12.10.2026
Kontanthjælp: Antal rådighedssanktioner
Målingen viser, hvor mange rådighedssanktioner kommunerne har givet til kontanthjælpsmodtagere i den valgte periode opgjort i alt, fordelt på sanktionstype og som antal og andel sanktionerede personer.
Om kontanthjælp og rådighedssanktioner
Kontanthjælp er en kommunal forsørgelsesydelse til personer, der ikke kan forsørge sig selv og opfylder betingelserne om lovligt ophold i Danmark.
Enhver kan søge om kontanthjælp, hvis man ikke kan forsørge sig selv og sin familie (ægtefælle og børn under 18 år). Man kan ikke modtage kontanthjælp, hvis ens ægtefælle kan forsørge en, eller hvis man selv eller ens ægtefælle har formue, som man kan leve af.
Det er en betingelse for kontanthjælp:
- at man har været ude for en social begivenhed, for eksempel sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør
- at den sociale begivenhed har medført, at man ikke kan forsørge sig selv og sin familie
- at behovet for forsørgelse ikke kan dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.
- at man selv og ens eventuelle ægtefælle står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket vil sige, at man aktivt udnytter sine arbejdsmuligheder. Man har således pligt til at tage imod tilbud om arbejde samt til at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der kan bringe en tættere på at arbejde.
Kommunerne har mulighed for at give følgende rådighedssanktioner til kontanthjælpsmodtagere, jf. lov om aktiv socialpolitik (LBK nr. 1004 af 30. juni 2025):
Fradrag i hjælpen (§§ 36-38)
Kommunen kan give en periodesanktion, hvor hjælpen reduceres for de dage eller den periode, hvor borgeren ikke har stået til rådighed. Dette omfatter bl.a.
- Udeblivelse fra tilbud (§ 36)
- Udeblivelse fra jobsamtale (§ 37)
- Manglende tilmelding eller registrering af cv-oplysninger (§ 38)
Nedsættelse af hjælpen (§§ 39-40)
Kommunen kan give en punktsanktion, hvor hjælpen nedsættes med et fast beløb ved konkrete enkeltstående forseelser. Hjælpen nedsættes, hvis en person uden rimelig grund:
- ophører med sit arbejde eller sin ansættelse med løntilskud
- afviser tilbud om arbejde
- afviser tilbud
- undlader at give meddelelse om sygdom
- undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job
- ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg
- ophører med en uddannelse, der er påbegyndt som led i et tilbud efter LAB eller INL
- har undladt at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter
- har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for fristen
Skærpet rådighedssanktion (§ 40a)
Kommunen kan fratage en jobparat eller uddannelsesparat kontanthjælpsmodtager retten til hjælp i op til 3 måneder, hvis personen efter en tidligere sanktion igen uden rimelig grund tilsidesætter sin rådighedsforpligtelse, og adfærden viser manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse eller tilbud.
Skærpet rådighed kan bruges over for en jobparat eller uddannelsesparat kontanthjælpsmodtager, som allerede har fået en sanktion efter §§ 36-40, og som igen uden rimelig grund tilsidesætter sin rådighedsforpligtelse. Kommunen skal samtidig vurdere, at personens adfærd viser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse eller tilbud. Personen modtager i denne periode kun hjælp for de dage, hvor personen møder op i tilbud, daglige samtaler eller daglige møder i jobcenteret, jf. § 40 a.
Ophør af ydelse (§ 41)
Hjælpen ophører, hvis personen afviser et tilbud, eller har gentagen udeblivelser af et så betydeligt omfang, at det må sidestilles med en afvisning af tilbuddet. Hjælpen ophører tilsvarende hos ægtefællen, jf. § 41.
Hvad viser målingen?
Målingen viser:
- Antal sanktioner i alt
- Antal sanktioner fordelt på type
- Antal personer sanktioneret
- Andel sanktionerede ledige
Målingen kan fordeles på:
- Område
- Periode
- Køn
- Alder
- Herkomst
- Visitationskategori
- Kontanthjælpssats
Alle fordelingsvariable opgøres på tidspunktet hvor sanktionen er givet.
