15.12.2025
Analyse: Mange uden tro på job og uddannelse kommer alligevel i gang inden for et år
Det er vigtigt ikke at give op på borgere, der selv har mistet troen på job og uddannelse. En ud af fem, der selv har mistet troen, kommer alligevel i gang inden for et år. Det viser en ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
En ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at hver femte, der fortæller, at de har mistet troen på job og uddannelse, alligevel kommer i gang inden for et år. Blandt de, der helt har opgivet håbet og svarer, at de aldrig tror, at de kommer i job eller i uddannelse, lykkes 16 procent inden for ét år.
Resultaterne gælder på tværs af køn, alder og herkomst. Men der er lidt variation. Fx er der lidt flere seniorer mellem 55 og 66 år, der overgår egne forventninger til job og uddannelse – og lidt flere mænd end kvinder.
Analysen tager udgangspunkt i borgertilfredshedsundersøgelsen, der blev gennemført af Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats i 2023. Analysen fokuserer på de personer, der har svaret, at de ikke forventer at komme i job eller påbegynde en uddannelse inden for de næste 12 måneder eller som tror, at det aldrig vil ske.
Du kan læse hele analysen her: Mange borgere uden tro på job og uddannelse slår egne forventninger