10.12.2025
Om offentligt forsørgede: Antal personer og fuldtidspersoner
Målingen opgør antal offentligt forsørgede personer og fuldtidspersoner i den erhvervsaktive alder for alle forsørgelsesydelser, der findes på Jobindsats – dog eksklusive barselsdagpenge. Med målingen er det muligt at få et samlet overblik over antallet af offentligt forsørgede i den erhvervsaktive alder (16-66 år).
Hvad viser målingen?
Målingen giver et overblik over samtlige personer, der i den valgte periode modtager følgende forsørgelsesydelser:
- A-dagpenge
- Ydelser efter opbrugt dagpengeret (ydelser givet i perioden 2013-2017)
- Kontanthjælp
- Sygedagpenge
- Jobafklaringsforløb
- Forrevalidering og revalidering
- Ressourceforløb
- Ledighedsydelse
- Fleksjob
- Efterløn
- Fleksydelse
- Førtidspension
- Seniorpension
- Tidlig pension
Tilsvarende data for de valgte ydelser kan findes under målingen for de enkelte ydelser.
- Målingsvariabel 1: Antal personer
Målingen viser, hvor mange personer der har modtaget de enkelte ydelser i den valgte periode. I opgørelsen af antal personer indgår den enkelte person kun én gang i totalen – også selvom personen har modtaget flere ydelser i den valgte periode. - Målingsvariabel 2: Antal fuldtidspersoner
Målingen viser antal personer, omregnet til fuldtidspersoner, inden for hver enkelt ydelse i den valgte periode. - Målingsvariabel 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Målingen viser antal fuldtidspersoner inden for hver enkelt ydelse opgjort som andel af alle 16-66-årige i arbejdsstyrken. - Målingsvariabel 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingen viser antal fuldtidspersoner inden for hver enkelt ydelse opgjort som andel af de 16-66-årige i befolkningen.
Fra 2004-2018 var folkepensionsalderen 65 år for personer født efter d. 30. juni 1939. Siden 2019 er pensionsalderen gradvist forhøjet til 67 år, hvilket påvirker udviklingen i antallet af offentligt forsørgede. Når pensionsalderen stiger, bliver flere ældre længere tid på de enkelte ydelser, før de overgår til folkepension og vice versa. Derfor afspejler en stigning i antal offentligt forsørgede i perioden fra 2019 og frem ikke nødvendigvis en reel stigning, men kan i højere grad skyldes de strukturelle ændringer i pensionsalderen. Det er derfor vigtigt at have denne forskydning med i tolkningen af udviklingen i antal offentlig forsørgede.
Hvordan er målingsvariablene beregnet?
Målingsvariabel 1: Antal personer
Målingsvariablen er, inden for hver enkelt ydelse, opgjort som antal unikke personer, der har modtaget den pågældende ydelse i den valgte periode. Personer, der har modtaget den samme ydelse flere gange i den valgte periode, tæller kun med én gang i opgørelsen inden for den pågældende ydelse. Personer, der har modtaget forskellige ydelser inden for den valgte periode, tæller med én gang under hver af disse ydelser.
Eksempel: Hvis du vælger perioden ét år, og en person har modtaget den samme ydelse to eller flere gange inden for dette år, vil personen kun tælle med som én person inden for denne ydelse. Hvis personen har modtaget to eller flere forskellige ydelser inden for året, vil personen tælle med som én person inden for hver af de ydelser, som personen har modtaget.
Da samme person kan modtage flere ydelser inden for den valgte periode, kan man ikke lægge ’Antal personer’ sammen for de enkelte ydelser, da man derved vil overvurdere antallet af (unikke) personer, der i den valgte periode har modtaget en eller flere af de ydelser, der indgår i målingen. Jo længere periode, der betragtes, desto større vil denne overvurdering i så fald blive. I totalen indgår en person dog kun én gang – også selvom personen har modtaget flere ydelser i den valgte periode.