Det er muligt at opdele kontanthjælpsmodtagere efter, om de er under 30 år eller 30 år og derover under ét. Det er samtidigt muligt at lave en opdeling på de sædvanlige femårige aldersintervaller.
Variabelbeskrivelser
Målingsvariabel 1: Antal sanktioner i alt
Målingsvariablen viser, hvor mange rådighedssanktioner kommunerne har givet til kontanthjælpsmodtagere inden for den valgte periode.
Alle sanktioner, der er givet i en periode indgår i opgørelsen også selvom en person må have modtaget flere sanktioner i samme perioden.
Sanktionerne fordeles efter den kontanthjælpssats personerne modtog på tidspunktet for sanktionen. Der medtælles kun sanktioner, hvor personerne på tidspunktet for sanktionen modtog kontanthjælp.
Målingsvariabel 2: Antal sanktioner fordelt på type
Målingsvariablen viser, det samlede antal rådighedssanktioner givet til kontanthjælpsmodtagere inden for den valgte periode fordelt på sanktionstype.
Sanktionstyperne er:
- Ophør af ydelse
- Periodesanktion – udeblivelse fra samtale
- Periodesanktion – udeblivelse fra tilbud
- Periodesanktion – mgl. tilmelding/cv
- Punktsanktion
- Skærpet rådighed
Målingsvariabel 3: Antal personer sanktioneret
Målingsvariablen viser, antallet af ledighedsberørte kontanthjælpsmodtagere inden for den valgte periode, der har modtaget en sanktion.
Målingsvariablen opgør det samlede antal kontanthjælpsmodtagere, der i den valgte periode har modtaget en rådighedssanktion. Nogle ledige sanktioneres ikke i løbet af deres ledighedsperiode, mens andre modtager én eller flere rådighedssanktioner. Denne måling belyser, hvor mange (unikke) personer, der har modtaget en rådighedssanktion inden for den valgte periode.
Målingsvariabel 4: Andel sanktionerede ledige
Målingsvariablen viser, andelen af ledighedsberørte kontanthjælpsmodtagere inden for den valgte periode, der har modtaget en sanktion.
Målingsvariablen opgør det samlede antal kontanthjælpsmodtagere, der i den valgte periode har modtaget en rådighedssanktion i forhold til det samlede antal berørte kontanthjælpsmodtagere i samme periode. Opgørelsen viser den procentdel af det samlede antal ledighedsberørte kontanthjælpsmodtagere, der har modtaget en rådighedssanktion inden for den valgte periode.
Afgrænsninger
I målingen indgår:
- Rådighedssanktioner givet til personer, der på tidspunktet for sanktionen modtog kontanthjælp
- Alle sanktioner givet i perioden — også hvis samme person har modtaget flere sanktioner i perioden
- Konverterede historiske sanktioner — alle sanktioner givet før 1. oktober 2009 er konverteret til de nye sanktionstyper for at undgå databrud
Indgår ikke:
- Sanktioner ved uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet, jf. aktivlovens §§ 42-43
- Tilbagebetalingssanktioner fra 1. januar 2014 (kan ikke længere gives — er konverteret til punktsanktioner bagud i tid)
Vær opmærksom på
Pga. efterregistreringer kan tallene for især den seneste periode stige ved næste opdatering.
Hvis der er et udfald på færre end 3 observationer, diskretioneres cellen i tabellen. Det betyder, at et udfald på 0, 1 eller 2 erstattes med en prik. Det kan også påvirke øvrige celler i tabellen.
