24.08.2023
Om antal forløb fordelt på varighed
Målingen viser uddannelseshjælpsforløb fordelt på varighed. Det gælder både varighed i forhold til, hvor længe personen har modtaget uddannelseshjælp og varighed baseret på, hvor længe personen har modtaget uddannelseshjælp eller en anden offentlig ydelse.
Hvad viser målingen?
Målingsvariabel 1: Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
Viser antal uddannelseshjælpsforløb på et givet tidspunkt fordelt efter, hvor længe personerne har modtaget uddannelseshjælp.
Målingsvariabel 2: Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Viser antal uddannelseshjælpsforløb på et givet tidspunkt fordelt efter, hvor længe personerne har modtaget uddannelseshjælp eller en anden offentlig ydelse.
Hvordan er målingen beregnet?
Målingsvariabel 1: Antal forløb fordelt på varighed på ydelsen
Varigheden af perioden på uddannelseshjælp beregnes ud fra antal sammenhængende dage på uddannelseshjælp, indtil der er minimum én sammenhængende kalendermåned uden den pågældende ydelse. Varigheden opgøres kun inden for samme kommune. Hvis en person flytter mellem to kommuner, bliver forløbet således opgjort i fraflytter kommunen som ét forløb, mens forløbet i tilflytter kommunen bliver opgjort som et andet forløb. Et forløb tæller kun med i opgørelsen, hvis det er i gang den sidste dag i den valgte periode.
Målingsvariabel 2: Antal forløb fordelt på varighed, alle ydelser
Antal forløb opgøres som i måling 1. Varigheden af perioden på alle ydelser beregnes ud fra antal dage, hvor personen i forløbet har modtaget forsørgelsesydelser (inklusiv perioder med aktivering), indtil der er minimum én sammenhængende kalendermåned uden ydelser. Forsørgelsesydelser omfatter a-dagpenge og ferie fra ledighed samt følgende kommunale ydelser: særlig uddannelsesydelse, kontantydelse, arbejdsmarkedsydelse, jobafklaringsforløb, kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, forrevalidering, revalidering, sygedagpenge, ressourceforløbsydelse, ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension.
Øvrige opmærksomhedspunkter
Fra 1. september 2015 blev der indført en selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt en overgangsydelse (ændret betegnelse fra integrationsydelse januar 2020). Ydelserne træder i stedet for uddannelses- eller kontanthjælp for nytilkomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge samt personer, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet. Fra 1. juli 2016 får alle i denne gruppe selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse. Indførelsen af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse betyder, at udviklingen i uddannelses- og kontanthjælp efter 1. september 2015 skal tolkes med varsomhed.
Definition af forløb
Der skal være mindst én kalendermåneds fravær af uddannelseshjælp, før det registreres som et afsluttet forløb. Det bliver betragtet som et nyt forløb, hvis uddannelseshjælp genoptages efter der i en forudgående sammenhængende kalendermåned ikke har været udbetalt uddannelseshjælp.
Hvad kan målingen fordeles på?
Udover geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
- Køn
- Alder
- Herkomst
- Visitationskategori
Disse data er for alle personer opgjort den sidste dag, den enkelte modtog uddannelseshjælp inden for den valgte periode. Hvis en person er flyttet mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i opgørelsen for begge kommuner, men kun som én person for hele landet. Det samme gør sig gældende, hvis en person skifter aldersgruppe eller visitationskategori i perioden.
Hvor kommer data fra?
Data kommer fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer samt AMFORA.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret hver måned
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden