15.10.2026
Fleksydelse: Antal personer og fuldtidspersoner
Målingen viser, hvor mange personer som modtog fleksydelse i den valgte periode, opgjort som unikke personer og fuldtidspersoner, samt som andel af arbejdsstyrken og befolkningen.
Om fleksydelse
Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse for borgere, som er visiteret til et fleksjob og tilmeldt fleksydelsesordningen, og som ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen.
For personer født den 1. juli 1959 og derefter kan fleksydelse modtages i op til 3 år. Fra 1. juli 2018 blev perioden gradvist afkortet fra 5 til 3 år før folkepensionen Som yderligere betingelser skal man:
- Betale fleksydelsesbidrag
- Være visiteret til et fleksjob og have været det i mere end 3 måneder
- Som hovedregel have betalt fleksydelses- og efterlønsbidrag i sammenlagt 30 år
- Være fyldt 64 år, men ikke nået folkepensionsalderen. Fleksydelsesalderen blev gradvist forhøjet fra 60 til 64 år fra 2014 til 2023
- Have indberettet værdien af pensioner
- Have bopæl i Danmark eller i et andet EØS-land.
Fleksydelsens størrelse afhænger af, hvornår man er født, og om man har pensioner og andre indtægter.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal personer
- Antal fuldtidspersoner
- Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år
- Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen 16-66 år
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog fleksydelse inden for den valgte periode.
Personen tilknyttes den kommune, hvor vedkommende har bopæl i følge cpr-registret ultimo den måned, som udbetalingen af fleksydelse vedrører. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Hvis efter- eller modposteringer udbetales efter flytning til en anden kommune, vil de blive tilknyttet den første bopælskommune, og personen vil således kun tælle med i den første bopælskommune.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Personer, der modtager fleksydelse og er bosiddende i udlandet indgår under "Uoplyst" ved områdefordelingen.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal personer
Målingsvariablen viser antal unikke personer, der har modtaget fleksydelse i den valgte periode. Personer der har modtaget fleksydelse flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen.
Fleksydelsesalderen stiger i takt med folkepensionsalderen, men minimumsalderen for at modtage fleksydelse har aldrig været lavere end 60 år, og det er kun muligt at modtage fleksydelse indtil folkepensionsalderen. Af denne grund udgår personer under 60 år og personer over folkepensionsalderen udgår måneden efter deres fødselsdag.
Eksempel: Hvis den valgte periode er ét år, og en person har modtaget fleksydelse to eller flere gange inden for dette år, vil personen således kun tælle som én person i opgørelsen.
Målingsvariabel 2: Antal fuldtidspersoner
Målingsvariablen viser antal personer, der har modtaget fleksydelse omregnet til fuldtidspersoner ved hjælp af den gennemsnitlige varighed på ydelsen inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er opgjort som antal timer, hver enkelt person har modtaget fleksydelse inden for den valgte periode divideret med det samlede antal timer, som hele perioden dækker over. Dvs. målingen summerer hvor meget af tiden den enkelte person har modtaget fleksydelse inden for den givne periode.
Eksempel: Hvis man har valgt perioden ét år, svarende til 1.924 timer, og en person har modtaget fleksydelse i 962 timer, svarende til 26 uger, vil personen tælle med som en halv person i opgørelsen af antal fuldtidspersoner.
Målingsvariabel 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år
Målingsvariablen viser antal fuldtidspersoner, der har modtaget fleksydelse opgjort som andel af de 16-66-årige i arbejdsstyrken.
Målingen er opgjort som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken er opgjort som personer, der enten er i beskæftigelse eller er ledige, og opgøres én gang om året.
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner på fleksydelse i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med arbejdsstyrken i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes arbejdsstyrken for 2024 i beregningen.
Målingsvariabel 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen 16-66 år
Målingsvariablen viser antal fuldtidspersoner, der har modtaget fleksydelse opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
Målingsvariablen er opgjort som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen. Befolkningstallet er opgjort som personer bosiddende i Danmark, og opgøres én gang i starten af hvert år.
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner på fleksydelse i pct. af befolkningen 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med befolkningen 16-66 år i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes befolkningstallet 16-66 år for 2024 i beregningen.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Personer fyldt 60 år, men ikke nået folkepensionsalderen, som har modtaget fleksydelse i den valgte periode
- Personer der har modtaget et beløb i fleksydelse, der er større end nul kroner
- Personer bosiddende i udlandet (under "Uoplyst område" i områdefordeling)
Indgår ikke:
- Personer under 60 år (udgår)
- Personer over folkepensionsalderen (udgår måneden efter den måned de når folkepensionsalderen)
- Perioder hvor der er sket modregning eller fradrag af det fulde udbetalte beløb
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Ordningen trådte i kraft første gang den 1. juli 2001. Der findes valide data fra 2008 og frem.
Der har været mulighed for kontant og skattefri udbetaling af fleksydelsesbidrag i 2012, 2018 og 2022. Fra 2014 til 2017 blev fleksydelsesalderen hævet med et halvt år om året, hvilket i disse år har ført til en faldende population.
Den 1. maj 2015 overgik ansvaret for udbetaling af fleksydelse fra kommunerne til ATP.
Kilder
- Ydelsesdata for fleksydelsesmodtagere kommer for perioder efter 1. maj 2015 fra Udbetaling Danmark.
- Ydelsesdata for perioder før 1. maj 2015 kommer fra hver enkelt kommune gennem indberetninger i KMD Aktiv.
- Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik
Opdatering
Målingen opdateres den 12. hverdag i hver måned, med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i marts måned opdateres målingen med data for februar måned, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- Efterløn: Antal personer og fuldtidspersoner
- Førtidspension: Antal personer og fuldtidspersoner
- Seniorpension: Antal personer og fuldtidspersoner
- Tidlig pension: Antal personer og fuldtidspersoner
- Folkepension: Antal personer og fuldtidspersoner
- Antal personer og fuldtidspersoner (alle ydelser under ét)