Målingsvariabel 2: Antal fuldtidspersoner
Målingsvariablen er opgjort som det antal timer eller dage, hver enkeltperson har modtaget en given ydelse i inden for den valgte periode, divideret med det samlede antal timer eller dage, som den valgte periode dækker. Hvorvidt antal fuldtidspersoner opgøres i timer eller dage afhænger af den konkrete ydelse.
Eksempel: Hvis du vælger perioden ét år (365 dage), og en person har modtaget ydelsen i 182 dage inden for dette år, vil personen tælle med som en halv fuldtidsperson i opgørelsen inden for den givne ydelse. Der kan dog være afvigelser på grund af afrunding.
Antallet af fuldtidspersoner inden for de enkelte ydelser kan – modsat antal personer – lægges sammen. Hvis en person fx inden for et år har modtaget a-dagpenge i 26 uger og sygedagpenge i de resterende 26 uger, vil personen tælle som en halv fuldtidsperson under a-dagpenge og en halv fuldtidsperson under sygedagpenge. Vær opmærksom på, at data ikke er overlapsbehandlet, hvis en person har modtaget to eller flere ydelser i samme periode.
Målingsvariabel 3: Fuldtidspersoner i pct. af arbejdsstyrken
Målingsvariablen er beregnet som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i arbejdsstyrken.
Målingsvariabel 4: Fuldtidspersoner i pct. af befolkningen
Målingsvariablen er beregnet som antal fuldtidspersoner (jf. målingsvariabel 2) divideret med antal personer mellem 16 og 66 år i befolkningen.
Hvis du vil have en nærmere beskrivelse af, hvordan målingsvariablene er opgjort for de enkelte ydelser, kan du læse mere i info om målingen for den pågældende ydelse.
Hvad kan målingen fordeles på?
Ud over geografisk område og periode kan målingen fordeles på:
Køn, alder og herkomst er opgjort på den sidste dag, personen modtog ydelse i den valgte i periode.
Læs mere om fordelingsvariable.
Ydelsesgrupper omfatter modtagere af a-dagpenge, ydelser efter opbrugt dagpengeret, kontanthjælp, sygedagpenge, jobafklaringsforløb, revalidering og forrevalidering, ressourceforløb, ledighedsydelse, fleksjob, efterløn, fleksydelse, førtidspension, seniorpension og tidlig pension.
Ydelser efter opbrugt dagpengeret omfatter særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse og kontantydelse. Ydelserne har kunnet modtages af dagpengemodtagere efter det tidspunkt de i perioden 2013-2017 opbrugte deres ret til dagpenge.
Folkepension indgår ikke i opgørelsen af antal offentligt forsørgede, da denne ydelse modtages efter den erhvervsaktive alder og ikke er en forsørgelsesydelse, der gives på grund af manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvis en person flytter mellem to kommuner inden for den valgte periode, tæller personen med i ’Antal personer’ for begge kommuner og tæller med i ’Antal fuldtidspersoner’ i begge kommuner i forhold til varigheden af den periode personen har modtaget ydelse i hver af de to kommuner. Det samme gælder, hvis en person har to forskellige forløb i den valgte periode og skifter aldersgruppe i løbet af perioden. Personen vil i opgørelsen tælle med i begge aldersgrupper, men kun som én person under ’Alder i alt’ for alle aldersgrupper.
Hvor kommer data fra?
Du kan læse mere om datakilder for de enkelte ydelser i info om målingen for den pågældende ydelse.
Hvor ofte kommer der nye tal?
Målingen bliver opdateret to gange månedligt på den 8. og 16. hverdag i måneden. Det betyder, at målingerne for de enkelte ydelser i kortere perioder kan være opdateret med en nyere seneste periode end den, der vises i denne måling.
Hvad skal jeg være opmærksom på?
Bemærk, at ’Ydelsesgrupper i alt’ altid er inklusiv alle ydelser. Det betyder, at selvom der fx kun trækkes tal for kontanthjælp og revalidering, vil ’Ydelsesgrupper i alt’ stadig være en total for alle ydelser.
Flere spørgsmål?
Find kontaktinformationer på kontaktsiden.