som i den pågældende måned når et sammenhængende sygefraværsforløb på 91 kalenderdage + kalenderdage i indplaceringsugen
- Udover udbetaling af sygedagpenge: den indledende arbejdsgiverbetalte periode på 30 dage for beskæftigede samt de første 14 dages dagpenge under sygdom for ledige
- Personer, som har en delvis raskmelding i udgangspunktet — indgår i populationen
- Sygefraværsforløb, som overlapper hinanden — lægges sammen
Indgår ikke:
- Sygefraværsforløb, som ligger i forlængelse af hinanden — disse lægges ikke sammen
- Delvise raskmeldinger, løntilskud og virksomhedspraktik som er givet fra og med den 92. dag + dage i indplaceringsugen — tæller ikke med, selvom de gives i den måned, der måles på
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering. Opgørelsen omfatter antal personer, som i løbet af den pågældende måned når den 13. uge i sygedagpengeforløbet samt antal og andel personer heraf, der har fået et virksomhedsrettet tilbud – løntilskud, virksomhedspraktik eller delvis raskmelding - inden udgangen af den 13. uge med sygedagpenge.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Kilder
- Data kommer fra KMD's sygedagpengeregistre, dvs. KMD Dagpenge (sygedagpenge) til og med den 24. maj 2020 for alle kommuner, dog frem til og med den 24. november 2019 for Vejen og Helsingør kommuner og frem til og med den 23. februar 2020 for Assens, Ishøj, Randers, Vallensbæk og Århus kommuner. Derefter er kilden Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD).
- Derudover benyttes Amfora og kommunale sagsbehandlingssystemer.
Opdatering
Målingen opdateres hver måned den 7. hverdag. Målingen opdateres med en ny periode 2 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i marts måned opdateres målingen med januar, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- Sygedagpenge: Antal personer og fuldtidspersoner
- Sygedagpenge: Antal delvise raskmeldinger/sygemeldinger
- Sygedagpenge: Antal aktiverede og fuldtidsaktiverede