Figur 1: Højere beskæftigelse blandt nyuddannede, som har haft et job de sidste to år af studietiden
25.10.2023
Dimittender med studiejob kommer hurtigere i beskæftigelse
Nyuddannede fra længere videregående uddannelser kommer væsentligt hurtigere i beskæftigelse, hvis de har arbejdet under studietiden. Det gælder uanset, hvilken uddannelsesretning de studerende har færdiggjort deres kandidat inden for, viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Erhvervserfaring under studietiden kan have stor betydning for, hvor hurtigt de studerende efterfølgende kommer i job. Knap 17.500 studerende færdiggjorde en lang videregående uddannelse i juni, juli eller august 2022, og blandt dem havde tre fjerdedele et job i løbet af den sidste del af studiet. I gruppen med job under studiet var 82 procent i job ni måneder efter endt uddannelse. Blandt den resterende gruppe dimittender, som ikke havde et job de sidste to år af deres studietid, var det blot 49 procent, som var i beskæftigelse ni måneder efter afsluttet uddannelse, jf. figur 1.
På trods af at én af grupperne har job ved siden af studiet, så viser tallene, at de to grupper i gennemsnit bruger lige lang tid på at gennemføre deres kandidatuddannelse.
Når vi kigger på karakteristika såsom kønsfordeling og gennemsnitlig alder ved uddannelsens afslutning, er de to grupper også relativt ens. Til gengæld viser tallene, at der er geografiske forskelle på, hvor stor en del af dimittender der har haft job under studiet.
I analysen dækker job under studiet over, at man har haft mindst én måned i beskæftigelse de sidste to år af studietiden. Det er ikke muligt at identificere, hvorvidt de studerendes job under uddannelsen var studierelevant eller ej. Der er ligeledes heller ikke tale om en effektanalyse, hvor der kan konkluderes entydigt på årsagssammenhænge. Analysen indikerer dog, at der er et betydeligt sammentræf mellem dimittendernes tilknytning til arbejdsmarkedet under studietiden og deres efterfølgende beskæftigelsesstatus.
Figur 2: På tværs af alle uddannelsesretninger er der højere beskæftigelse blandt dimittender, der har arbejdet under studietiden
Et job under studietiden kan være en trædesten ind på arbejdsmarkedet uanset uddannelsesbaggrund
Uanset hvilken uddannelsesretning dimittenderne kommer fra, så gælder det, at dem, der har arbejdet i løbet af de sidste to år af studietiden, kommer hurtigere i job end dem, der ikke har. Det kommer især til udtryk inden for humanistiske og teologiske uddannelser, hvor den relative forskel på at have haft job under studiet er størst. Her var 68 procent af dimittenderne med et job under uddannelsen i beskæftigelse ni måneder efter afsluttet uddannelse. For dem, der ikke havde et job under studiet, gjaldt det kun for 24 procent. Den mindste forskel ses hos dimittender, der har læst sundhedsvidenskab og teknisk videnskab, jf. figur 2.
Der kan være flere faktorer, der både påvirker dimittendernes arbejdsmarkedstilknytning både i studietiden og efter endt uddannelse. Tallene i analysen indikerer dog, at et job de sidste to år af studietiden for mange vil kunne være en effektiv trædesten til hurtigere at komme ind på arbejdsmarkedet efter færdiggjort uddannelse – uanset studieretning.
Sådan har vi gjort
Analysen er baseret på forløbsregistret DREAM, samt befolknings- og uddannelsesregistret (BEF og UDDA). Vi har taget udgangspunkt i personer, som har færdiggjort en længere videregående uddannelse i løbet af juni, juli eller august 2022.
Vi beregner andelen af dimittender i beskæftigelse ved at dividere antallet af dimittender i beskæftigelse efter henholdsvis 1, 3, 6 og 9 måneder efter fuldført lang videregående uddannelse med det samlede antal dimittender fra juni, juli og august 2022.
En dimittend vil indgå som at have haft et job inden for de sidste to år af studietiden, hvis denne person har været i beskæftigelse minimum én måned i perioden. Ulønnet praktik vil ikke indgå som beskæftigelse.