I begyndelsen af 2015 overgik KMD kommuner til at anvende et nyt modul til registrering af jobplaner og aktiveringstilbud. I forbindelse med overgangen til dette nye modul, Momentum, har der været problemer, især i de tidligere WorkBase kommuner, med at registrere forseelser korrekt i sagsbehandlingssystemet. Det kan have betydet, at der er nogle hændelser, der ikke er blevet registreret i sagsbehandlingssystemet og derfor ikke er behandlet i kommunen. Dermed kan niveauet for antallet af rådighedssanktioner være undervurderet i 1. kvartal af 2015.
Sanktionsreglerne er blevet lavet om hen over perioden, hvor sanktionerne vises for. For at undgå databrud i tidsserien er alle gamle sanktioner konverteret til nye sanktionstyper.
Den seneste ændring i sanktionsreglerne er den 1. januar 2014.
Fra 1. januar 2014 kan der ikke længere gives tilbagebetalingssanktioner. Tilbagebetalingssanktionerne er konverteret til punktsanktioner bagud i tid. Årsagen er, at tilbagebetalingssanktionen blev givet når en person to eller flere gange inden for 12 måneder eksempelvis ophørte sit arbejde, afviste tilbud eller ophørte i tilbud uden rimelig grund, hændelser, som ved første gang vil føre til en punktsanktion.
Fra 1. januar 2014 er skærpet sanktion indført som en ny sanktionstype, der er derfor ikke udfald i denne sanktionstype før denne dato.
Den 1. oktober 2009 blev der lavet gennemgribende ændringer i sanktionsreglerne. Alle sanktioner, der er givet før den 1. oktober 2009, er konverteret til de nye sanktionstyper.
De fleste sanktioner er konverteret én til én. Sanktionerne er konverteret således:
- Forholdsmæssig reduktion → Periodesanktion
-1/3 reduktion i 2 uger → Periodesanktion
-1/3 reduktion i 3 uger → Punktsanktion
-Midlertidig afbrydelse → Periodesanktion
-Stop af ydelse → Ophør af ydelse
-Nedsættelse af ydelse til SU-niveau → Periodesanktion
For tilbagebetalingssanktioner og 1/3 reduktion i 20 uger er det ikke muligt at lave en én til én konvertering. For disse sanktioner er der lavet følgende konverteringsregler:
-Tilbagebetalingssanktionerne er delt op på hhv. tilbagebetalingssanktioner, punktsanktioner og periodesanktioner afhængig af om der er tale om en gentagelsessanktion, samt hvilken matchgruppering de havde på sanktionstidspunktet.
-1/3 reduktion i 20 uger er fordelt på hhv. periode- og punktsanktioner. Da der er tale om en gentagelsessanktion er sanktionen fordelt afhængigt af, hvilken sanktion den ledige har modtaget indenfor 12 måneder før sanktionsdatoen.
I 2006 var det ikke muligt at opgøre sanktionstyperne ”stop af ydelse” og ”nedsættelse af ydelse til SU-niveau”, derfor giver sanktionsniveauet for 2006 ikke et samlet billede af samtlige sanktioner.
Der er introduceret en ny fordelingsvariabel kaldet 'Kontanthjælpssats'. Denne fordelingsvariabel 'binder' tidsserien sammen på tværs af det hidtidige og nye kontanthjælpssystem, som blev introduceret i juli 2025. Det betyder, at den hidtidige kontanthjælp svarer til forhøjet sats, uddannelseshjælp svare til grundsats og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse svare til mindstesats. Personer på mindstesats kan opdele på, om de er omfattet af program eller ej.
Databrud:
Der er flere databrud i tidsserien vedrørende kontanthjælpssatser, hvilket skyldes sammenhænget mellem introduktionen af nye kontanthjælpslignende ydelser og overgangen mellem det gamle og det nye kontanthjælpssystem i juli 2025.
