20.08.2024
Andel dagpengemodtagere med mindst tre jobsamtaler i den tidlige indsats falder i juli 2024
En række jobcentre vil opleve, at andelen dagpengemodtagere i den tidlige indsats, som har fået afholdt de lovpligtige tre jobsamtaler, falder mærkbart fra juni til juli 2024. Det sker i forbindelse med, at en ny gruppe dagpengemodtagere, der er omfattet af de nye regler for det delte kontaktforløb mellem a-kasser og jobcentre, indfases. På landsplan falder andelen, der har fået det lovpligtige antal samtaler samlet set med ca. 11 procentpoint fra knap 90 pct. til godt 79 pct.

Ændringen kan tilskrives, at der i juli 2024 sker en stor ændring i sammensætningen af dagpengemodtagere, som der måles på i målingen. Frem til juni 2024 består populationen i målingen udelukkende af dagpengemodtagere, som er blevet målt efter overgangsregler. Det ændres fra og med juli måned, hvor ca. 2/3 af populationen består af dagpengemodtagere, som måles efter nye regler og hvor kun ca. 1/3 af dagpengemodtagerne måles efter overgangsreglerne.
Overgangsreglerne har givet jobcentrene op til seks måneder til at give dagpengemodtagere tre jobsamtaler, hvilket er nemmere at opfylde end de nye krav pr. 1 januar 2024 (tre jobsamtaler i den 4. – 6. måned af kontaktforløbet).
Andel dagpengemodtagere, der opfylder kravet om mindst tre jobsamtaler i henhold til overgangsreglerne, har ligget på ca. 95 pct. på landsplan i 1. halvår 2024, mens andel dagpengemodtagere med mindst tre jobsamtaler målt efter de nye regler ligger på ca. 75 pct. på landsplan i juli 2024.
Indfasningen af gruppen af dagpengemodtagere, som har påbegyndt deres kontaktforløb i a-kassen fra og med 1. januar 2024 efter de nye regler, indfases i stort omfang i målingen i juli måned, som er den første måned hvor det er muligt at opnå 183 dages/962 timers sammenlagt ledighed efter først et forløb i a-kassen og derefter et forløb i jobcenteret. Det er sammen med den gradvise udfasning af overgangspersonerne årsagen til den markante ændring i sammensætningen af populationen i målingen.
Niveauet for andel dagpengemodtagere med mindst tre jobsamtaler kan blive påvirket fremover i forbindelse med den endelige udfasning af dagpengemodtagere, som har været målt efter overgangsreglerne. Den største virkning af den ændrede populationssammensætning forventes dog at kunne aflæses i tallene for juli 2024 og eventuelt de efterfølgende par måneder.