Mere end én ud af tre nyuddannede bliver ansat i samme virksomhed, hvor de havde studiejob eller læreplads under uddannelsen. Det gælder både for studerende på videregående og erhvervsfaglige uddannelser, viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Godt én ud af tre nyuddannede fortsætter i samme virksomhed
For nyuddannede er det en gevinst at have haft et arbejde ved siden af uddannelsen. For en del nyuddannede fører tilknytningen til en virksomhed under uddannelsen nemlig til en ansættelse i selv samme virksomhed, når de har afsluttet deres uddannelse.
I sommeren 2024 afsluttede 39.000 personer en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det omfatter både erhvervsfaglige uddannelser samt korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Godt 33.000 af de nyuddannede havde erhvervserfaring fra et job eller en læreplads under deres uddannelse.
Ud af dem med erhvervserfaring blev 37 procent af de nyuddannede ansat i samme virksomhed, som de arbejdede i under uddannelsen. Det er særligt nyuddannede fra erhvervsfaglige uddannelser, der bliver i den samme virksomhed, jf. figur 1.
Figur 1: Godt en tredjedel af de nyuddannede arbejder i den samme virksomhed tre måneder efter afsluttet uddannelse
Anm: Figur 1 viser andel nyuddannede fra erhvervskompetencegivende uddannelser, der har haft et job under uddannelsen, og som arbejder i den samme virksomhed tre måneder efter de har afsluttet deres uddannelse. Opgørelsen omfatter udelukkende personer, der har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse i juni, juli eller august 2024. Se ”Sådan er der gjort” sidst i analysen for uddybning af metode og definitioner. Kilde: Egne beregninger på baggrund af DREAM, UDDA og BFL.
I analysen betragtes en nyuddannet som ansat i samme virksomhed, hvis vedkommende tre måneder efter endt uddannelse arbejder i en virksomhed, som personen var ansat i inden for de sidste to år af uddannelsen.
På tværs af uddannelsestyper er der forskel på, hvor mange nyuddannede der fortsætter i samme virksomhed efter endt uddannelse. Blandt de erhvervsuddannede, der havde et job eller en læreplads under uddannelsen, fortsatte 49 procent i den samme virksomhed. Det er den højeste andel for alle uddannelsestyper.
For nyuddannede på de videregående uddannelser er andelen mellem 12 og 17 procentpoint lavere. Her forbliver omkring 32 til 37 procent af de nyuddannede i den virksomhed, de arbejdede i under deres studie, afhængigt af uddannelsestype.
Visse uddannelser er vejen til ansættelse i samme virksomhed
Også når det gælder uddannelsesretninger, er der forskel på hvor stor en andel, der forbliver i samme virksomhed efter endt uddannelse.
Højdespringerne er nyuddannede, der har afsluttet en uddannelse inden for transport og logistikområdet. Her fortsætter 65 procent i den samme virksomhed.
Zoomer man ind på de videregående uddannelser, er det en sundhedsfaglig kort videregående uddannelse, der har den højeste andel af nyuddannede, der bliver ansat i den samme virksomhed. Det gælder for 57 procent.
Figur 2: Top tre uddannelsesretninger der har den højeste andel nyuddannede, der arbejder i den samme virksomhed efter endt uddannelse
Anm.: Figur 2 viser top tre uddannelsesretninger inden for hver uddannelsestype, der har den højeste andel nyuddannede, der arbejder i den samme virksomhed, tre måneder efter, de har afsluttet deres uddannelse. De nyuddannede er fordelt på deres uddannelsesretninger. Alle uddannelser med færre end 100 personer med studiejob eller læreplads samt uddannelser uden nærmere angivelse, er lagt sammen i kategorierne ”øvrige” for hver uddannelse. Personer, der har været i skolepraktik indgår ikke i gruppen af personer med job under uddannelsen. I analysen betragtes en nyuddannet som ansat i samme virksomhed, hvis vedkommende tre måneder efter endt uddannelse arbejder i en virksomhed med samme p-nummer, som personen var ansat i inden for de sidste to år af uddannelsen. Det er dog med undtagelse af de tre måneder op til de færdiggør uddannelsen. Opgørelsen omfatter udelukkende personer, der har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse i juni, juli eller august i 2024. Kilde: Egne beregninger på baggrund af DREAM, UDDA og BFL
Sådan er der gjort
Analysen er baseret på STARs forløbsregister DREAM samt uddannelsesregisteret (UDDA) og det detaljerede lønmodtagerregister baseret på e-Indkomst (BFL). Der er taget udgangspunkt i personer, der har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse i løbet af juni, juli og august i 2024, og som ikke efterfølgende er startet på en ny uddannelse.
En erhvervskompetencegivende uddannelse dækker over erhvervsuddannelser samt korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.
Hvis en person har været i beskæftigelse i minimum én måned under studiet, så er vedkommende i gruppen af personer, der har haft et studiejob eller læreplads. Det er dog med undtagelse af de tre måneder op til uddannelses afslutning. Disse måneder er udeladt for at sikre, at den beskæftigelse, som de studerende der får et fuldtidsjob inden uddannelsens afslutning har, ikke tæller med. Personer der har været i skolepraktik indgår ikke i gruppen af personer med job under uddannelsen.
Hvis en nyuddannet har en beskæftigelsesgrad højere end nul i en given måned efter uddannelsens slutdato, så defineres vedkommende som værende i beskæftigelse som færdiguddannet.
I analysen betragtes en nyuddannet som ansat i samme virksomhed, hvis vedkommende tre måneder efter endt uddannelse arbejder i en virksomhed med samme p-nummer, som personen var ansat i under studiet.
Hent analysen
Du kan downloade analysen som PDF gennem linket neden for.