18.02.2025
Ny analyse: Hver 15. jobannonce nævner hjemmearbejde
Andelen af jobannoncer, der nævner hjemmearbejde, vokser. Ti gange flere jobannoncer nævner hjemmearbejde end for fem år siden.

Hjemmearbejde er blevet mere og mere udbredt de seneste år, og det afspejles nu i virksomhedernes jobannoncer. En ny undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at hjemmearbejde nævnes som mulighed i langt flere opslag end tidligere.
Ti gange flere jobannoncer nævner således hjemmearbejde end for bare fem år siden. I 2019 blev hjemmearbejde kun nævnt i 0,7 procent af alle jobannoncer, mens andelen var steget til 6,7 procent i 2024. Det svarer til hver 15. jobannonce.
Stigningen er sammenfaldende med coronaperioden. Fra 2014 til 2019 lå andelen af jobannoncer, der nævner hjemmearbejde, således stabilt på under 1 procent.
På tværs af erhvervsområder er der stor forskel på, hvor ofte hjemmearbejde bliver nævnt i jobannoncer. Ikke så overraskende er det mest udbredt inden for de erhvervsområder, hvor arbejdet primært foregår foran en computer, som eksempelvis IT og Teleteknik. Her bliver hjemmearbejde nævnt i 17,9 procent af annoncerne. Modsat bliver hjemmearbejde kun nævnt i 0,5 procent af annoncerne inden for Hotel, restauration, køkken og kantine.
Gå til analyse:
Hjemmearbejde vokser: Hver 15. jobannonce nævner hjemmearbejde