09.10.2026
Sygedagpenge: Overlevelseskurver
Målingen viser hvor stor en andel af de personer, der påbegynder et sygedagpengeforløb, der fortsat modtager sygedagpenge eller offentlig forsørgelse i øvrigt på forskellige tidspunkter op til 52 uger efter forløbets start.
Om sygedagpenge
Sygedagpenge udbetales til personer, som er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom, som har en vis tilknytning til arbejdsmarkedet, og som i øvrigt opfylder betingelserne i sygedagpengeloven.
Både lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige, som modtager arbejdsløshedsdagpenge, kan være berettigede til at modtage sygedagpenge, hvis de opfylder betingelserne i sygedagpengeloven. Det betyder bl.a.:
- at den sygemeldte skal opfylde et beskæftigelseskrav over for kommunen eller arbejdsgiveren.
- at den sygemeldte skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og ikke være omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24.
Overlevelseskurverne i denne måling tager udgangspunkt i alle påbegyndte sygedagpengeforløb inden for den valgte periode, og viser, hvor mange forløb der forsat er i gang over tid uge for uge frem til 52 uger efter forløbets start. Der skal være tale om mindst én dags fravær fra sygedagpenge, før det bliver registreret som en afgang fra kontanthjælp.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Uden tilbagefald til den valgte ydelse
- Med tilbagefald til den valgte ydelse
- Med tilbagefald til alle ydelser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog sygedagpenge inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Uden tilbagefald til den valgte ydelse
Målingen viser, hvor stor en andel der uden afbrydelse, modtager sygedagpenge på et givent tidspunkt efter forløbets påbegyndelse. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på sygedagpenge indenfor den valgte periode, opgøres det, hvor mange der uden afbrydelse fra forløbets start, modtager sygedagpenge på forskellige tidspunkter herefter. I målingsvariabel 1 tages der således ikke højde for personer, der ophører med at modtage sygedagpenge, men senere i perioden modtager ydelsen. Den samme person kan godt optræde flere gange i målingen med forskellige forløb, såfremt personen har påbegyndt flere forløb på sygedagpenge indenfor den valgte periode.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Målingen er beregnet som en procentdel af det samlede antal påbegyndte forløb i perioden. De forløb, der er uafsluttede efter det valgte antal uger sættes i forhold til det samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode. Det vil sige:
Procentdel uafsluttede=(f(x)/g)*100%
f(x)=antal forløb, der er uafsluttede x uger efter den første ledighedsdag med udbetaling af sygedagpenge
g=samlede antal påbegyndte forløb i den valgte periode
Af målingen kan man se, hvor stor en procentdel af forløbene i den valgte periode, der varer x uger eller mere uden afbrydelse. Omvendt kan det som residual af målingen udledes, hvor stor en procentdel af forløbene, der ophører senest x uger efter påbegyndelsen af forløbet.
Eksempel: En person påbegynder et sygedagpengeforløb i uge 1. Personen modtager sygedagpenge frem til og med uge 4, men kommer herefter i job og stopper med at modtage sygedagpenge i minimum én dag. Dette forløb er i målingsvariabel 1 afsluttet, og vil kun indgå i uge 1-4. Hvis personen efterfølgende genoptager sygedagpenge startes der et nyt forløb, som tæller forfra fra tidspunktet, hvor sygedagpenge er genoptaget.
Målingsvariabel 2: Med tilbagefald til den valgte ydelse
Målingen viser hvor stor en andel der – uge for uge – modtager sygedagpenge på et givent tidspunkt efter forløbets start. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på sygedagpenge indenfor den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel, der modtager sygedagpenge på forskellige tidspunkter herefter. Der tages højde for, at personer, der afgår fra sygedagpenge, senere kan vende tilbage til ydelsen igen. Den samme person indgår således i målingen i alle de uger efter forløbets start, hvor personen modtager sygedagpenge.
Til forskel fra målingsvariabel 1, hvor forløbet regnes som ophørt første gang personen ikke længere modtager sygedagpenge (i minimum én dag), opgør målingsvariabel 2, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt et forløb indenfor den valgte periode, der uge for uge frem til 52 uger efter forløbets start fortsat modtager sygedagpenge.
