07.05.2025
Målgruppen for arbejdspligt finder arbejde inden for forskellige områder
En ud af fem i målgruppen for arbejdspligt opnåede løntimer i 2023, viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Flest fik løntimer inden for rengøringsarbejde.

Fra 1. januar 2025 er modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejse- eller overgangsydelse omfattet af arbejdspligt. Arbejdspligten kan være på op til 37 timer om ugen og kan blandt andet opfyldes gennem løntimer, hvor borgeren har beskæftigelse på almindelige vilkår ved siden af ydelsen.
Målgruppen for arbejdspligt får løntimer inden for forskellige områder, men flest inden for rengøringsarbejde. 17 procent opnåede således deres løntimer inden for denne stillingsbetegnelse. Herefter følger manuelt arbejde inden for bygge og anlæg mv. Der er forskel på, hvor mænd og kvinder i målgruppen opnår deres løntimer. Flest kvinder får løntimer inden for rengøring, mens manuelt arbejde inden for blandt andet bygge og anlæg, transport og produktion er mest udbredt blandt mænd.
Størstedelen af dem, der fik løntimer ved siden af deres ydelse, havde fortsat løntimer seks måneder efter. Det gjaldt for to ud af tre. I løbet af perioden steg deres arbejdstid også markant.
Du kan læse analysen her: Mange jobmuligheder hos målgruppen for arbejdspligt