02.10.2025
Nye kontanthjælpsmålinger: Næsten hver anden kontanthjælpsmodtager var aktiveret i august 2025
STAR offentliggør i forbindelse med den nye kontanthjælpsreform nye kontanthjælpsmålinger på Jobindsats, der er tilpasset ændringerne i det nye kontanthjælpssystem. De nyeste målinger viser omfanget af aktivering blandt kontanthjælpsmodtagere.

STAR har nu tilpasset målingerne om den aktive indsats blandt kontanthjælpsmodtagere til det nye kontanthjælpssystem, der trådte i kraft 1. juli 2025. De nyeste tal viser, at der var 37.400 aktiverede kontanthjælpsmodtagere i august 2025, svarende til næsten hver anden kontanthjælpsmodtager. Du kan se fordelingen af aktiveringen på de nye kontanthjælpssatser i tabellen herunder.
Kontanthjælpssats | Antal aktiverede | Andel aktiverede | Antal aktiveringsforløb |
Forhøjet sats | 12.100 | 31,5 pct. | 15.100 |
Grundsats | 15.600 | 58,5 pct. | 19.200 |
Mindstesats omfattet af program | 5.400 | 72,1 pct. | 9.300 |
Mindstesats øvrige | 4.400 | 44,1 pct. | 5.900 |
Total | 37.400 | 45,5 pct. | 49.500 |
Vær opmærksom på, at summen af de enkelte satser vil være større end totalen, som alene opgør antal unikke personer, der har modtaget kontanthjælp i den valgte periode.
Tallene i de nye målinger kan også fordeles på køn, alder, visitationskategori og tilbudstype.
Ud fra tabellen kan det ses, at omfanget af aktivering varierer for de forskellige satser, hvilket skyldes forskellige krav til aktivering samt arbejdspligten for personer på mindstesats.
Du kan se de nye målinger her:
- Antal aktiverede og fuldtidsaktiverede
- Antal aktiverede og forløb
- Antal påbegyndte og afsluttede aktiveringsforløb samt antal forløb primo og ultimo perioden
- Antal og varighed af afsluttede aktiveringsforløb
- Aktiveringsgrad og andel aktiveringsberørte
I løbet af den næste måned kommer der flere nye målinger og tilpasninger som følge af kontanthjælpsreformen. Hold derfor øje med nyhederne på Jobindsats.
Hvis du bruger API
Vær opmærksom på, at API-kaldet ikke ændres automatisk. Derfor skal du selv ændre indstillingerne for API-kaldet i forhold til de nye kontanthjælpsmålinger, herunder id på målingerne.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til ovenstående, eller kontanthjælpsreformen generelt, er du velkommen til at skrive til jobindsats@star.dk