Eksempel: En person påbegynder et sygedagpengeforløb i uge 1. Personen er ledig frem til og med uge 4, men kommer herefter i job. I uge 50 og resten af perioden er personen herefter tilbage på sygedagpenge. I målingsvariabel 2 tæller dette ydelsesforløb med i uge 1-4 samt i uge 50-52.
Målingsvariabel 3: Med tilbagefald til alle ydelser
Målingen viser, hvor stor en andel der uge for uge, modtager sygedagpenge eller anden offentlig forsørgelse (undtaget SU) på et givent tidspunkt efter forløbets påbegyndelse. Med udgangspunkt i gruppen af personer, der har påbegyndt et forløb på sygedagpenge indenfor den valgte periode, opgøres det, hvor stor en andel der modtager offentlige ydelser på forskellige tidspunkter herefter. Der tages således højde for, at personer, der afgår fra sygedagpenge, senere kan vende tilbage til sygedagpenge eller anden offentlig ydelse. Den samme person indgår således i målingen i alle de uger efter forløbets start, hvor personen modtager offentlig ydelse. Det registreres således kun som en afgang, i de perioder hvor personen er overgået til beskæftigelse, en SU-godkendt uddannelse eller bliver selvforsørget.
Målingsvariablen er opdelt på nedslagstidspunkterne: 0, 4, 8, 13, 17, 21, 26, 30, 34, 39, 43, 47 og 52 uger samt antal påbegyndte forløb.
Til forskel fra måling 2 registreres det kun som en afgang, hvis personen overgår til beskæftigelse, en SU-godkendt uddannelse eller bliver selvforsørgende. Ved at sammenholde målingsvariabel 2 og 3 vil man kunne se, om årsagen til, at populationen ikke længere modtager sygedagpenge skyldes skift til anden offentlig ydelse eller beskæftigelse, SU og selvforsørgelse.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende som modtager sygedagpenge
- A-dagpengemodtagere som modtager sygedagpenge (efter de første 14 dages sygefravær)
- Delvist syge-/raskmeldtes
Indgår ikke:
- De første 14 dages sygefravær for sygemeldte a-dagpengemodtagere, såfremt sygeforløbet fra ledighed er kortere end 14 dage (reglen trådte i kraft 5. januar 2015 og indebærer, at a-kassen udbetaler dagpenge i den indledende periode)
Vær opmærksom på
Da der er mange efterregistreringer på sygedagpengeområdet vil antal forløb og personer i specielt den seneste måned erfaringsmæssigt blive øget ved næste opdatering af sygedagpengeområdet - omkring 5 pct. målt i fuldtidspersoner og 7-8 pct. målt i antal berørte personer og forløb. Det er især antallet af korte forløb der øges.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Pr 1. juni 2008 er arbejdsgiverperioden øget fra 15 til 21 dage. Arbejdsgiverperioden er efterfølgende øget til 30 dage for alle sygeforløb påbegyndt 2. januar 2012 eller herefter. Hver forøgelse af arbejdsgiverperioden medfører isoleret set færre og kortere sygedagpengeforløb.
Kilder
- Data kommer fra KMD's sygedagpengeregistre, dvs. KMD Dagpenge (sygedagpenge) til og med den 24. maj 2020 for alle kommuner, dog frem til og med den 24. november 2019 for Vejen og Helsingør kommuner og frem til og med den 23. februar 2020 for Assens, Ishøj, Randers, Vallensbæk og Århus kommuner.
- Derefter er kilden Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD).
Opdatering
Målingen opdateres hvert kvartal, den 12. hverdag i måneden. Målingen opdateres med en ny periode fem måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i maj måned opdateres målingen med 4. kvt. i det forrige år, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- Sygedagpenge: Antal forløb fordelt på varighed
- Sygedagpenge: Antal personer og fuldtidspersoner
- Sygedagpenge: Antal påbegyndt og afsluttede forløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- Sygedagpenge: Antal og varighed af afsluttede forløb
- Sygedagpenge: Antal delvise raskmeldinger/sygemeldinger
- Sygedagpenge: Arbejdsmarkedsstatus 1, 3, 6 og 12 mdr. efter afsluttet forløb
- Sygedagpenge: Forsørgelsesudgifter