I januar 2012 blev starthjælp og introduktionsydelse afskaffet, hvorfor persongruppen, som tidligere havde modtaget starthjælp eller introduktionsydelse, modtog kontanthjælp fra januar 2012 indtil introduktionen af integrationsydelsen i september 2015. Endvidere blev introduktionsprogrammet under integrationsloven fastholdt efter januar 2012. Personer, som deltog i introduktionsprogrammet fremgår dog fortsat under kontanthjælpssatsen 'mindstesats omfattet af program' efter januar 2012, selvom de modtog ydelse på kontanthjælpsniveau, men det skyldes, at de er omfattet af introduktionsprogrammet under integrationsloven samtidigt med, at det er den samme persongruppe, som deltog i introduktionsprogrammet før og efter afskaffelsen af starthjælp og introduktionsydelse. Derfor er persongruppen blevet bibeholdt under kontanthjælpssatsen 'mindstesats omfattet af program'. Det har ikke været muligt at bibeholde samme persongruppe, som modtog starthjælp under kontanthjælpssatsen 'mindstesats øvrige' grundet ændringer i data, så denne persongruppe fremgår under kontanthjælpssatsen 'forhøjet sats' fra januar 2012 indtil introduktionen af integrationsydelse.
I januar 2014 blev uddannelseshjælp introduceret til unge under 30 år, som ikke havde en erhvervskompetencegivende uddannelse. Når de opnåede en erhvervskompetencegivende uddannelse eller når de blev 30 år, ville de igen modtage kontanthjælp. Personer, som modtog uddannelseshjælp vil fremgå under kontanthjælpssatsen 'grundsats'.
Fra 1. september 2015 blev der indført en integrationsydelse, som fremgår under kontanthjælpssatsen 'mindstesats', hvor man genindførte opholdskravet med ophold i Danmark i syv ud af otte år for at modtage kontanthjælp. Det betød, at flere kontanthjælpsmodtagere overgik til integrationsydelse. Fra 1. juli 2016 får alle i denne gruppe integrationsydelse i forbindelse med overgangen til de nye krav til kontanthjælp.
Fra 1. januar 2016 indgår udbetalingerne af kontanthjælp til brøkpensionister, som ikke har fuld ret til en tilbagetrækningsydelse, i beregningen af andel sanktionerede ledige.
Som følge af en ændring i KMD Aktiv fra december 2018, hvor kommuner blev bedt om at indberette periode for integrationsprogrammet, har der været et synligt fald i antallet af personer, der er omfattet af program fra december 2018. Der har efterfølgende været en stigning i antallet af personer omfattet af programmet. STAR har derfor valgt at ændre i data, således at de personer, der ikke er omfattet af program i december 2018, men er i november 2018 og igen i januar 2019, bliver konverteret til omfattet af program for december måned også.
Fra januar 2019 blev optjeningsreglerne til kontanthjælp skærpet, således man skulle have ophold i landet i ni ud af ti år samt 2,5 års ordinær fuldtidsbeskæftigelse i ti år, men det havde kun effekt for personer, som var indrejst til landet fra januar 2008 eller havde haft 12 måneders sammenhængende udlandsrejse fra januar 2008.
Fra januar 2020 blev integrationsydelse omdøbt til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse.
Fra juli 2025 blev optjeningsreglerne til kontanthjælp skærpet igen ifm. introduktionen af det nye kontanthjælpssystem. Nu skulle man opfylde opholds- og beskæftigelseskravet, hvis man var indrejst til landet eller havde haft 12 måneders sammenhængende udenlandsophold siden april 1968. Det betød, at flere kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere overgik til mindstesats i juli 2025.
Fra 1. september 2015 til 31. december 2015 er der ikke ydelsesdata vedrørende mindstesats for Herning kommune.
Kilder
- Data kommer fra kommunale sagsbehandlings- og økonomisystemer.
Opdatering
Målingen opdateres hvert kvartal, den 19. hverdag i måneden. Målingen opdateres med en ny periode 4 måneder efter den seneste periodes afslutning. Det betyder f.eks., at i marts måned opdateres målingen med 4. kvt. i det forrige år, som den seneste periode, der kan hentes tal for.
Beslægtede målinger