16.03.2026
Ny alderskategori på kontanthjælpsmålingerne
Der tilføjes en ny alderskategori på målingerne om kontanthjælp, som gør det muligt at opgøre antallet af kontanthjælpsmodtagere under og over 30 år under ét. Den nye alderskategori supplerer de eksisterende femårige aldersintervaller i målingerne.
Flere kommuner har efterspurgt muligheden for at opgøre antallet af kontanthjælpsmodtagere under og over 30 år under ét. Det skyldes, at bl.a. mindre kommuner med få kontanthjælpsmodtagere gerne vil kunne opdele unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år på fx visitationskategori og kontanthjælpssats uden, at der er for mange observationer, der bortdiskretioneres.
Der vil derfor blive tilføjet en ny alderskategori på alle kontanthjælpsmålingerne, der gør det muligt at opdele kontanthjælpsmodtagere efter, om de er under 30 år eller 30 år og derover under ét. Det er samtidigt fortsat muligt at lave en opdeling på femårige aldersintervaller.
Vær opmærksom på, at kontanthjælpsmålingerne er utilgængelige hele tirsdagen den 17. marts 2026 i forbindelse med, at den nye alderskategori bliver tilføjet. Målingerne vil være tilgængelige igen onsdag morgen den 18. marts 2026 omkring kl. 9. Vi beklager forstyrrelsen i den forbindelse.