15.10.2026
Tidlig pension: Antal personer og fuldtidspersoner på tidlig pension
Målingen viser, hvor mange personer som modtog tidlig pension i den valgte periode, opgjort som unikke personer og som fuldtidspersoner, samt som andel af arbejdsstyrken og befolkningen 16-66 år.
Om tidlig pension
Siden den 1. august 2021 har en borger haft mulighed for at søge om ret til tidlig pension, med henblik på udbetaling af ydelsen fra 1. januar 2022.
Anciennitetskravet for tidlig pension er baseret på, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Ancienniteten optjenes fra det fyldte 16. år og frem til 6 år (7 år for visse årgange) før folkepensionsalderen. Alderen for opgørelse og antallet af år vil følge udviklingen i folkepensionsalderen.
For at borgere, der er født før 1. januar 1965, kan overgå til tidlig pension i henholdsvis 1, 2 eller 3 år før folkepensionsalderen, er det en betingelse, at man har henholdsvis 42, 43 eller 44 års anciennitet på arbejdsmarkedet, når man er 61 år. For borgere, der er født fra 1. januar 1965, stiger vurderingsalderen gradvist, det samme gør anciennitetskravet for tilknytning til arbejdsmarkedet.
Anciennitet på arbejdsmarkedet opgøres som perioder i beskæftigelse, som selvstændig erhvervsdrivende og med visse former for offentlige forsørgelsesydelser.
Det er desuden en betingelse for at få ret til tidlig pension, at borgeren opfylder de grundlæggende krav til statsborgerskab, bopæl og bopælstid, som gælder for ret til pension efter lov om social pension.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal personer
- Antal fuldtidspersoner
- Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år
- Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen 16-66 år
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte modtog tidlig pension inden for den valgte periode. A-kasse er opgjort tre måneder inden første udbetaling af tidlig pension.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Personen tilknyttes den kommune, hvor vedkommende har bopæl i følge cpr-registret ultimo den måned, som udbetalingen af førtidspension vedrører. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe i perioden.
Ved fordeling af målingen på kommuner, dækker "Uoplyst Kommune" hovedsageligt udbetalinger af tidlig pension til personer bosat i udlandet.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal personer
Målingsvariablen viser antal unikke personer, der har modtaget tidlig pension i den valgte periode. Personer, der har modtaget tidlig pension flere gange inden for den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen.
Eksempel: Hvis den valgte periode er ét år, og en person har modtaget tidlig pension to eller flere gange inden for dette år, vil personen således kun tælle som én person i opgørelsen.
Målingsvariabel 2: Antal fuldtidspersoner
Målingsvariablen viser antal personer der har modtaget tidlig pension i den valgte periode, omregnet til fuldtidspersoner ved hjælp af den gennemsnitlige varighed på ydelsen inden for den valgte periode.
Målingsvariablen er opgjort som antal måneder, hver enkeltperson har modtaget tidlig pension inden for den valgte periode divideret med det samlede antal måneder, som hele perioden dækker.
Eksempel: Hvis man har valgt perioden ét år – og dermed 12 måneder – og en person har modtaget tidlig pension i 6 måneder, vil personen tælle med som en halv person i opgørelsen af antal fuldtidspersoner.
Målingsvariabel 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Målingsvariablen viser antal fuldtidspersoner, der har modtaget tidlig pension, opgjort som andel af de 16-66-årige i arbejdsstyrken.
Målingen er opgjort som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken er opgjort som personer, der enten er i beskæftigelse eller er ledige, og opgøres én gang om året.
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner på tidlig pension i pct. af arbejdsstyrken 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med arbejdsstyrken i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes arbejdsstyrken for 2024 i beregningen.
Målingsvariabel 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingsvariablen viser antal fuldtidspersoner, der har modtaget tidlig pension, opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
Målingsvariablen er opgjort som antal fuldtidspersoner på tidlig pension (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen. Befolkningstallet er opgjort som personer bosiddende i Danmark, og opgøres én gang i starten af hvert år
Eksempel: Hvis den valgte periode er én måned, opgøres fuldtidspersoner på tidlig pension i pct. af befolkningen 16-66 år som antal fuldtidspersoner i den valgte måned divideret med befolkningen 16-66 år i det år den valgte måned tilhører. Vælges f.eks. januar 2024 benyttes befolkningstallet 16-66 år for 2024 i beregningen.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Unikke personer der har modtaget tidlig pension i den valgte periode
- Udbetalinger frem til og med den måned, hvor personen når folkepensionsalderen
- Udbetalinger til personer til de når folkepensionsalderen – målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder
- Personer bosat i udlandet — fremgår under "Uoplyst" ved områdefordelingen
- Personer, der dør, får tilknyttet seneste bopælskommune
Indgår ikke:
- Udbetalinger der ligger efter folkepensionsalderen — disse frasorteres
- Udbetaling af folkepension til afdøde fra og med måneden efter deres dødsdag
- Modregnede udbetalinger — sker der i perioden en modregning af det udbetalte, betragtes personen ikke som værende modtager af førtidspension; er beløbet større end det udbetalte i perioden, modregnes der også i perioden før og så fremdeles
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
Kilder
- Data kommer fra Udbetaling Danmark Pension.
- Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik.
Opdatering
Målingen opdateres den 8. hverdag i hver måned, med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i marts måned opdateres målingen med data for februar måned, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger
- Tidlig pension: Tilgang til tidlig pension
- Tidlig pension: Afgørelser om tidlig pension
- Tidlig pension: Forsørgelsesudgifter til tidlig pension