24.09.2026
Efterløn: Forsørgelsesudgifter
Målingen viser de samlede offentlige forsørgelsesudgifter til efterløn i den valgte periode opgjort i løbende priser.
Om efterløn
Efterløn er en frivillig tilbagetrækningsordning for medlemmer af en a-kasse, der betaler efterlønsbidrag.
Ordningen giver mulighed for en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet nogle år før den egentlige folkepensionsalder.
For personer født den 1. juli 1959 og derefter kan efterløn modtages i op til 3 år. Fra 1. juli 2018 blev perioden gradvist afkortet fra 5 til 3 år før folkepensionen. For at opfylde betingelserne for at få ret til efterløn skal man:
- Være medlem af en dansk a-kasse
- Være fyldt 64 år, men ikke nået folkepensionsalderen. Efterlønsalderen blev gradvist forhøjet fra 60 til 64 år fra 2014 til 2023
- Som hovedregel have betalt efterlønsbidrag i sammenlagt 30 år og senest fra det fyldte 30. år
- Kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge ved ledighed
- Have indberettet værdien af pensioner
- Have bopæl i Danmark eller i et andet EØS-land.
At udgifterne er opgjort i løbende priser betyder, at udgiftsudviklingen fra år til år angiver de faktisk afholdte udgifter til finansiering af efterløn. Udgifterne er således ikke korrigeret for den årlige løbende satsregulering af overførselsindkomster, jf. satsreguleringsloven.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Offentlige forsørgelsesudgifter, løbende priser
Målingen kan fordeles på:
Alle fordelingsvariable opgøres den sidste dag, den enkelte var på efterløn inden for den valgte periode.
Personen tilknyttes den kommune, hvor vedkommende har bopæl i følge cpr-registret ultimo den måned, som udbetalingen af efterløn vedrører. Hvis en person skifter bopæl i løbet af en måned, fordeles udgifterne på begge kommuner, og personen kan indgå med udgifter i flere kommuner.
Aldersmæssigt afgrænses målingen til at indeholde personer indtil de er nået folkepensionsalderen, og tæller således kun med til og med den måned, hvor de når folkepensionsalderen. Evt. udbetalinger, der ligger efter folkepensionsalderen frasorteres. Målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder, som eksempelvis i 2018 var 65 år, mens den i 2025 var 67 år. Dermed vil populationen af 65+ årige være stigende i denne periode.
Personer, der modtager efterløn og er bosiddende i udlandet indgår under "Uoplyst" ved områdefordelingen.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Offentlige forsørgelsesudgifter, løbende priser
Målingsvariablen viser de samlede offentlige forsørgelsesudgifter (kommunale + statslige udgifter) til efterløn inden for den valgte periode. Udgifterne er målt i løbende priser.
Forsørgelsesudgifterne vedrører efterlønsforløb inden for den valgte periode — det er forløbets faktiske placering og ikke konteringstidspunktet, der bestemmer periodiseringen af udgiften.
Fra 1. juli 2017 er udgifterne beregnet på baggrund af de udbetalte timer og den gældende sats fra FLEUR.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Offentlige forsørgelsesudgifter til efterløn inden for den valgte periode
- Udgifter periodiseret efter forløbets faktiske placering (ikke konteringstidspunktet)
- Kun ydelser der er skattepligtige i form af A-indkomst
- Udbetalinger, der er større end nul
- Udbetalinger til personer til de når folkepensionsalderen – målingen tager hensyn til skiftende folkepensionsalder
- Udbetalinger til personer bosat i udlandet — vises under "Uoplyst område" i områdefordelingen
- Udgifterne tæller med i den kommune, som borger var bosat i ultimo perioden,
- Personer, der dør, får tilknyttet seneste bopælskommune
Indgår ikke:
- Udgifter til den såkaldte skattefripræmie
- Udbetaling af førtidspension til afdøde fra og med måneden efter deres dødsdag
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer vil specielt den seneste måned, der findes data for, blive øget ved næste opdatering.
Der har været mulighed for kontant og skattefri udbetaling af efterlønsbidrag i 2012, 2018 og 2022. Fra 2014 til 2017 blev efterlønsalderen hævet med et halvt år om året, hvilket i disse år har ført til en faldende population.
Kilder
- Efterlønsdata kommer fra 1. juli 2017 fra Forsikrede Ledige og Efterlønsmodtageres Udbetalings Register (FLEUR).
- Data før 1. juli 2017 kommer fra Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM).
- Bopælskommuner kommer fra CPR-registeret.
- Tal for arbejdsstyrke og befolkning kommer fra Danmarks Statistik.
Opdatering
Målingen opdateres den 16. hverdag i hver måned. Målingen opdateres med en ny periode 1 måned efter den seneste periodes afslutning. Det betyder fx, at i marts måned opdateres målingen med data for februar måned, som den seneste periode, der kan hentes tal for.